Den ene efter den anden

Der skete noget mere mærkeligt i går. Kræftens Bekæmpelse ringede og ville have mine penge, og ikke så snart havde jeg lusket udenom en klar udmelding ved at bede hende sende mig noget læsestof og lagt på, før telefonen ringede igen ikke fem sekunder efter, og jeg fik at vide, at en jeg kender er død af kræft.

•

Så godt kendte jeg ham ikke, men jeg kunne godt lide ham. Sammenkomsterne med min kones veninder var sjovere, når han var med. Jeg har ikke engang talt med ham, efter jeg fandt ud af, at han var syg. To uger siden. Jeg sendte ham ikke engang den SMS, jeg havde tænkt mig, for at sige, at jeg godt kunne lide ham og var ked af at høre om det lort, han stod i til halsen.
Giv mig en rose, mens jeg lever, som manden sagde. (Det var ikke Groucho Marx. Han sagde: "Give me a rose or leave me alone".)

Mit Livestrong-armbånd er i øvrigt knækket.