Viser opslag med etiketten som sædvanlig. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten som sædvanlig. Vis alle opslag

lørdag den 22. januar 2011

Hej kære nabo


Min kone holdt selskab og smed mit improviserede bobleplast-gardin på badeværelset ud. Nu kan alle folk se ind, når jeg skider.

Det havde hængt der, siden vi flyttede ind.

Det dækkede ikke helt. Engang fik jeg øjenkontakt med en nede i gården, der vinkede. Og jeg vinkede igen. Hvor pinligt.

Det dækkede ikke det nederste højre hjørne, og jeg opdagede, at man kunne se alt det, man ikke havde lyst til at se, fra køkkenet, engang vi havde gæster.

Nu gør det ikke så meget, hvor fugten driver ned ad ruderne og slører.



Min kone har sat en gardinstang herud, men intet gardin, og hun har ikke hængt den op. Det er den sædvanlige procedure.

Jeg sidder herude nu så stoisk som munken, der sætter ild til sig selv.

torsdag den 30. december 2010

At jeg gnider


Jeg er begyndt at smugryge igen som sædvanlig, men jeg kan ikke lide at komme hjem og lugte af røg, så derfor er jeg begyndt at gnide mig med citron



ligesom Susan Sarandon i Atlantic City (guderne velsigne hende, den gode kvinde).

Jeg tror også, det hjælper at skrælle mandariner.

  • Anmærkning: Tjek det, jeg bryder mig overhovedet ikke om at nævne rygning. Jeg er bange for, at det vil påvirke ungdommen til at eksperimentere med dette vulgære stof. Hæslig vane. Jeg så mig selv i spejlet med røg ud og ind ad munden. Det så dumt ud. På den anden side er det bydende nødvendigt for min selvrenselsesprocess at beskrive alle de ting, der giver mig dårlig samvittighed.

Jeg tror også, det hjælper at have hue på, når jeg ryger, så mit hår ikke lugter.

Jeg har ondt i halsen. Jeg tror, jeg har fået KOL. Det måtte ske. Hvad regner jeg med? Er det sådan, jeg vil leve mit liv?

onsdag den 21. juli 2010

Forholdsmæssigt


Jeg kommer hjem og er ked af det som sædvanlig, og min kone ligger og griner ad David Letterman på computeren.




lørdag den 3. januar 2009

Hun skulle bare vide

***
Der udspillede sig følgende scene i mit hjem i dag:

Jeg begyndte at brokke mig over det sædvanlige – "Hvorfor kan de aldrig lave ordentlige accenter i danske tegnefilm? De har kun én slags: cirkusaccenten: 'Stur nummer! Jarj skarl vise darj!' De kan ikke engang lave en svensk accent eller bare en bornholmer" osv. – da jeg greb mig selv i det.

– Men fare for at gentage mig selv, sagde jeg til min kone gennem mange år, – jeg gentager vist mig selv.
– Ja, sagde hun. – Jeg skrev engang et digt om alt dit brok, der hed "Gylp".
– "Gylp", som i bukserne? spurgte jeg.
– Nej. "Gylp" som i dit brok.
– Jeg vidste ikke, du skrev digte.
– Der er meget, du ikke ved om mig, sagde hun.

Og så sagde hun:
– Hvorfor tager du ikke og skriver alt dit brok ned og udgiver det?
– Det har jeg også tænkt på.

(...)

– Hed det "Gylp", fordi du godt kan lide det, der ligger bag gylpen?
– Haha.


Morale: Det gode ved at skrive sit brok ned er, at man så slipper for at sige de samme ting hele tiden.
***

fredag den 30. maj 2008

Min oplevelse

Jeg har ikke så mange ting at sige. Til gengæld siger jeg dem om og igen.

torsdag den 18. oktober 2007

Nu kan jeg ikke holde op igen (smøger i smug II)

Skrevet i mørke

Jeg plejede at prise mig lykkelig for, at om ikke andet så sidder jeg da ikke og ryger. Og hvad gør jeg nu? Sidder og ryger. Jeg kan slet ikke vente med at komme herud og sidde og ryge. Mit rum stinker ad helvede til. Jeg er begyndt at brænde røgelse af for at kamuflere det. Røgelse!

Når jeg kommer hjem, og mine søde børn løber ud og omfavner mig (i hvert fald en af dem, hende der ikke sidder med næsen i en tegneserie), er jeg bange for, at de skal kunne lugte det på mig. Jeg er bange for at kysse min kone.
Jeg ved, hun kan lugte det på mig.
Alle jeg kender har kræft.

fredag den 5. oktober 2007

Gamle tider igen

Jeg er ude af huset tidligere end jeg plejer i dag, fordi den nye rengøringshjælp kommer. Det føles som gamle dage. Her sidder jeg fuldstændig paf af søvnmangel og stirrer sort ud i luften. Det eneste jeg har at se frem til er en frisk firdobbelt espresso og nye hovedpiner. Jeg er overhovedet ikke sikker på, jeg kan udføre mit arbejde i dag.
Jeg sveder.
Heldigvis har jeg købt masser af frokost. Jeg er dækket ind.

