Skatten er døden

Jeg sidder og forsøger at lave min selvangivelse*) og hører Howard Stern på radioen, pirateret via nettet. Jeg fandt lige en håndfuld bilag, jeg manglede – det var rent held! De lå i en mappe i min taske med "aktuelle papirer", som jeg aldrig kigger i. Hvad mon der ellers gemmer sig rundt omkring? Jeg hader at finde en stak regninger året efter, når jeg ikke kan bruge dem længere.

Jeg er i lidt bedre tid i år, end jeg plejer, fordi ham, der laver min selvangivelse færdig for mig, har krævet den tidligere i år. Dvs. han bad om at få den midt i marts. Så foreløbig er jeg næsten to mdr. foran mit normale tempo.

Jeg havde en tegnelærer engang (verdens bedste tegnelærer: Jack Potter, nu afdød), der sagde, at jeg var en mærkelig blanding af orden og kaos (jeg plejede at stemple mine tegninger med et datostempel, måske var det derfor). Jeg plejer at samle mine vigtige papirer ét sted, men jeg sorterer dem aldrig. De ligger der bare. Undtagen når det er pinedød nødvendigt at gøre noget ved det, som med skatten nu.

Jeg har en liste over ting, jeg skal gøre. Det er det samme, der står på listen altid. Listen er udskiftelig fra år til år.

Jeg er fysisk ude af stand til at gøre visse ting færdige, som f.eks. min skattebillet (derfor førnævnte mand til at få det til at se godt ud og temperere tallene) - der findes et udtryk for det syndrom på amerikansk, hvor man har et navn og et syndrom for alt.

Blik i bagspejlet: Jeg kan huske, når jeg stod med min half-ass selvangivelse d. 15. april, afleveringsfristen, om aftenen hen mod midnat ved hovedposthuset i New York sammen med tusindvis af andre fuckups. Det var rart ikke at være den eneste. Der var altid et TV-hold ude. Et år var der en ny biks, der delte suppe ud gratis (gazpacho, yankee bean). Og det var rart ikke at være den mest opfuckede: Der var altid nogen, der stod og svedte med en kuglepen og fyldte selvangivelsen ud på stedet og folk med slips.


*) Jeg prøver at få det bedste ud af det, men det tager for lang tid.