Jeg boede i et ulovligt fremlejet kollegieværelse. Engang gik mønttelefonen på gangen i stykker, så man kunne ringe gratis, og jeg benyttede lejligheden til at ringe til min mor i Californien. En dag, da jeg ikke havde mere at sige, sagde jeg: – Mor, der er noget, jeg må fortælle dig...
– Ja?
– Jeg er bøsse!
Og så begyndte hun at græde.
– Det er ikke rigtigt, sagde jeg, det er ikke rigtigt! Men det tog et stykke tid, før hun holdt op igen.
– Det var ligesom, hvis du havde sagt, du havde AIDS, sagde min ven rockstjernen, da jeg fortalte ham om det. Det var før han blev en rigtig rockstjerne.
torsdag den 22. november 2007
Mor, jeg er bøsse
Etiketter:
bekendelser,
erindringer,
finurlige firsere,
moderne telekommunikation,
tårer
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
2 kommentarer:
Der var engang et britisk tv show hvor en deltager skulle ringe til sine forældre om natten og forarge dem.Jeg husker en fyr som skulle fortælle sin Far at han var Jesus og hvilke former for bøssesex han fortrak.Det var pineligt at se på.
Det er lige groft nok.
Send en kommentar