Jeg er på kanten af at knække. Jeg føler mig bristefærdig. Jeg har det som om, jeg aldrig nogensinde får tid til mig selv igen, at jeg har forspildt min chance her i livet, at det er for sent, at jeg aldrig kom i gang, før det var omme. Groft sagt. Jeg er overspændt.Det hjalp ikke, at Dr. TB over morgenkaffen i går, som han gav, sagde, at jeg var "lang og kejtet" og at mit udseende var imod mig, hvis jeg skulle have kommunale ydelser og en god behandling. Hvor får han det fra? Dette er mine venner?
Så skændtes jeg med min kone, fordi hun ikke var hjemme, da jeg skulle af sted til bold i går aftes. Her er dialogen fra hun træder ind af døren:
- Hvor har du været? Hvorfor kommer du først nu?
- Hold kæft.
- (Eskalerende skrigen)
Til bold fik jeg bank af yngre spillere med springkraft og tog hjem og følte mig værdiløs og hængte tøj op, mens alle sov.
Mine kontaktlinser klør, og jeg trænger til nye briller. Jeg hører, man kan få dem til halv pris i Malmø, men hvordan kommer jeg nogensinde derover.
Det er sjovere at brokke sig, når der ikke er noget galt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar