Viser opslag med etiketten Olafur Eliasson. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Olafur Eliasson. Vis alle opslag

mandag den 21. februar 2011

Mystiske tunneler & sminkede lig


Min livslange ven Frizz, mediemanden, var så god at give mig fribilletter til Experimentariet forrige år, og i går var jeg endelig ude at indløse dem.

Jeg vidste ikke, at man ikke måtte fotografere inde ved udstillingen af de "plastinerede" lig, men jeg vidste godt, at man ikke måtte snige sig ind ad udgangen, og jeg ville ønske, at vi var gået ind ad indgangen, så jeg ikke havde ført børnene ind i kammeret med pornoscenen.





Iflg. det trykte materiale bedes man udvise respekt for de afdøde ("der har doneret deres kroppe til udstillingen"), men hvorfor deres jordiske rester skal opstilles i en "reverse cowgirl" med huden flået af ind til tværsnit af skeden, kan jeg ikke svare på. Eller jo, det kan jeg godt: Det er kitsch og kan forklares ved tvivlsom kunstnerisk smag. Det er den sædvanlige kvasividenskabelige indpakning om kuriosakabinettet. (Og det siger jeg, der ikke engang ved, hvad kvasi betyder.)

Her er et par plastinerede tissemænd:





Børnene blev selvfølgelig dybt traumatiserede. Godt, man bor i Danmark, hvor den slags ikke tages så tungt.

Et højdepunkt, om jeg må have lov, på Experimentariet er den såkaldte Sanse Tunnel, hvor børn (evt. i selskab med deres forældre) skal famle sig frem gennem en mørk tunnel. Jeg kan forstå, at Olafur Eliasson lige har lavet noget lignende til Arken, en 90 meter lang tågefyldt tunnel med et prætentiøst navn, hvor voksne mennesker kan famle sig frem. (Og her tænker jeg straks: Der vil jeg have min kæreste [i dette tilfælde min hustru] hen og have diskret sex med hende 45 meter inde. Et glimrende bøssemødested vil jeg formode, men det er også altid, hvad jeg tænker, når jeg ser et møntsolarium: Der kan man gå ind og bolle. Kun en 10'er! Hvis jeg var en rigtig reporter, ville jeg kontakte museet og spørge, om der har været tilfælde, hvor det er blevet opdaget og meldt, eller om folk bare går beklemte forbi stønnelydene i tågen uden at sige noget, ligesom når nogen opfører sig upassende i saunaen i svømmehallen.)

I det hele taget, om jeg må have lov, kan Olafur Eliassons værker beskrives som et hobbybogseksperimentarium med højt budget og højere koncept, kvasividenskabelige forklaringer og belærende plancher.
Forvrængende spejle og røg.
Tak.


Olafur Eliasson: Din blinde passager (Arken 2010-11).

PS Jeg har fundet ud af, hvad der er så mærkeligt ved de døde kroppe i Gunther von Hagens' Body Works. Det er ikke det, at de er døde, det er alt det, der er gjort ved dem, selvfølgelig. Det, man mest lægger mærke til, er de mærkelige stirrende glasøjne. Det er ikke det naturlige, der er mærkeligt, det er det unaturlige. Da min mor døde, ville hospicesygeplejersken, efter at have mærket efter inde i sig selv et øjeblik, ikke lægge noget på min mors øjne mere for at holde dem lukket. Der skulle ikke komme noget ind imellem, så ville det være dét, man lagde mærke til i stedet for det egentlige, den blotte døde tilstedeværelse. Så lå hun dér og stirrede med sine blege, døde øjne, det dødeste jeg har set.

