Det ideale liv (2) – påtvungne kærlighedserklæringer

Forleden dag spurgte min kone mig, hvordan jeg godt kunne tænke mig mit liv var, hvis jeg selv skulle vælge, og jeg kunne ikke finde på noget at svare. Nu har jeg tænkt over det.
Jeg kunne godt tænke mig ikke at skulle så tidligt op om morgenen, men at kunne begynde at arbejde ved 12-13-14-tiden, når jeg alligevel er parat. Jeg har aldrig lyst til at lave noget kl. 9 om morgenen, der er den tid, jeg har. Så ville jeg pause for middag og arbejde videre bagefter eller gå sent ud at spise og måske se nogen venner. Og så kunne jeg godt tænke mig at bo i et mildere klima, hvor det ikke var så dyrt at spise ude (og at jeg havde et ordentligt galleri + penge osv.)*)



Det mindede mig om dengang, vi var i parterapi, og psykologen spurgte mig, hvad det var, jeg elskede ved min kone, og jeg kunne ikke finde på noget at svare. Det var pinligt.
Siden hen tænkte jeg også over dét spørgsmål og kom til den konklusion, at jeg elsker hende, fordi hun er den jeg elsker. Det håber jeg ikke lyder for sofistisk, men hun er jo mit kærlighedsobjekt. Derfor elsker jeg hende (er det for tilfældigt?)
Jeg ved ikke, om det er noget ordentligt svar. En helt anden ting er, at når man ikke har det så godt sammen, har man ikke så meget lyst til How do I love thee? Let me count the ways.

Det værste var, at jeg burde have været forberedt på det, idet Don Enzo konfronteredes med samme spørgsmål, da han var i parterapi, og han kunne heller ikke finde på noget at sige. Dengang rådede jeg ham til (med reference til W.H. Auden), at man ikke kan sige den slags stort nok, metaforerne kan ikke være kosmiske nok.
Det var måske bare ikke stedet for det. Helst skal det jo være på rim eller til musik.


*) Jeg er i virkeligheden ret nem at stille tilfreds – ligesom min far – jeg skal bare have noget mad og noget sex og et lunt sted at bo. Samtidig med at jeg i så vid udstrækning som muligt slipper for at arbejde.

Ovenstående Van Gogh-billede dukker op, når man søger på ”siesta” i Google Billeder.