Jeg er ved at drukne i lort. Hvad skal jeg gøre af alle mine ting? Jeg har det som om, jeg ikke foretager mig andet end at flytte rundt på dem. I mellemtiden vokser bunkerne. Jeg må rydde op i det, før jeg dør. Jeg kan ikke byde mine børn andet.Jeg talte med en, hvis far var kunstner, om alle de ting, de måtte skille sig af med, da han døde. Et helt vognlæs marmoreret papir f.eks. (det ville jeg godt have haft!)
Lortet er ikke en skid værd. Måske burde man altid kun arbejde i små størrelser?
Jeg kender folk, der kan have hele deres produktion i en mappe. Det er serietegnere. Malere er værre. Skulptører er umulige.
Jeg har en teori om kunstværdi, en uholdbar teori, men en teori ikke desto mindre: Skraldeteorien. Hvis man smider et kunstværk ud i skraldet og ingen samler det op, er det intet værd.Meget kunst er højt kontekstbaseret og ligner ingenting udenfor installationssammenhængen. Jeg kender en kunstner, der flyttede rundt på en stabel madrasser og en flyttekasse vækkeure, han brugte til en udstilling engang. Det ligner ikke noget! Min teori vil dog altid favorisere kunst med en høj grad af arbejdsintensitet, f.eks. detaljerede realistiske malerier.
Det kommer vel an på øjet, der ser. (The New York Times bragte engang en af deres super-velrapporterede historier om en kurator fra The Metropolitan Museum, der fandt et abstrakt, sort maleri på The Upper West Side og genkendte det som reel, prof kunst. Siden hen talte journalisten med alle implicerede personer: Ekskonen eller den nye kone, der havde smidt billedet ud, fordi hun ikke kunne lide det, den forsmåede afrikansk-amerikanske kunstner osv.)Picasso fandt en Rousseau hos en marskandiser.
Der er altid en eller anden historie med nogen, der har fundet en Rembrandt eller en Pollock (se f.eks. filmen Who the #$&% is Jackson Pollock?) på loppemarked.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar