Hovedcentrifuge

***
Skrevet i mørke

Det eneste, jeg kan tænke på, er hvor bitter jeg er. Det er er en storm i mit hoved. Alle de fejl jeg har lavet, alt det jeg kunne have gjort anderledes, alle mine fortrydelser. På den måde er jeg et meget utilfreds menneske. Jeg ville ønske, at jeg bare kunne være ligeglad. Det ville være nemmere. Jeg er ikke lykkelig. Jeg har ikke-ulykkelige øjeblikke – hele dage til tider – men jeg brænder op af uforløsning og utilfredshed og følelsen af, at fælden er klappet. Jeg kan ikke komme ud. Det var dét, jeg havde mine chancer og spildte dem og klattede de bedste år af mit liv væk på ingenting og værst af alt på at bekymre mig over at lave ikke noget og komme ingen vegne, så det alligevel aldrig var sjovt.

Jeg hader mig selv, og jeg hader Danmark.

Eller også er jeg endt, hvor jeg er – ingen steder – fordi sådan er jeg. Jeg har aldrig været en succes nogen steder. Jeg er aldrig slået igennem. Jeg er altid krympet som en viol. Jeg har altid været for mageligt anlagt. Jeg har altid gerne villet have et hjem. Et sted til mine ting, HA! Jeg har aldrig været villig til at bringe de nødvendige ofre. Kun halvhjertet, det værste af alt. Jeg dør.

Derfor hader jeg, når det går dårligt med min kone – og det er alligevel næsten hele tiden. Så kan jeg ikke se meningen med noget. Når jeg alligevel bliver beskyldt for at være egoistisk på trods af alle de halvhjertede ofre, jeg har bragt. Hvad er det så værd? Hvad har jeg så at have min lykke i, når jeg er ufuldbyrdet og uforløst og uden succes på alle andre måder.

Jeg er ikke et dårligt menneske, men jeg har ikke noget at have det i.
***