Viser opslag med etiketten mandeundertrykkelsesprojekt. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten mandeundertrykkelsesprojekt. Vis alle opslag

mandag den 26. december 2011

Gammel skik


Bemærk i dette klassiske danske maleri, at det kun er kvinder og børn, der danser. At danse om juletræet er umandigt. Hvornår holdt mændene op med at sidde inde i salonen og ryge cigarer?



Endnu et led i den almindelige infantilisering af den moderne mand.

søndag den 31. januar 2010

Delagtiggørelse


Jeg har lige haft en interessant udveksling med min hustru, hvor hun sagde: – Nej, det er ikke det, det handler om.
– Okay, siger jeg, – det vil sige, at det, jeg siger, er ikke det, jeg siger, men det, du siger, jeg siger? Har jeg ret?
– Nej.
– Nå nej, for det ville jo betyde, at du gav mig ret, og det kan du jo principielt ikke.
– [Vores yngste datters navn], gider du optage det her?
– Giv mig min iPhone, siger jeg. – Brug din mors telefon, hvis du skal være fræk.

Og med disse ord forlader jeg lokalet.



– Det er sidste gang, jeg forsøger at dele mit arbejde med dig. Her er det kun mig, der skal nikke og sige aha og hmm, når du kommer hjem og fortæller om dit arbejde.
– Det er ikke det, der handler om.
– Tak, du har gjort det lysende klart, at du ikke interesserer dig for noget, jeg laver. Det er jo bare latterligt, og jeg kan jo bare lave mit liv om.



– Guderne forbyde, at du skulle gøre noget for at glæde mig. Det ville være kvindeundertrykkende, mumler jeg inde i det andet værelse.

fredag den 8. januar 2010

Om middagsbordet


– Det er ikke sjovt, sagde min kone. Hun er startet på et nyt job. – Har du hørt om aktiv lytning?
– Jamen, jeg vil gerne høre, hvad du har at sige.
– Jeg har ikke lyst til at fortælle det mere.
– Aktiv lytning? Du mener vist passiv lytning.

Jeg har været hjemme med et sygt barn: – Jeg har ikke talt med et voksent menneske hele dagen, og nu må jeg ikke sige noget?

Jeg har brudt hovedregel nr. 1: Lad være med at afbryde din kone, når hun kommer hjem fra arbejde og skal læsse af.



– Det er jo stereotypt. Det er sånoget standup'ere snakker om.
– Hvad snakker du om? Siger du, jeg er latterlig?
– Og hvad så om du var? Hvad er der galt med at være latterlig?
– Ved I hvad, jeg sidder her altså endnu, sagde min datter (13).
– Ja, bliv du bare siddende. Det kan være, du lærer noget.

Hvad hvis det var omvendt? Hvad hvis det var manden, der kom hjem og ikke ville afbrydes, mens han fortalte om sin dag? Mens han spiste konens stegte sild med persille? Hvor bøvet ville det ikke være?

Næ, der er så sandelig forskel på folk.



Hvad hvis det var Tiger Woods (her bryder den kedelige verden ind i min blog), der havde smadret konens bagrude med en golfkølle? (Ikke min originale tanke, men den kan være god nok alligevel.)

Hvorfor er det sjovt, når faren slår sig (på film og i tv-serier, men også i virkeligheden), men sørgeligt, når moren slår sig?

Okay, sagde jeg, – nu morer jeg mig ikke mere. Nu er det ikke sjovt længere. Jeg har ikke mere overskud nu.

onsdag den 2. december 2009

Det er ikke mig der har PMS

***
Jeg var nødt til at forlade stuen i går, fordi min familie (en hustru, to døtre) insisterede på at se en højlydt dokumentar på DR om piger med anoreksi. Jeg har arbejdet hele dagen og tager skolemødet, fordi min kone ikke vil gå glip af sin dansetime, og laver mad, og så insisterer de på at se et program om anoreksi, mens de spiser. For himlens skyld! Det er ikke fordi det ødelægger min appetit, jeg gider bare ikke høre om nogens problemer (især ikke på DR's måde). Vores lejlighed er så lille, det ikke er til at være nogen vegne for lyden af bekymrede forældre fra provinsen, og jeg er nødt til at sidde ude i køkkenet og spise. Mutters alene på mit martyrkors.

– Det er faktisk et ret alvorligt problem, siger min datter (13).
– Det er jeg sikker på, siger jeg, – jeg gider bare ikke høre om det, mens jeg spiser.

– Du kunne høre om et nyt alvorligt problem hver aften, indtil du var 96 år gammel, og du ville ikke blive færdig, tilføjer jeg tarveligt.

