Mystiske tunneler & sminkede lig

Min livslange ven Frizz, mediemanden, var så god at give mig fribilletter til Experimentariet forrige år, og i går var jeg endelig ude at indløse dem.

Jeg vidste ikke, at man ikke måtte fotografere inde ved udstillingen af de "plastinerede" lig, men jeg vidste godt, at man ikke måtte snige sig ind ad udgangen, og jeg ville ønske, at vi var gået ind ad indgangen, så jeg ikke havde ført børnene ind i kammeret med pornoscenen.





Iflg. det trykte materiale bedes man udvise respekt for de afdøde ("der har doneret deres kroppe til udstillingen"), men hvorfor deres jordiske rester skal opstilles i en "reverse cowgirl" med huden flået af ind til tværsnit af skeden, kan jeg ikke svare på. Eller jo, det kan jeg godt: Det er kitsch og kan forklares ved tvivlsom kunstnerisk smag. Det er den sædvanlige kvasividenskabelige indpakning om kuriosakabinettet. (Og det siger jeg, der ikke engang ved, hvad kvasi betyder.)

Her er et par plastinerede tissemænd:





Børnene blev selvfølgelig dybt traumatiserede. Godt, man bor i Danmark, hvor den slags ikke tages så tungt.

Et højdepunkt, om jeg må have lov, på Experimentariet er den såkaldte Sanse Tunnel, hvor børn (evt. i selskab med deres forældre) skal famle sig frem gennem en mørk tunnel. Jeg kan forstå, at Olafur Eliasson lige har lavet noget lignende til Arken, en 90 meter lang tågefyldt tunnel med et prætentiøst navn, hvor voksne mennesker kan famle sig frem. (Og her tænker jeg straks: Der vil jeg have min kæreste [i dette tilfælde min hustru] hen og have diskret sex med hende 45 meter inde. Et glimrende bøssemødested vil jeg formode, men det er også altid, hvad jeg tænker, når jeg ser et møntsolarium: Der kan man gå ind og bolle. Kun en 10'er! Hvis jeg var en rigtig reporter, ville jeg kontakte museet og spørge, om der har været tilfælde, hvor det er blevet opdaget og meldt, eller om folk bare går beklemte forbi stønnelydene i tågen uden at sige noget, ligesom når nogen opfører sig upassende i saunaen i svømmehallen.)

I det hele taget, om jeg må have lov, kan Olafur Eliassons værker beskrives som et hobbybogseksperimentarium med højt budget og højere koncept, kvasividenskabelige forklaringer og belærende plancher.
Forvrængende spejle og røg.
Tak.


Olafur Eliasson: Din blinde passager (Arken 2010-11).

PS Jeg har fundet ud af, hvad der er så mærkeligt ved de døde kroppe i Gunther von Hagens' Body Works. Det er ikke det, at de er døde, det er alt det, der er gjort ved dem, selvfølgelig. Det, man mest lægger mærke til, er de mærkelige stirrende glasøjne. Det er ikke det naturlige, der er mærkeligt, det er det unaturlige. Da min mor døde, ville hospicesygeplejersken, efter at have mærket efter inde i sig selv et øjeblik, ikke lægge noget på min mors øjne mere for at holde dem lukket. Der skulle ikke komme noget ind imellem, så ville det være dét, man lagde mærke til i stedet for det egentlige, den blotte døde tilstedeværelse. Så lå hun dér og stirrede med sine blege, døde øjne, det dødeste jeg har set.