Min 7-årige datter, der har diabetes 1 og altid laver ballade når hun skal ud af døren, slog armene op og sagde: – Jeg er fanget i et mareridt!
Gode mareridtsbilleder findes her
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Siden for den moderne, følsomme mand, der trænger til at komme ud med det
4 kommentarer:
Her selv en diabetiker på 31. år siden 5 års alderen. Det føles ondt som barn men må alt andet lige være nemmere i dag end dengang, hvor eksempelvis nåle var mindst ½ meter lange og tykke som vandslanger.
Vil du ikke hilse hende fra mig og sige, at tingene ikke er så mareridts agtige som de end måtte se ud? Man kan få et fantastisk dejligt liv alligevel hvis man selv vil. Man lever jo sundt modsat så mange andre. Hellere diabetes i mine øjne end eksempelvis opvækst med dårlig og forkert ernæring. Giv hende lov til, at komme ud med de frustrationer hun end måtte have - en god rase ud tur kan næsten udrette mirakler.
Spørg endelig hvis du som forælder har brug for tricks der kan virke på et barn fanget i egen krop. En har alt andet lige erfaring på det område.
Hilsen Majsemor (der som diabetiker venter 2. barn - man kan skam også sådanne ting:-))
Tak!
Systemet er heldigvis godt på det område, synes jeg.
Kontaktsygeplejersken sagde noget godt ved sidste møde i stil med, at man skal passe på ikke at gøre det hele til at handle om sygdommen. Fx. ikke som det første altid spørge: Hvad var dit blodsukker?
Det er ligesom med kræftpatienter, der kan føle, at sygdommen æder deres identitet, så de til sidst kun er patienter, ikke sig selv.
Nu er det hele så nyt (3 mdr.), så vi skal stadig vænne os til det allesammen. Men hun er meget dygtig og brav, barnet, selvom det er hårdest for hende. Og hun får selvfølgelig lov til at rase. (Indlægget her går mest på, at jeg beundrer hendes formuleringsevne.)
Det er noget om at leve med det, så det ikke kun er det man tænker på, men ikke at glemme det, så man fortrænger det.
Ligesom man skal huske at børste tænder, noget i den stil.
(Vi levede heldigvis sundt i forvejen, nu spiser vi bare mere knækbrød!)
Den kontaktsygeplejerske har så evig ret. Det er dræbende og deslige hvis alt handler om alt det praktiske.
Istedet for fokus på alt det man ikke må, så bare fuld skrue på alt det man må. Så er livet nemlig super fantastisk. God vind m det hele.
God morale!
Send en kommentar