Jeg fandt 100 78’ere under sengen, jeg havde glemt, jeg havde. Mest danske, tror jeg, jeg fik ikke kigget efter, før jeg stillede dem væk igen.
Jeg ringede til Don Nzo. Han sagde: "Bare jeg var død, død og begravet". Han er det mest nedtrykte fødselsdagsbarn, jeg endnu har mødt (og med god grund, hans liv er ad helvede til).
Jeg har ikke fået lavet det arbejde, jeg skulle lave. Ikke tilnærmelsesvist. Nu skal der hustles, før de begynder at skrige ad mig.
– Hørte du det?
– Hvad?
– Det er møllen, der maler.
(Ferien er omme.)
torsdag den 3. januar 2008
Begivenheder i det nye år
Etiketter:
arbejdsundvigelse,
druknet i lort,
døden,
ferie,
møllen,
rigtige venner,
samtaler med Don Nzo Mascarpone,
vinylade
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
7 kommentarer:
da jeg var dreng, gemte jeg alt muligt under sengen... min mor cleanede cirka én gang i kvartalet... det var altid underligt at komme hjem og se alle tingene stillet tilbage på plads...
Porno, Klaus?
Uden tvivl.
Havde du glemt, du havde en seng? Jamen dog, din stakkel.
Hvordan kunne han glemme han havde en seng?
Det må være al den porno. Det er velkendt, at selvbesmittelse tærer på hukommelsen. Jeg har selv læst det i... i øhh...?!
Stands øjeblikkeligt denne hetz mod min trofaste læser Klaus!
Send en kommentar