Onkel Kurt

Kurt Vonnegut er død, og han var en af mine yndlingsforfattere. Ham og Mark Twain. Der var en, der skrev engang, at det at læse ham var ligesom at lytte til sin yndlingsonkel. Sådan er det jo også med vores egen afdøde Onkel Danny. Man savner hans stemme.

Vonnegut skrev en af de bedste bøger mod krig nogensinde (Slaugherhouse Five, or The Children's Crusade). Jeg tænker ind i mellem på den, når man ser soldater på film blive spillet af 40-årige mænd (f.eks. Tom Hanks i Saving Private Ryan) i stedet for de rene børn, de var.

Jeg havde en lærer, Marshall Arisman, der ville udgive en bog med sine tegninger engang i 70’erne og håbede at få Vonnegut, der var enormt populær på det tidspunkt, til at skrive forordet (husk børn, at det altid er en god ide at få en respekteret berømthed til at skrive jeres forord). Han havde læst et sted, at Vonneguts yndlings-whisky var Dewars eller sådan noget og sendte ham en kasse af den med et brev. Det virkede. Han skrev forordet.

Da en anden helt, Joseph Heller, døde, skrev Onkel Kurt dette korte digt, der blev bragt i The New Yorker (16. maj 2005). Det er perfekt.

Joe Heller

True story, Word of Honor:
Joseph Heller, an important and funny writer
now dead,
and I were at a party given by a billionaire
on Shelter Island.
I said, "Joe, how does it make you feel
to know that our host only yesterday
may have made more money
than your novel 'Catch-22'
has earned in its entire history?"
And Joe said, "I've got something he can never have."
And I said, "What on earth could that be, Joe?"
And Joe said, "The knowledge that I've got enough."
Not bad! Rest in peace!

--Kurt Vonnegut