lørdag den 13. februar 2010

Ilddåb


Sjanten smed bukserne og befalede de unge rekrutter at sutte på sit rødblussende, sprængfærdige mandslem. 69 Jensen faldt straks på knæ og labbede det i sig som en tørstig hundehvalp, mens 48 Kama Sutra Klausen slikkede på befalingsmandens lyserøde, behårede nossepose. Den fregnede knøs, frisk fra session i Bjerringbro, kunne ikke undgå at bemærke en vis indelukket dunst af mandemusk fra Sjantens nedre dele. Behændigt lod han en suttet finger glide om bagved mellem den overordnedes baller og gned prøvende frem og tilbage over det runkne, noprede numsehul, før han forsigtigt lempede den indenfor og prøvende ud og ind i hastigt stigende tempo til tonerne af tambourkorpset, der øvede sig på excerserpladsen udenfor. Sjanten gispede og havde nær slugt sin c'rutstump: de var lærenemme, de små. Et godt kuld i år. Men han var ikke klar til at spilde sin glohede gardersperm endnu. – Oomkring, befalede han myndigt, og Jensen og Klausen adlød straks, hvorefter han gennemborede dem på skift med sit stålhårde danskerlem, hurtigere og hurtigere, hårdere og hårdere, til rytmen af Champagnegaloppen og nu – endnu bedre – Kronprins Frederiks march derudefra. – Åh gud, så godt det er! brølede han som en ekstatisk elgtyr. – Længe leve Dronningen, længe leve Danmark! og lod sin sperm sprøjte ud over de rødmende, dampende fodfolks faste endeballer, så fintperlende at sollyset ind gennem barakvinduet skabte en Eliasson-regnbue i luften, som billede på den uendelige skønhed, der i dette øjeblik forenede de tre mænd, den ene gammel og garvet, de andre unge og grønne, men nu indviede i korpsets mysterier og soldaterlivets glæder, for evigt sammensmedede i kammeratskabets ubrydelige lænker.
– Her, tør jer, sagde han til knægtene og smed dem sit sammenkrøllede, kamuflagefarvede lommetørklæde.
Nå ja, det er sguda bedre end at skrælle kartofler, tænkte Klausen.

Følg med i næste afsnit, hvor Jensen og Klausen og ham den underlige Zachariassen kommer i "hullet". Og glæd jer til sæsonens store klimaktiske afsnit, hvor hele eskadronen bliver spærret inde i en afghansk grotte med en bande lystige, langskæggede talibanere og tror, de skal dø.



mandag den 15. september 2008

Verdens førende kunstner III

***
Sidste år skrev jeg noget uoverlagt i et øjebliks nationalhysteri, at Olafur Eliasson var verdens førende kunstner, men rettede det senere til Jeff Koons, fordi han har 80 personer ansat mod Elisassons kun 40. Nu retter jeg det lige igen: Damien Hirst er verdens førende kunstner, fordi han har 120 ansatte (iflg. dagens New York Times).

Mr. Hirst, who employs 120 people to help him with his work, had a hand in its design as he has had in the Sotheby’s installation, spending every day for the last six weeks there. He said he won’t be at the sale. Looking around as crews put the finishing touches on his installation, he let out a large sigh. “It’s me, me and me,” he said.

Does he ever get sick of “me”?

“Yeah,” he replied. “Totally.”


(Han er er ved at arrangere sin egen auktion på Sotheby’s i stedet for at sælge gennem gallerierne.)


Jeg så engang Damien Hirst ovre på The Gagosian Gallery, da han var midt i en fotosession (alvorlige unge kvinder i overalls og bandanaer gik rundt med gaffatape), og han er det mest deprimerede menneske, jeg nogensinde har set. Han så ud ad helvede til. Men han kan selvfølgelig også sagtens.

Han ser bedre ud nu med sit kortere hår og nye kreative brille.


Et portræt af ældre dato. Han skal altid stå ved siden af den haj og åbne munden.


Fodnote: Min guru sagde engang, at Woody Allen var det mest deprimerede menneske, han nogensinde havde set.
***

onsdag den 25. april 2007

Et hof af assistenter

Sidste måned skrev jeg her, at Olafur Eliasson var "verdens (...) førende kunstner". Jeg tager det i mig igen. Det var chauvinisme. Verdens førende kunstner må være Jeff Koons. Han har over 80 ansatte*) (i New York). Olafur har kun op til 40 ansatte**) (i Berlin).

