Det er fedt at gå i terapi. Man kan sige lige hvad min vil, og terapeuten er nødt til at lytte til det.Første gang jeg skulle til terpai, havde jeg det ligesom jeg skulle til en luder: Jeg skulle ind et sted og blotte mig og betale.
Jeg ville gå i terapi hele tiden, hvis det ikke var fordi, det var så skidedyrt.*)
Jeg ville sikkert også gå til luder hele tiden, hvis det ikke var fordi dét var så skidedyrt. Mao. terapi er en luksus, jeg ikke under mig selv, når jeg ikke har det værre end jeg har det.
Det er godt nok nogen år siden efterhånden, jeg var i terapi (altså for mig selv, ikke parterapi, som jeg også har gennemgået et forløb til halvanden af), men jeg mindes det varmt. Min terapeut – thi jeg havde ikke råd til en rigtig psykolog, og hende her havde min bror anbefalet – var pensioneret tjenestekvinde indenfor kriminalforsorgen, og hun var i øvrigt meget god, når det drejede sig om afhængighed af stoffer, hvilket jo ikke var mit problem. Hun lignede Elsa Gress. Jeg husker endnu, hvordan hendes lange perlekæde havde det med at hægte sig fast nede om det ene bryst. Det værste var, når hun begyndte at fortælle noget fra sit eget liv, så flakkede mit indre blik straks nervøst hen mod taxametret. – Hey, hvad med mig og min forkvaklede seksualitet? Kan vi ikke tale lidt om den i stedet for? tænkte jeg. Men jeg sagde ikke noget. Det måtte man bære over med. Ellers var hun såmænd udmærket, og hun fik afklaret nogle misforståelser jeg havde gået med i årevis.
Det er måske noget af det bedste der kan komme ud af det: At man får et virkelighedstjek på sine tanker og forestillinger, ligesom det gælder i så mange andre sammenhænge, hvor ens forventninger eller frygt måske ikke stemmer overens med realiteterne.
En anden dag vil jeg gøre rede for min tid i parterapi, jeg skal bare have det til at lyde morsomt først.
*) Er der nogen derude, der giver discountterapi til blokerede klynkekunstnere? Jeg er en glimrende patient, meget medgørlig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar