Morgenrapport

Jeg er så træt, at jeg hverken kan sanse eller samle. Men jeg er ikke dårligt humør eller noget. Jeg gider bare ikke arbejde.
- C’est normal, som mekanikeren synger om den kolde motor i starten af Paraplyerne i Cherbourg.
Det er tid til kaffe. Også dette er ganske i sin orden.

Jeg så et afsnit af den sidste sæson af Six Feet Under i går aftes, men man kan selvfølgelig ikke kun se ét, og så blev det lidt sent. (Det var i stedet for fodbold: Afvænningen fra tv-sport skrider fremad, men det er en lang og drøj proces.)

Jeg stod og kiggede ind af døren til min datters børnehaveklasse i morges og beundrede lærerindens undervisningsteknik. Så kom den her anden far hen og sagde: - Hun er skrap, hva? Kan du forestille dig hende i sort læder og med pisk?
Det kan jeg godt. Det ville hun sikkert også være god til.

Jeg har over weekenden klunset en blå emalje buddingform, tre tresserskåle, fire møbelhjul med bremse, en golftaske min bror ikke ville have alligevel da han så den, en video med Muldvarpen, en Aristocats-video, Strudsen Rasmus (pga. bogens racistiske, kulturantropologisk interessante indhold), et fotoalbum, der hensatte mig i en bølgegang af følelser om livets forgængelighed og alle folks enshed, og et saltkar med trælåg, der er for småborgerligt og ryger ud.
Og min kone blev ikke engang sur. Jeg fik ros og ikke ris. I hvert fald for de to første fund.

Jeg har lavet en ufattelig god kaffe, jeg slubrer i mig med velbehag. Det hjælper.
Jeg savner den gode gamle firdobbelte espresso, det er klart, men den nye enkeltdobbelte ER bedre, selvom man må flere gange frem og tilbage og brygge. Som f.eks. nu.