Viser opslag med etiketten vekslende kriser. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten vekslende kriser. Vis alle opslag

fredag den 13. maj 2011

Borte. Forklaring


Der har været teknisk uheld på Blogger. Derfor er indlæg og kommentater for de sidste to dage gået tabt, og det er jo ærgerligt. Se bare de to sidste kommentarer f.eks.:
  • "Du er jo genial." (Tjek.)
  • "Bryster bryster bryster." (Tjek.)
Jeg udgiver indlæggene i den rækkefølge, de har hobet sig op.



onsdag den 4. maj 2011

Mere følelsesbefamling og krysteragtigt luskebuskeri


Jeg laver et af de her nyttesløse eksperimenter, hvor jeg venter på, om min kone rækker ud efter mig, men hun har ikke rørt ved mig i 14 dage. Hun siger ikke farvel, når hun går. I nat strejfede hendes fod min. I sidste uge holdt jeg hende på låret om natten, indtil jeg tog den til mig igen. Hun rørte sig ikke eller gjorde noget, ligesom når jeg tager hende på låret, når jeg kører bil.



Frysedisken

Jeg venter på, at hun begynder at snakke til mig, men det gør hun ikke. Det er det samme hver gang. Foråret er opbrudstid.

fredag den 28. januar 2011

Nu hader jeg det igen


Satans også, i dag, da jeg kom ind, så mit maleri godt ud. Nu tør jeg ikke røre ved det. Det er ligesom ikke at turde tale med den smukkeste kvinde til festen.


Jeg tør vædde på, Botticeli aldrig havde sådan nogle problemer.

søndag den 23. januar 2011

Uden et ord


Min far og hans dame kommer til kaffe, og nu er min kone gået. Jeg ved ikke, hvor hun er. Hun blev sur og gik.

Det er lidt akavet, men ikke uoverstigeligt eller uhørt.

Jeg er ved at bage en apple pie.

torsdag den 4. februar 2010

Galvaniserende drama


Min kone og jeg skulle til julefrokost, og hele vejen derhen skændtes vi ("Hvorfor venter du ikke?" "Jeg troede, du bare ville have, jeg skulle køre?" "Min kæde er slap, jeg kan ikke trampe til." "Hvad starter du nu?" "Hvorfor kan du ikke bare gøre, hvad jeg beder dig om?" osv. osv. ), og ligeså snart vi kom indenfor, holdt vi op, og bagefter skændtes vi hele vejen hjem. Jeg tror, det er en måde at få tiden til at gå, når man skal et sted hen. Jeg læste (i en filmanmeldelse), at Orson Welles gerne skabte stort drama: DRAMA under prøverne til sine teaterforestillinger ("for at underholde og stimulere sit kompagni" og "skabe en krisestemning"), så han kunne samle det hele til sidst med et trylleslag lige til premieren (en arbejdsform, der egnede sig bedre til scenen end til filmen, da filmproduktion kræver længere forberedelsestid, og bl.a. derfor saboterede han så mange af sine senere projekter. Det og druk. Og sikkert også andre grunde. Jeg så F for Fake og drømte om at tale som Orson Welles – sikke'n kontrol, sikke'n styrke). Jeg tror, det er lidt det samme. Drama for at få tiden til at gå og galvanisere sammenholdet. Det forestiller jeg mig.


lørdag den 21. februar 2009

Det skal nok blive muntert

***
Nu har min kone og jeg lavet en scene foran hele familien til fødselsdagsfesten, og hun vil ikke tale med mig.

Vi har en til familiefødselsdag i aften.



Jeg er træt af mine konstante kriser.
***

tirsdag den 6. maj 2008

Kunstnerisk krise

Jeg spurgte min lærer Jerry Moriarty: – Hvad skal jeg gøre, jeg er i krise?
Og han svarede uden at blinke: – Lav dårlige tegninger foran fjernsynet.
Så det vil jeg gøre nu (også selvom det ikke er foran fjernsynet. Jeg kan se, om der er noget på nettet, det må være lige så dårligt). Det plejede at virke.

Jeg er træt af at lave uforsvarlig kunst.

Men har jeg noget at sige? Det er spørgsmålet.



Her ville jeg have indsat nogen billeder af dårlige tegninger til lejligheden, men jeg har ikke fået lavet dem endnu. Til gengæld lavede jeg nogen andre tegninger, der kan være lige så dårlige, efter forskriften fra Linda Barrys One Hundred Demons, som jeg har nævnt før. Det går kort fortalt ud på at tegne et hundrede dæmoner og derved måske komme af med dem ved at konfrontere dem, iflg. den gamle Zen-forskrift om at man skal dræbe et hundrede dæmoner i sit liv. Spænd dæmonerne for stridsvognen, som man siger.

Her er den første serie, jeg tegnede (med sumi-tusch og en japansk pensel, der er for slidt. Jeg skal have en ny). Bemærk hvordan dæmonerne springer frem og håner og nedgør mig.

tirsdag den 9. oktober 2007

Åh nej

Pludselig slog det mig: Åh nej, hvad hvis jeg er en modbydelig personage?

Jeg ved, jeg ikke altid er så sjov, som jeg selv tror. Det er etableret.
Men hvad nu hvis, jeg ikke har min sunde, naturlige charme længere? Kan den tænkes at ryge ud sammen med dømmekraften?

Jeg har så meget vrede. Hvor kommer al den vrede fra, at jeg skal gå og råbe af aggressive kvindelige motionister i efterårsskoven?

Det nager mig.