Moralske opstrammere

Det ærgerlige ved moralske opstrammere er, at de ikke holder særligt længe.

I fredags fik jeg at vide af en digterske, at jeg skulle tage mig sammen og holde op med at brokke mig så meget, at jeg var min egen værste fjende m.m. Nu er virkningen taget af.
For en måneds tid siden kom mit totem til mig ved en shamanistisk ceremoni. Det holdt også kun et par dage.

Man skal tilsyneladende konstant gå og stramme op på sin moral og sin følelse af selvværd.

Jammeren: Men hvad nytter det, når arbejdet konstant hober sig op som kartoffeldyngen for ham drengen i Røveren Runkeldunk, og man aldrig kan se en ende på det og ens handlekraft er nede på nul?

Modjammeren: Det sømmer sig ikke for et frit menneske at kaste sig i støvet på den måde. Var det ikke det, Bertrand Russell sagde?

Konklusion: Jeg kan simpelthen ikke tage mig sammen til at forandre mit liv. Jeg har tænkt over det og regnet på det, og hvad jeg virkelig trænger til er at forandre min arbejdssituation, før jeg bliver for gammel. Men jeg er er afhængig af pengene. (Og så meget er det s’gu ikke engang.) Men for os, der er vokset op uden midler at tale om, er det svært at sige nej til noget.

***Følg med her i bloggen og se, om det nogensinde lykkes mig at komme ud af min fastlåste situation.***