...

Jeg har lige sat mig, og dette er hvad jeg tænker.
Jeg har ikke engang lyst til kaffe, men jeg duer ikke uden. Jeg er kaffens fange.
Nu vil jeg se, om Don Enzo overfalder mig i Messenger’en det øjeblik, jeg logger ind.

torsdag den 13. september 2007

Meget kylling

Sportsfolk er overtroiske.Wade Boggs, den amerikanske baseballspiller, spiste kylling (som hans kone tilberedte) før hver kamp i sin aktive karriere, der varede i 18 år. Der er 162 kampe i en sæson. Det er meget kylling.

Samme cirkus


Jeg er træt af at fortælle om de samme evindelige, kedelige skænderier, men her er hvad der skete: Jeg kom hjem lidt efter 8, og min familie sad og så Moulin Rouge. Da jeg under højlydte protester skruede over på landskampen - jeg havde booket den - scorede Jon Dahl (hvem klipper hans hår, Grønkjærs frisør?) til 3-0, så jeg tænkte nåja, hvad fanden, og skruede tilbage igen.
- Her, sagde jeg og rakte min kone remoten, den lille magtkamp vinder du. Og så begyndte det.
Efter et stykke tid tænkte jeg: - Hov, jeg gider ikke blive talt til på den måde. - Hun har jo hævet stemmen, tænkte jeg.
Det eskalerede, indtil jeg flygtede ind i det andet værelse med min mad, mens jeg fyrede et par afsluttende pointer af, og videre ud i køkkenet forfulgt af min kone.
- Hvad handler det her om? Hvad handler det her om? Hvad handler det her om? Hvad handler det her om? Hvad handler det her om? sagde jeg, for det handlede i hvert fald ikke om, at hun godt ville se Moulin Rouge.
- Det handler om, at jeg godt vil retfærdiggøre mig, sagde hun. (Dét tror jeg på!)
Når hun først får begyndt, holder hun aldrig op igen, og jeg skal bare stå dér og tage det, så jeg flygtede ud af døren, mens børnene skreg og jamrede sig, og gik over i Døgn-Netto og købte mørkt rugbrød og andre fornødenheder.

Nu taler vi ikke til hinanden igen.

Idé: Jeg kunne godt tænke mig at have et videokamera eller en båndoptager, der begynder at optage, når vi begynder at skændes.
Måske børnene begynder at gøre det på telefonen helt af sig selv.

tirsdag den 6. februar 2007

De to daglige Graham Greene-sider

Så er jeg igen nået til det punkt, hvor jeg kigger i mapperne for at se, om der skulle gemme sig noget, jeg kan hælde ud i intetheden til mine intetanende og ikke-eksisterende læsere.

Man siger om Graham Greene, at han skrev to sider om dagen (og drak for resten). Jeg har flere gange sat mig for at gøre noget lignende som en øvelse (andre gange har jeg bare drukket, haha). I hvert fald er det én måde at få arkene til at akkumulere (om tingenes ophoben se også Parablen om Tonys fars træ), ikke at de gjorde det i dette tilfælde, men princippet kan vel være godt nok alligevel.

Her er eksempelvis to sider eller så fra forrige efterår.

