– Sig mig lige engang, sagde min kone, da hun kom hjem i dag. – Glemte du at give mig madpakke med, eller var det en straf, fordi du havde jern på i går, og jeg ikke tilfredsstillede dig?– Jeg glemte det, sagde jeg. – Jeg synes, jeg meget ærligt forklarede dig, hvordan jeg havde det. Det er biologisk. [Her sænker jeg stemmen, fordi børnene er inde i stuen.] Jeg kan ikke ligge op ad din røv uden at blive ophidset, og så kan jeg ikke sove. Sådan er det bare. Virkede jeg sur?
– Nej.
Min nye taktik med at fortælle min kone, hvordan jeg har det, ser ud til at give resultater, om ikke andet så i forhold til vores kommunikation.
– Jeg synes også, jeg har vist mig fra min mest behagelige side hele dagen.
Og så snakkede vi om, hvordan vores dag havde været.
***
5 kommentarer:
Det er mig der har g emt dit 'l' <:o)
Hvor har du gemt det hen? Hvilket 'l'? Jeg kan ikke se, der mangler noget 'l'... Åh!
Aha! Tak skal du have, Sætternisse, nu har jeg fundet det. Puha!
Fnis, kunne man anskue det på den måde, at din kone har en fin humor?
Det er hun nødt til. Men altid er der den lurende alvor.
Send en kommentar