Hvad kan jeg så lære af det?
Ingenting jeg kan bruge til noget.
Jeg er fastlåst.
På et tidspunkt for 25 år siden
gik jeg i stå og i stykker.
Alt hvad det tog var et lille nap,
et ryk
i stedet for et dyk.
Pokkers til ulykk’.
Jeg gik i stumper og i stykker og i stå.
Nu har jeg den at tygge på.
Mit eget spildte liv.
I stedet for at stå imod,
bøjede jeg mig som et siv.
Jeg knækkede ej,
næh, for jeg var fej.
For fej til at stå op og imod,
sætte ned min fod
og rykke
frem,
op og ud og...
I stedet sidder jeg herhjem’
og tuder.
Jamrer min klagesang ud til verden,
min bøn om hjælp.
Og hvad svarer verden?:
Red dig selv
La’ vær’ a’ flæb’
Luk dit næb
Og spred dine smukke vinger
Farvel.
torsdag den 29. marts 2007
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
3 kommentarer:
Hvilken kraftfuld udladning.
hold OP med at skrive om mit liv. jeg blir deprimeret.
Der er mange, mange tidspunkter i ens liv, hvor det ikke er sjovt længere. Når man får børn, er det helt sikkert ikke sjovt længere.
(Dermed ment at for dem er er det liv og død med deres forældre. Og omvendt.)
Send en kommentar