Jeg kan ikke lide små piger, jeg kan lide fuldmodne kvinder. Ikke gamle, men fuldt udvoksne kvinder. Det andet er forstyrrende: Rottehaler, slikkepinde, for store øjne hører andetsteds hjemme i min fantasiverden. Jeg ved ikke, om det er fordi jeg er far, men visse steder må jeg lukke af ellers kan jeg ikke slappe af. Så flyder blodet og tankerne de forkerte steder hen.
Det er altid lidt svært at beskrive disse emner. Der er altid frygten for at blive slæbt i retten, at noget kan blive misbrugt i skilsmisseretten, også selvom jeg ikke har gjort noget. Ja, mit liv kan i sandhed defineres af alt det jeg ikke har gjort, men det er en anden historie. Hvad det angår, er der kun een myndighed at svare til, nemlig mig selv. Lad det nu ligge. Lad mig ikke komme for godt i gang med min evige klagesang (istemmes): Ak, jeg har spildt mit liv, ak, jeg er træt af min viv, ak, jeg har taget for mange hiv, ak, til hvad dog jeg skal bliv’?
Suk, skulle det være en roman? Forfatteren klør sig i skægget, kigger ud af vinduet. Hvis nogen har fulgt med så længe som hertil, er det måske på tide at belønne anstrengelserne med lidt hård porno, men er det nødvendigt at rime? Pik i kusse, ud og ind, det gi’r fred og lys i sind / Op og ned og for og bag, i mørket er det samme sag / hvilket hul jeg puler nu / Det er blot vigtigt med henblik på at hive den u’ / Så’gu.
Jeg beklager, kære læser, jeg forstår jeg er nær ved at have trukket den sidste veksel på Deres overbelastede tålmodighed. Jeg forstår, at der er bedre og nemmere underholdning til i verden. Man kunne i flæng nævne de elektroniske medier. Men jeg sværger, at de der bliver hængende ikke bliver skuffede. På de følgende sider vil afsløres hemmeligheder af en kaliber, der får det til at løbe koldt op og ned ad ryggen på mig blot ved at tænke på dem. Og tro mig, jeg prøver at lade være. Men før eller siden skal det ud, det er klart. Jeg taler om hemmeligheder, der kunne vælte regeringer, redde jorden fra miljøsvineri og ufred og indføre tusindårsriget på jord. Så bliv hængende og vær blandt de sande udvalgte, hvis udødelige sjæle ikke vil brænde op i helvede til evig tid, men vil synge højt i himmerige, mens de andre, der skippede ud af denne planløse fortælling for flere afsnit tilbage uden at have smugkigget længere fremme, forkulles dernede som et svagt ekko af skambrændte Moloch-børn. Hmm...
Kortene skal på bordet. Det er reelt set ikke så mange hemmeligheder, jeg kender, og mange af dem er ikke så hellige endda. Eller hemmelige. Er siden snart færdig, så jeg kan sige, jeg har gjort mit for i dag? Nuvel, snarere end at ændre formateringen vil jeg forberede mine næste skridt, ikke mindst udrydde de kedelige og trælse religiøse referencer fra det foregående. Er der noget mere dræbende end religion? Visse ting hører privatlivet til, derunder religiøs tro.
Nu, hvor jeg har læseren i min hule tvivl, er det ikke for tidligt at begynde at tænke på, hvor jeg vil hen med alt dette. Vil jeg ud i afkroge af min personlighed, jeg før har holdt hemmelig for omverdenen på grund af skam? Er der noget at hente der, der ikke allerede står prentet på mit ansigt for alle at læse? Og hvor klar til at gå til bekendelse er jeg egentlig? Mit liv har jo, som man nok lader ane, aldrig været udtalt spændende. Der er mere fortrydelse end fortryllelse, mere tøven end gøren, mere skyhed og blyhed end fyhed og nyhed. Jeg har mere siddet derhjemme end været ude med næsen fremme, hvor man kunne få den i klemme. Jeg har aldrig taget de store chancer, men jeg har forspildt en del ved sidste øjebliks sjusk og fusk. Jeg har ikke grebet livets frugt og gnasket til safterne sprøjtede, jeg har snarere siddet på mine hænder, genert og livsforløjet.

K
onklusion: Som det fremgår af ovenstående diskursive, selvoptagede rablen, er det nok en god idé at have et fokus, en historie eller et emne. Det er jeg sikker på Graham Greene havde. Alle og enhver kan jo sidde og lire sådan et par sider af til deres dagbog.

Fodnote 1: Hvor mange skrivebordsskuffeforfattere sidder der i dette øjeblik og blogger?
Fodnote 2: Jeg ser nu, at en fejl ved ovenstående trådløse strøm var, at jeg glemte at vende tilbage til temaet: Modne kvinder. Som sædvanlig forfalder jeg til min faste klagesang i stedet for at bevare det kølige overblik (for ikke at tale om småpiger og blodtilstrømning, som om der var noget dér). Det skriver jeg mig lige bag øret til en anden gang.
Med blikket på temaet kan man tage så mange sidespring og biveje, man vil. Man skal bare dingle med mysteriet engang i mellem, ligesom ham den tyrkiske nobelprisvinder gjorde med sin fars kuffert i sin tale ved prisoverrækkelsen.
Fodnote 3: Jeg kan meget godt lide rimene.

fredag den 19. januar 2007

På vippen 2)

I dag*) blev jeg mailet op af en populær bagsideskribent fra dagspressen – hvis rubrik og navnlig hvis iørefaldende modstand mod den fucking overformynderiske, fascistoide medielicens jeg havde komplimenteret i en læsermail – fordi han kunne lide mine fotos og ville skrive om dem. Hvorfra kender han mit navn? Mine fotos? Jeg troede min hotmailadresse var anonym, og så står mit navn på. Døh! Fotos var taget af en i London, der hedder det samme som mig og har en professionel hjemmeside. Hvad har jeg? En samling jpeg's på flickr.
Ikke engang noget man kan sælge, så hvad skal jeg med eksponering, i fald den forekommer?
Hvor vigtigt er det nu at fedte? Og på den rigtige måde. Nu beder han mig fortælle mere. Haha. Den er god. Jeg er nået til første stadie af selvpromoveringen igen og er gået fuldstændigt i stå som sædvanlig. Hvor er nu mit flotte præsentationsmateriale, den kunsthistoriske tekst om mine værker? De findes ej. Jeg må igen strikke noget sammen i sidste øjeblik.
Panik-panik som sædvanlig og impulsen til hurtigt at trække mit hoved tilbage i skjoldet igen.

*) Dvs. i forgårs. (Jeg har ikke fået svaret endnu.)