Det mest meningsfyldte jeg har lavet i dag var at æde en pose chips.Jeg har ikke rigtig gidet noget, mindst af alt det jeg skal.
Nåja, jeg skød en stribe billeder med mit nye smarte kamera nede på gaden i morges af hvad der omgiver mig i min hverdag. Ikke at det giver nogen mening, men det gav mig en vis glæde.
Nu er jeg igen ved at drukne i arbejde - jeg var så tæt på at nå op til overfladen, før jeg blev trukket under igen af den sisyfossten, jeg har bundet mig om anklen. Jeg når aldrig noget som helst på den her måde, ikke videre i livet i hvert fald.
Det eneste mit arbejde fører til er mere arbejde.
Hvis det bare handlede om at fylde i tarmen var det ikke noget problem, men jeg sidder klemt fast mellem min ambition og min handlingslammelse og rokker mig ikke af stedet.
Det sømmer sig ikke for et frit menneske.
Så sandelig nej. Men jamre kan jeg. Som om jeg var det eneste menneske, der skulle arbejde. På den anden side vil jeg nok mene, at retten til at jamre er et grundlovssikret frynsegode ved have et job.
Som kritikerne siger om kontorrotten Dilbert: Det er nemmere at brokke sig end at gøre noget ved det.
Apropos: Det bliver sjovt at se, hvordan dynamikken forandrer sig i det lille hjem, når min kone får arbejde. Her har jeg gået i årevis og ventet på, at hun skulle blive færdig med sin uddannelse, så hun kan forsørge sin mand som sig hør og bør, og nu er øjblikket måske snart inde, hvor hun træder ind på arbejdsmarkedet. Vil jeg så få mere tid, eller betyder det bare, at jeg kommer til at bruge al min tid på at hente børnene osv.? Og vil jeg langt om længe føle, at jeg kan sige nej højt og gjaldende, når nogen tilbyder mig arbejde?
Følg med her på siden. Det skal blive interessant at se, hvordan det forløber altsammen...
Løbende updates forude.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar