Billedet der gjorde oprør

Jeg fik en stak lærreder af min ven, den statsanerkendte, etablerede kunstner, og malede oven på dem. Nu har jeg solgt et af dem. Det mærkelige er, at mens jeg havde det stående oppe på det her loft pakket ind i en plasticpose, begyndte maleriet at smelte inde under det yderste lag og løbe og klistre til plastikken, der var så besværlig og pinefuld at få af som et plaster. Jeg ved ikke om maleriet er blevet bedre af, at det er løbet, men det er i hvert fald mere kunstnerisk.

Det var en sær, syg fornemmelse at stå i. Det mindede mig om livets endelighed. Plus der er noget zombieagtigt over en våd, klistret masse, der bryder ud gennem huden. Jeg tror simpelthen, hans underliggende maleri i harme og væmmelse forsøger at udstøde min overmaling.

Min ven maleren forklarede mig, at han tit har det problem, fordi han tilsætter for meget linolie i nogle af lagene. Hans råd var injektioner af terpentin og siccativ forskellige steder på lærredet. Det har jeg nu ikke tænkt mig (selvom injektioner er endnu en interessant reference til maleriet som korpus). Jeg tror bare, jeg skynder mig at sælge det til min ven rockstjernen, før han skifter mening.

Hvis det smelter helt og løber ud, må han få et nyt. Mine produkter er garanterede.



Note 1: Jeg hørte om en akvarelkunstner, hvor kakerlakker kravlede ind mellem hendes billeder og åd alt det gule.

Note 2: Det er meningen, kunst skal være eviggyldig (om jeg må), så det er ækelt, når det ikke er det. Når det forgår hurtigere end én selv. Som gulnede dokumenter. Kopipapir holder 100 år. Børnetegningerne falmer og krymler. Mange abstrakte værker fra 50’erne og 60'erne ser falmede og grå ud. Måske fordi de havde det med at bruge vægmaling.

Note 3: Kurt Vonnegut, min helt, skrev Bluebeard, om en maler hvis abstrakte malerier alle er faldet fra hinanden.