De er i øvrigt komplette modsætninger. Olafur er overseriøs (på den der europæisk-germanske måde) og kritikerne elsker ham (fordi han bruger spejle, de kan stå og se sig selv i), mens Jeff Koons er poppet (på den der lalleglade amerikanske måde) og de akademiske kritikere hader eller registrerer ham knap nok (selvom de godt kan lide kaninen på billedet her, måske fordi den er stærkt spejlende).



Spørgsmål:
Er der nogen anden kunstner, der har flere ansatte? Jeg tror det næppe. (Walt Disney- eller Edison-typer tæller ikke.)



*) Iflg. The New Yorker, 23. april 2007
**) Iflg. The New Yorker, 13. nov. 2006 (link)

torsdag den 1. marts 2007

Den kongelige karet

For et par uger siden (d. 9. feb.) troede jeg rigtigt, jeg skulle ind og møde Dronningen og verdens for øjeblikket førende kunstner Olafur Eliasson, for der var fernisering på Kunstforeningen Gl Strand, og jeg havde en indbydelse. Men dronningen var i Odense, eller var det Århus, og få ordnet knæet, fortalte man mig, og der blev lukket til trediesalen, hvor talerne blev holdt, før jeg nåede derop. Der var stuvende fuldt med gode borgere op og ned ad trapperne i hele huset. Så jeg fik altså ikke hørt den islandske statsministers tale.

Det forlød dog, at andre kongelige var til stede, jeg fik bare aldrig helt fat i, hvem præcist der var tale om. Til gengæld så jeg udenfor på Gl. Strand de royale køretøjer parkeret: En stor sort firehjulstrækker og dette antikke køretøj på billedet her. Jeg tror, de kongelige chauffører ligesom skildvagterne på Amalienborg er trænet til ikke at stirre tilbage eller dreje hovedet, men blot stivne som buddinger, når man ser på dem.


Bekendtgørelse: Lad mig i øvrigt stadfæste, at jeg afskyer kongehuset og alle personer i det (undtagen Alexandra, der er en net lille pakke). Jeg syntes blot her, at jeg for en gangs skyld trængte til at bade mig lidt i den celebre aura af store kongelige og kunstneriske kanoner, efter en lang og drøj arbejdsuge var gået med at misvedligeholde sine egne krakelerede ambitioner.

Fodnote: Udstillingen var ikke noget specielt. Malerier af den islandske nationalkunstner Jóhannes S. Kjarval og fotos og de altid populære spejle af Eliasson – så skønt det er at gå hen et sted og se sig selv!

PS Jeg kom faktisk i rigeligt god tid, men gad ikke stå i kø ude i blæsten og søgte tilflugt i den gode, gamle rammebutik på Gl. Strand, hvor der er så hyggeligt og rart.
Da jeg kom ud igen, var det for sent.

PPS Jeg har lige læst om alt det, jeg gik glip af, her i Ekstra Bladet v. Michael Jeppesen, der skrev den sladderrapport, jeres udsendte her havde tænkt sig, han skulle dupere og glæde jer med. Jeg kan forstå, at danskerne er trætte af at blive invaderet af islændinge. Plejede det ikke at være omvendt?

torsdag den 18. januar 2007

Kunstnere, som de er flest, er mere selvoptagede og derfor mere irriterende end andre mennesker – deres tanker fylder hele verden


Jeg hader når kunstnere kommer med udtalelser som: "The only truly dependable reality comes from within." Arggh! (citat: O. Eliasson, og der er mange andre.)
Jeg hader når kunstnere siger: "Det er bare min opfattelse af virkeligheden."
"Min virkelighed." Arggh!
Folk forveksler indersiden af deres hoved med resten af universet.