Elegi i krigsregi

Denne uge har været tortur
Jeg er gået hen og blevet rigtigt godt sur
Jeg gider ikke arbejde og mere i den dur

Det har drænet min sjæl, har det,
arbejdet, med hvilket jeg har fejdet,
det er et hel-
vede, jeg slår mig ihjel

Jeg er ikke skabt til at slide
Jeg er skabt til ikke at gide
Nu vil jeg glide
i tide,
før jeg kommer endnu længere ud at skide

*

Min hjerne er blevet til mos
End ikke hjælper kaffe i mit krus
Intet kan hive mig op
Jeg synker ned i min krop,
der føles som lavet af ler,
som den golem, til hvilken jøderne be’r,
allerede halvt omdannet til gravens matér-
iale, dødens speciale, livets kabale,
jeg vil hellere have et krus ale,
med hvilken min gane at svale

Mit hoved værker,
min rygrad knærker,
arbejdet min livsglæde kværker
Min sjæls frie lærker
får blå mærker
Jeg tror jeg strærker

Jeg nedlægger arbejdet og laver kun det sjove,
om jeg så i de økonomiske tove
kommer ud at hænge,
hvad fanden, det hele handler vel ikke om penge
Hvad med mit gode humør
der var så smittende før?
Har det ikke en værdi?
Og den muntre melodi
der sad på min læbe?
Åh, jeg kunne flæbe
Nu er det forbi

Der er intet at råbe hurra for
Latteren er forstummet
og det ekkoer tomt i rummet
Til sidst jeg tænker på USA, for
det er 9/11
for én i helvede

*

Tårnene faldt med et stort rabalder
der endnu til våben kalder
for rettroende mænd og kvinder
der tror man krige vinder
ved at flække skaller
på muslimer der tjalder
(nu de ikke må drikke
til de får hikke)

Som I ser, er min hjerne død
End ikke et voldsomt stød
kunne få den på benene igen
Farvel siger ham der i natten glammer,
jeres ven,
Mandejammer.