fredag den 17. april 2009

Gaver er til at give videre

***
Jeg er ved at læse Lewis Hydes The Gift, der er virkelig god, jeg er bare ikke kommet længere end forordet, hvor der stod noget, der ramte mig som et læs mursten.

Bogen handler om, at kunsten er en gave, man skal give videre, ligesom alle andre gaver. Der er ikke noget ved det, hvis man bare har det liggende i skrivebordskuffen eller loftsrummet.

I forordet står:
... Markedssamfundets mytologi vender billedet på hovedet: at få snarere end at give markerer, at man er et menneske med substans, og helten "hviler i sig selv", er "selvskabt". Så længe disse antagelser er i højsædet, vil en foruroligende fornemmelse af trivialitet eller ligefrem værdiløshed nage den mand eller kvinde, der arbejder i en gaves tjeneste og hvis produkter ikke i tilstrækkelig grad beskrives som handelsvarer. Når vores substans regnes efter vores erhvervelser, magter det begavede menneskes gaver ikke at gøre ham substantiel.
(s. XIV. Min oversættelse, putte)

Det første, man altid bliver spurgt om som kunstner, er: Kan du leve af det? Penge er den eneste gældende målestok for kunst. Hvis man ikke sælger, bliver man ikke regnet for noget. (At modtage statslegater kommer ind under penge som værdisætning.)

Det er sørgeligt at være falleret kunstner og svært at retfærdiggøre, også over for sig selv. Det er svært at stå dér og skulle til at være kreativ, når man tænker: – Hvad er det værd?



Her er citatet på engelsk:

"The mythology of a market society reverses the picture: getting rather than giving is the mark of a substantial person, and the hero is “self-possessed,” “self-made”. So long as these assumptions rule, a disquieting sense of triviality, of worthlessness even, will nag the man or woman who labors in the service of a gift and whose products are not adequately described as commodities. Where we reckon our substance by our acquisitions, the gifts of the gifted man are powerless to make him substantial.”



Lewis Hyde: The Gift: Imagination and the Erotic Life of Property. Fås på dit lokale folkebibliotek.


Kirk Douglas ses her i den klimaktiske scene i Lust for Life, drenge og piger.
***

4 kommentarer:

Karl Kurt sagde ...

Jeg tror du identificerer dig ret så meget med ham Kirk...

Mandejammer sagde ...

Kirk, Karl Kurt, var en meget udtryksfuld skuespiller. Nu om dage er han af gode grunde lidt mindre udtryksfuld. Hans erindringsbog, The Ragman's Son, er i øvrigt god.

Det var John K, der styrede mig mod Kirks store, mandige udtrykskraft. Se f.eks. http://johnkstuff.blogspot.com/2007/09/kirk-greatest-hollywood-actor.html

Anonym sagde ...

Jeg spørger kunstnere om de kan leve af det, fordi jeg tænker, at det må være en kunstners drøm. Er svaret ja, kan jeg glæde mig over at møde en, der kan leve et liv jeg forestiller mig er meget tilfredsstillende på i hvert fald ét centralt område. Tænk at kunne nøjes med at gøre det man elsker - og ikke alt det andet røvsyge der ellers følger med lønarbejde.

Mandejammer sagde ...

Fair nok. Jeg tror, det kommer sig af min store skam over at være usuccesfuld og ufuldbyrdet. Jeg skammer mig i mødet med folk, der spørger hvad jeg laver, når jeg ikke er stolt af mig selv.