Der er aldrig nogen der ringer.De eneste der ringer er min mor og far, men de ringer til gengæld hele tiden.
Og når der endelig er nogen der ringer, ringer jeg ikke tilbage.
Det er ikke helt rigtigt, men skulle der endelig være en af mine venner der ringer, er det en begivenhed.
Min ven rockstjernen ringede. Han havde ikke det store nyt at berette, heller ikke jeg. Han var blevet klippet, og alle folk sagde, han så meget yngre ud. Jeg kunne fortælle, at jeg havde ondt i de to hvide plomber, jeg fik skiftet ind for tre uger siden. Det er almindeligt, sagde han. Jeg var lige ved at ringe til min tandlæge og spørge hende om det.
- Skal jeg så ikke ringe til hende? sagde jeg.
- Er hun sød? sagde han.
- Ja, sagde jeg, vældig sød.
Det var et godt opkald.
Han er ved at skrive nye lette popsange, og jeg bidrog med et par vers inspireret af mine tanker, da jeg cyklede på arbejde. Det var faldet mig ind, hvor belejligt det ville være, hvis ens kæreste slog op med en, og man selv havde overvejet om man skulle gøre det. Hvis man bare havde tænkt over det én gang, ville det være en lettelse. Så sparede man alt besværet. Tre gode rim gav jeg ham og et hey-hey-hey, men da han bad mig gentage det, kunne jeg ikke huske det. Jeg har ingen musikalsk korttidshukommelse.
Senere ringede Fuchsen og inviterede familien til Sverige i påskeferien. Ikke værst på en eftermiddag. Med min frekvens for opkald er jeg dækket ind for de næste tre måneder.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar