Jeg var nede hos J. Per, som sagt, for første gang i et stykke tid og fortalte ham om, hvad jeg går og laver, og det slog mig, at nu, hvor jeg har været til hippie-kulturarrangement i udlandet, har jeg intet, absolut intet at se frem til. Jeg har ingen jern i ilden, og det er en kedelig fornemmelse. Jeg tror, at jeg bliver nødt til at arrangere afbrydelser ind i mellem, højdepunkter af en slags, så jeg har noget at se frem til.*)
Ellers løber det hele sammen i enshed.
*) Noget at støde op mod, rampeslisker til lige at kunne stikke næsen over muddervandet, ambitionssnorkler til æteren, et par stjerner på himlen at række efter, trædesten i bækken.
PS Jeg sagde: "Jeg tror, jeg vil begynde at træde op ind imellem. Det får min puls op." Og så pulsede jeg hans hjemmerullede ned. "Mit arbejde er så kedeligt, jeg sidder bare dér, der må ske noget."
"Du vil jo gerne", sagde han.
PPS Åndssvagt indlæg, det her. Skulle det være noget?
PPPS Nej, det skulle det i hvert fald ikke. Hvor aborteret.
***
Ingen kommentarer:
Send en kommentar