onsdag den 4. april 2007

Hvem ejer månen?

Lige nu ser det ud til at være USA.
Der har været snak om at sprænge månen i luften, fordi den generer visse mennesker.*) Spørgsmålet er: Hvem kunne finde på det? Og jeg siger: Kineserne. Bare for at markere sig.
Hvad kan verden gøre?
Der var f.eks. ingen, der gjorde noget for at forhindre talibanerne i at sprænge de der Buddha-statuer i luften. Hvad nu hvis ægypterne bestemte sig for at sprænge pyramiderne i luften? Kan nogen forhindre dem i det?
Det er ligesom det her spørgsmål om: Hvis man ejer et stykke jord, ejer man det så hele vejen ind til jordens midte?
Og hvad med luftrummet?
Jeg har f.eks. overvejet at have mine ejendele svævende i en luftballon over huset for at spare lagerplads.
Må man det?

*

Jeg sad på klaverbænken i mine underbukser og skrev disse linier i min A5 linierede notesblok, da rengøringshjælpen låste sig ind, og jeg måtte råbe til hende, at jeg ikke havde tøj på. Hun er en god polsk-katolsk kvinde og gik straks ud på trappen igen. Men jeg har ikke fået bad i dag, og jeg kan lugte mig selv.

*

Det var i går. Nu er jeg renskuret. Lejligheden skinner. Min familie kommer hjem om halvanden time, og jeg har ikke fundet på noget at lave til middag.
Vi tager op til Fuchsen i Sverige i morgen, hvilket jeg kalder min påskeferie.
Jeg er tilbage i blogland på tirsdag.
Tak.


*) Spøgefuld snak, lad gå, men det gør ikke ejerskabsspørgsmålet ringere.

Ingen kommentarer: