Min ven J. Per nede i det sociale boligbyggeri er efterhånden den eneste, jeg nasser en smøg af, nu jeg ikke ryger. Men på det sidste har han skåret sit forbrug ned til to grønne og to smøger om dagen. Han havde en episode, hvor han ikke kunne trække vejret, der nødede ham at overveje sin livsstil. Mao. han så døden i øjnene. (Det føles overflødigt at nævne, at hans far døde af lungekræft. Han arvede sidste år, da de solgte huset, og brugte kr. 80.000 på hash [og et par tusind ekstra på sushi og balinesisk træ.] Resten kom i banken.Det er ikke godt at sidde indenfor og ryge altid.
Men hvor skal jeg nu gå hen, når jeg trænger til at ryge? Jeg kan ikke komme rendende til Don Enzo hele tiden, han er mere krævende. Og det gode ved J. Per er, at han altid er hjemme. Det gør ham til et fast omdrejningspunkt. Som en sø, der altid er der. Et landemærke. Jeg besøger ham gerne, når jeg har skændtes med min kone, og det mærkelige er, at ligeså snart jeg kommer ind ad døren, er jeg ikke sur længere. Jeg kan simpelthen ikke være det. Og det er ikke engang pga. noget han gør.Jeg kunne tage ned og besøge ham uden at ryge, men nu har jeg vænnet mig til det med.
Det må rodes ud.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar