fredag den 17. april 2009

Jeg vandt igen – men til hvilken pris?

***
En tankevækkende beretning fra det virkelige liv

Jeg væddede med Frizz, om Anders Fogh stod til at blive generalsekretær i FN. FN, sagde han. Det synes jeg ikke lød sandsynligt (jeg havde ikke hørt noget, jeg følger ikke med i nyhederne) og slog hånd på 100 kr. Næste dag hævdede han, at han havde sagt NATO. Især. Det var derfor, han nævnte Kofi Annan og Boutros Boutros (fortsæt selv).



Vi glemmer det, sagde jeg, jeg slår en streg over det, i et anfald af taknemmelighed fordi han havde givet mig en fribillet til Karen Mukupa (kendt som hende, der var veninden til hende, der døde. Hun var med i bilen. Sød stemme, kedelige tekster. [Jeg forestiller mig, at hun går ombord på et fly. Så styrter flyet ned, og hun er den eneste overlevende. Så går hun ombord på et skib. Skibet synker, og hun er eneste overlevende. Jeg kan godt lide den vinkel]).



Men mest fordi han er det nærigste menneske, jeg kender. Han er nærigere end mig. Og også selvom billetterne kun kostede 60 kr., og jeg gav garderoben og en øl, så jeg faktisk kun sparede kr. 20. Jeg vidste, at jeg aldrig ville kunne vride en øre ud af ham alligevel. Så jeg var storsindet. Det skal man være ind i mellem, så har man det så godt.



Han er faktisk foruroligende nærig. Jeg kan huske engang, han stod på Hack-in-the-Puss med et par mønter i hånden og spurgte, om jeg ikke kunne låne ham 5 kr. til en øl. Jojo. Senere så jeg ham tage en 100-kroneseddel frem, han havde haft i tegnebogen hele tiden. For ham er det et princip at spare penge, ofte på bekostning af alt der er rimeligt og godt her på jorden.

(Men til hans forsvar må jeg sige, at han har forbedret sig i senere år.)



Må jeg have lov til her at komplimentere Rust for deres suverænt gode lyd? Tydelig og ikke for høj. Og så kan jeg godt lide ikkeryge-politikken, Visse ting forandrer sig til det bedre ved oplyst overformynderi.
***

2 kommentarer:

Mig selv under et andet navn sagde ...

Du har så mange spændende billeder på din blog. Men kan du ikke sige, hvor de kommer fra? Det ser ud som om, du har taget screenshots fra YouTube. Kan det passe?

Mandejammer sagde ...

Ja, det kan godt passe. Men du skal bare klikke på billedet, så vil dets oprindelse fremgå af URL’en eller titlen. Okay?