Jeg mødte en fyr, der hed Hubert, en maler, der var på førtidspension pga. dårligt hjerte. Nu arbejdede han sort som udsmider i en ambient-bar. Et passende job, tænkte jeg. – Der sker aldrig noget, sagde han.
Min ven George III synes, jeg skulle møde Hubert, fordi han også var maler, så jeg tog over og bankede dem begge to i bordtennis. Han havde et fedt atelier, men hans malerier var ikke så gode. George var specielt imponeret af et af en stor svensknøgle mod himlen, men det var ikke, som jeg havde forestillet mig: svensknøglen så blød ud, som om den var lavet af lakrids, og var ikke nær skinnende nok.
Jeg spillede tennis ind i mellem med George (ovre i Williamsburg med udsigt til skylinen nede ad vejen), og hver gang var han ved at få et nervesammenbrud. Det mindede ham om, da han var lille og hans far (Georg II), en rig alkoholiker, tævede ham i tennis. Han kunne ikke tåle konkurrence. Vi var lige dårlige begge to, det var mere et spørgsmål om, hvem der tabte mindst, end hvem der vandt.
Hvis jeg spillede tennis mod mig selv som 13-årig i dag, ville jeg tabe.
***
Ingen kommentarer:
Send en kommentar