Jeg vågnede kl. halv seks i morges efter en ond drøm (jeg fik torne i fingrene, der blev til længere og længere søm, jeg langsomt skulle hive ud, indtil min hånd hang i laser) og overvejede, om jeg ikke lige så godt kunne stå op, men undlod.På vejen ud af døren skreg min 7-årige datter, der har fået diabetes: – Jeg hader mit liv, jeg hader mit liv, jeg hader mit liv, og græd.
De har lavet downtown Valby om til Glostrup Station. Det ser fælt ud.
9 kommentarer:
du ofrer dig, mandejammer.
Hvordan kan din datter få mere glæde i sit liv?
Tak.
Hun har heldigvis masser af glæde. Men hun må selvfølgelig gerne få mere!
(Hun har altid været svær at få ud af døren, og så kommer det ud dér.)
1) jeg forstår godt din datter. Der er en grund til at man har et hjem, og det er fordi det er det rareste. Vi er mange med carpe-diem-værging.
2) HVOR - eller skulle man sige: af hvem? - har hun mon lært at skrige den sætning?
Nu har jeg slået carpe diem op. "Grib dagen" eller hvad? Det vil jeg sørge for at indføre i mine samtaler fremover.
ALLE i min umiddelbare familie, dvs. dem der bor i mit hjem, er gode til at brokke og beklage sig. Det tvinger livsglæden frem i mig.
ja - og jeg kender kun udtrykket fordi Hollywood har lært mig det. Det er vist meningen at det skal være en peptalk, men jeg synes bare at det lægger sådan et succes-pres på folk.
Folk har godt af lidt succespres! Argh! Ralle! Choke!
DU SKAL OPFINDE ET NYT FORMSPROG! NU!
Åh nej! Det var det jeg sku! Åh!
Jeg starter med at rydde op...
Send en kommentar