Jeg vågnede kl. 5 af mit sædvanlige åndssvage mareridt: Jeg skal flytte fra min lejlighed i New York næste dag, og jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med mine ting. Jeg kan umuligt nå at pakke det hele. Pludselig dukker der nye ting op, hele hylder med bøger. Lejligheden skifter form. Den bliver til mit rum her. Min kone hjælper mig med at pakke. Hun vil smide dynerne ud. Hun ligger ude i fragtelevatoren uden en trævl på. (Dæk dig til, skamløse kvinde!) Hun ser i øvrigt godt ud. Jeg redder dynerne. Men hvad med gaflerne og det andet knivtøj? Jeg kan ikke få mig selv til at smide det ud.Og så kan jeg ikke falde i søvn igen.
Jeg er ved at drukne i arbejde, jeg når ikke at få luft. Jeg kan dårligt tage mig sammen til det, jeg skal.
Jeg ved ikke, om det var en drøm, jeg havde, eller om det var noget på fjernsyn, men det gik sådan her: En mand har sit arbejde, sin familie og så er der det, han godt vil. Det er svært at nå det hele. Det er umuligt at nå det, man godt vil. Det er umuligt for mig for tiden. Min kone er fortsat ”arbejdssøgende”.
Mit liv ligner ikke noget.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar