Ingen verdens ting igen

***
Hver aften siger jeg til mig selv, at jeg nu vil jeg til at lave det vigtige, men hver dag laver jeg alt muligt andet. Så ringede min kone lige, og jeg skændtes med hende om, hvem der skal hente børnene. Vi råber i munden på hinanden, indtil hun er nået frem, hvor hun skal, på sin cykel, og hun hænger op. Så gik turen med det. En enkelt sarkastisk bemærkning og så hurtigt lægge på. Jeg kan ikke holde ud, hvor sur og dum jeg er at høre på. Jeg kan ikke holde ud at sidde her og ikke gøre det jeg bør.

Hvis det havde været mig, der ringede op, havde samtalen ikke varet så længe. Vær vis på det.

Jeg kigger over på det, jeg skal, og laver en kop kaffe til (4x espresso, friskmalet, sort bønne).

Jeg er så ked af mig selv. Hvad skal der til, før jeg vågner op? Skal jeg absolut have en dødelig sygdom, før jeg bliver desperat nok til at springe overspringene over? Faktisk fik jeg visioner af stor malerisk vold/voldeligt maleri i hovedet, da jeg talte med min kone. Det øjeblik jeg hængte på, fortrød jeg det hele. Jeg er som en søvngænger med armene ud foran kroppen, der traver fra computeren til espressomaskinen og hjem, en gæst i mit liv.

Nok en dag med ingen fucking verdens ting.
***