Flere latterlige diskussioner ved aftentide

***
(Scenen: Jeg står og bager apple pie og laver mad. Min kone er lige kommet ind ad døren. Det er regnvejr.)

Så spørger jeg (og bemærk: jeg havde ringet og SMS’et hende om det samme), om hun gider gå ned hos grønthandleren og købe sursød chilisauce og ingefær.
– Nej, svarer hun.

Lidt efter spørger jeg:
– Gider du lave en salat?
– Nej, svarer hun.

Og så bliver jeg sur og siger:
– Forbered dig på, at jeg svarer tilsvarende, når du spørger mig om noget en dag.

Og så bliver hun sur og siger:
– Blablabla, den sjældne gang du laver mad. Blablabla martyr.

Dybt urimeligt, og det lader jeg hende vide. Usandt.
– Jeg er dødtræt af, at du nedgør alt, hvad jeg laver, nærmest råber jeg ("nærmest råber", "nærmest løber", sådan står der altid i De 5). – Hvem har bedt dig om at bestemme alting? Forsvind fra mit åsyn. Jeg hyggede mig fint, indtil du dukkede op.

– Hvor er du barnlig, siger hun og går ind og lægger sig på sofaen.

Men sandheden er, at jeg faktisk ikke kunne finde på at sige nej, hvis hun spurgte mig om noget lignende.

Men jeg kan heller overhovedet ikke finde ud af at sige nej. Jeg er manden, der ikke kan sige nej.

Det er hun til gengæld god til.

Nå.

Hvorfor skal fornøjelsen vrides ud af alting?
***