Apropospolous - til Jammernationen

Apropos satire udspillede der sig indtil for ganske nylig en ufrivillig satire, eller hvad man skal kalde det, i mit kommentarspor. Der er en af mine få tilbageværende læsere, der har suget al ilten ud derinde og nægter at forsvinde, selvom jeg beder hende (jeg tror, det er en hende, for hun lyder som en hende) pænt om det. Det morer mig ikke, og det gør mig i dårligt humør. Jeg gider ikke interagere med hende. Hvad gør man så? Jeg begyndte at censurere hende, men så skal jeg alligevel læse kommentarerne først, og det er også en slags opmærksomhed. (Det er dette indlæg selvfølgelig også, men ligesom Obama, der skal tale til nationen, føler jeg, at jeg bør træde i karakter og italesætte konflikten.)

Derfor bekendtgør jeg nu, at jeg fra dags dato holder op med at kommentere. Sorry. Det har ellers tit været sjovt og givende, men der er ikke til at være længere.



Desuden siger hun, at min blog er blevet kedelig og kører i ring, fordi jeg altid bliver siddende i en våd plet og tuder, men det var jo ligesom hele ideen, deraf titlen. Og brokker sig over min kone gør jeg også. Det er blevet en vane. Men det er sådan et rigt materiale, hvor forræderisk det end må være. Men kedelig. Er jeg kedelig? Det var det eneste, jeg prøvede på ikke at være. Det kan godt være. Mine tal rasler nedad. Suk. Jeg kaster mig i Sortedammen.



Jeg har ikke oplevet noget så irriterende, siden Donzo, forræderen, infiltrerede min blog og hovedløst plaprede mine hemmeligheder ud for alle vinde som en flaprelæbet Iago.