Der er virkelig ikke til at være nogen vegne. Jeg skruer i det mindste ned for lyden, når jeg ser min fodbold, og så skal jeg alligevel altid høre på deres kommentarer og bede dem flytte sig, fordi de hele tiden går ind foran skærmen.

Mit hoved er ved at eksplodere.
Jeg kan ikke mere.
Gud, lad mig krepere,
før du sender mig forbandelser flere.
***

mandag den 4. august 2008

Regnvejrsdagsaktiviteter (forts.)

***
Intet som en biftur for at man kan føle sig som en brik i et forbrugerspil. Især hvis man er dum nok til at gå i Palads.


Prøv lige at se nogen irriterende udtryk den Panda har. Gode kampscener.

Kung Fu Panda
– okay film, selvom det ville være bedre, hvis familien gad komme ud af slikbutikken, så vi ikke gik glip af starten.

*

Hvad er jeg et overflødigt ornament på den her familie? Ingen hører efter, hvad jeg siger. Det har været den mest irriterende dag i mit liv. Jeg har aldrig spildt min tid og mine penge så grusomt. Intet hvad sådan en familie kan foretage sig interesserer mig det fjerneste.
***

fredag den 30. marts 2007

Hvem undertrykker hvem?


Mellem mit arbejde og min kones bebrejdelser er der så lidt plads til mig selv (kan vises mellem tommel- og pegefinger, som at indikere størrelsen på en lille pik, en orm.)
Jeg kommer hjem efter en hård dag på arbejdet og får at vide, at jeg er sexist, at kvinderne er undertrykte,
- I Danmark? spørger jeg.
- Ja, siger hun.
- Der er sgu da ikke nogen, der er undertrykte. Der er sgu da aldrig nogen der har undertrykt dig. Nævn én gang, du er blevet undertrykt?
- Jeg er blevet seksuelt undertrykt.
(Her mener hun, hvis der er nogen, der pifter efter hende på gaden, eller dengang hun blev taget på røven af en gråskægget herre på Købmagergade i senfirserne.)
- Hvis der er nogen der vil have magten, kan de sgu da bare tage den, siger jeg. Der er sgu da aldrig nogen, der har forhindret dig i at gøre noget som helst. Tværtimod.

Det minder mig om, når hun plejede at komme hjem fra universitetet og sige, at jeg var eurocentrisk og fallocentrisk, fordi jeg var uenig med hende.

Det er ikke så meget på grund af noget, jeg siger, men mere på grund af, hvem jeg er, hvem jeg er født som.

*

Den eneste undertrykte minoritet, jeg kunne forestille mig, jeg kunne ende som, var handicappet. Måske hvis jeg sad i rullestol kunne jeg gøre krav på minoriteternes offerrettigheder, men det er ikke det samme som at hun ville respektere mig, endsige blive hos mig.
(Hvis jeg sad i rullestol ville jeg være enormt sur hele tiden. Jeg ville skubbe mig hen foran køen ved kontantautomaten og brokke mig over, at der ikke var ramper med den rette hældning alle vegne.)
Men nu hvor jeg er over den værnepligtige alder, og den kolde krig er omme, ser jeg ingen grund til at invalidere mig selv.

Jeg tænker pludselig på ham uden ben i invalidekøretøjet, der bakkede frem og tilbage (som Austin Powers) på det smalle fortov på Nordre Fasanvej for at komme ind af døren til Café Sekseren. Den venlige dame derinde står altid klar med et lille skråt dørtrin til ham, så han kan komme over og ind.
Det minder mig om de rollatorer, jeg altid ser parkeret foran Café Solbakken henne på hjørnet, dér hvor solen aldrig skinner ned.

Sådan ser jeg nødig mig selv ende.

*

- Du vil dermed hævde, at kvinder er en undertrykt minoritet? siger jeg, men det er ikke altid, jeg kan få hende til at hoppe i fælden.

*

Pas på med at spørge mig, hvordan jeg har det. Halvdelen af ovenstående var et svar til en, da han spurgte i dag. Et venligt menneske, der griner af mine vittigheder, så man kan se slimet blive strukket ud mellem hans gane og hans tunge. Det ligner en, der laver nudler på kinesisk.

tirsdag den 16. januar 2007

Kompendium af guldkorn



Jeg har mange kloge venner, der siger mange kloge ting, den ene klogere end den anden.
Nu vil jeg tillige kreditere dem.
Her er en mindre formue i gangbare, nyslåede fyndord med forankring i aktuelle Mandejammer-emner, jeg kan gå og slynge om mig med i grams.

Det mandeundertrykkelsesprojekt der hedder danskheden.
Dr. T.B.

Julen er jernhandskens fest. Jeg har ikke fået et ben til jorden.
2mason

Hvis der ingen kvinder var i verden, ville alle mænd bære imponerende skæg.
J. Olander