Viser opslag med etiketten lukkede døre. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten lukkede døre. Vis alle opslag

fredag den 16. december 2011

Selvtægtsmand på nabolagspatruljering


Michael kom ind og så endnu mere mærkelig ud i hovedet end sædvanlig.
– Der er nogen, der er ved at bryde porten op dernede, sagde han med sin Limfjords-accent. – De passer på signalementet med dem, der brækkede hoveddøren op i forgårs.

– Hent dit videokamera, sagde jeg og stak en hammer i lommen og løb derned i mine tykke sokker i jydesandaler.

Da jeg kom rundt om hjørnet, sad der to teenagere på trinet og røg.

– Er I ved at brække porten op? sagde jeg og tog i håndtaget.
– Nej, sagde de og så irriterede ud.

– Jeg hørte altså noget, sagde den gamle idiot, der kom ud sammen med Michael, min backup.
– Jeg tror bare, det er nogle teenagere, der sidder og ryger, sagde jeg.

– Nu laver I ikke narrestreger, vel? sagde jeg.
– Nej, sagde de med undvigende øjne og store, plettede næser i mørket.

De passer ikke en skid på signalementet. De sidder bare på trappen ind i mellem og ser irriterede ud, når man vil forbi, eller i skralderummet, hvis der er møbler.

De er garanteret skyldige i et eller andet.

tirsdag den 22. november 2011

Emnet: Muligheden for livslang forandring


– Nej, det er ikke fordi du er uenig med mig, det er fordi jeg ikke konstant gider blive fremhævet som negativt eksempel.
Dør: Smæk ("shut", ikke "slam").
Exit: Mig.



fredag den 30. september 2011

Nervepirrende nødaktion


Nu har jeg to gange smækket mig selv ude af mit rum og været nødt til at klatre ind ad en åbning over døren, hvor et stykke gipsvæg kan løsnes, og hen over en 50 cm bred hylde. Der stikker en lang skruespids op midt i hylden, og det er ubehageligt at tænke på at spidde låret på skruen og hænge dér hele natten med hovedet nedad og have tabt min telefon ud af lommen, eller at låret bliver flænset op, mens jeg styrter til jorden. Det var heller ikke rart i første forsøg at sidde foldet sammen på midten overskrævs på hylden med klunkeposen mast flad som et bryst i et mammografi-apparat, da lyset gik ud på gangen, og jeg ikke kunne finde trappestigen med tåen.

Til gengæld har jeg i begge tilfælde været meget opmærksom på at gennemtænke alle bevægelser flere ryk frem med sikkert håndfæste, Måske skulle jeg begynde at dyrke rockclimbing.



onsdag den 13. april 2011

Lækage


Der sad en seddel ude på min dør i dag: "Hej MJ".
Hvem kender min hemmelige identitet?
Så jeg satte en tilbage: "Shh!"




mandag den 4. april 2011

Folk er godt tossede


Denne seddel hang ude på døren:



SELV UNDSKYLD!!!

Hvad med månen? Hvad med et gardin? Lad mig ikke begynde.

søndag den 13. februar 2011

Mit hjerte er en Fasteleen-tønde (Vinterferien dag 2)


I det øjeblik jeg blev hjemme for at nyde en Fasteleen-bolle, vidste jeg, at det ville ende med, at vi skændtes. Ikke en selvopfyldende profeti så meget som bitter, hårdtkøbt erfaring. Jeg kan ikke gå uden en smækket dør og alt er surt og bittert.
– Hvordan skulle jeg vide det, du fortæller mig jo aldrig noget!
– Hvorfor mon?
SMÆK!



Her kan man lave sine egne GIF'er fra YouTube-videoer. Det virker, det virker, jeg har lige lavet en:



Når jeg sidder alene her, bliver det klart for mig, hvor godt jeg har det.

onsdag den 2. februar 2011

Døren går op og en kryptisk besked afleveres


Der kom en ind i dag og sagde: – Gudsrost, der er noget, jeg vil have, du skal vide: Du skal lære at gå efter bolden, ikke manden.

En dag må jeg spørge hende, hvad hun mener.







Det har været et stykke tid siden sidst.

lørdag den 8. januar 2011

Vejen frem


Man siger, at folk med en stærk hage kommer frem i verden.

Tag f.eks. Quentin Tarantino. Han er verdens mest succesrige filmskaber, og han har verdens største hage.



Andre eksempler:

Popeye – stor hage, og han vinder altid.


Fodnote: Jeg opdagede, at min far er tre år ældre end Popeye. Han er verdens ældste mand.

General Alcazar – stor hage og statsleder.



Jay Leno – måske verdens største, fedeste hage, vandt over Letterman i The Late Night Wars.



Selv har jeg en diskret hage, en skavank jeg forsøger at skjule ved at gå i stærkt højhalsede sweatre og aldrig lade mig fotografere fra siden.



Man siger også, at den, der har den stærkeste hage, får det sidste ord. Min kone har en stærk hage f.eks., og hun får altid det sidste ord. Til tider må jeg sige noget og så springe ud af døren, før hun når at svare færdigt, for at få det sidste ord eller i hvert fald den sidste hørbare hele sætning.

fredag den 31. december 2010

Oprigtigt mystificeret


Min kone vil ikke have, at jeg kritiserer hende, når hun læser Harry Potter.

– Hvordan kan du læse det dreck? siger jeg. – Jeg har aldrig kunnet sidde gennem en hel Harry Potter-film. The acting is horrendous. (Ron Weasley er den dårligste.)

Og så følger der en barrage på ti minutter: – Det ved jeg godt, du synes. Du har sagt det 100 gange. Du skal ikke ødelægge det for os andre. Jeg vidste, du ville sige det! Lige så snart, du så mig med bogen. Du er så forudsigelig!

Så jeg må forlade lokalet og lukke døren ligesom mod en stærk vind.

– Jeg synes, du skulle sende nogle flere penge til J.K. Rowling. (Bare send en check.)

Nu kan hun få lov til at hente sin kaffe selv.



Den eneste, jeg kan lide, er Hermione, og det er kun, fordi hun er en pige.

onsdag den 23. juni 2010

Åndenød


– Vil du vide, hvordan jeg har det, når du siger sådan noget? sagde jeg og lod som om, jeg kværkede mig selv hen over middagsbordet. Jeg havde nævnt, at jeg vil til hippiekulturbegivenhed igen i år.
– Jeg synes, du skal tænke over, hvordan det virker på børnene, når du gør sådan der, sagde hun.
– Nu kan I godt begynde at græde, sagde jeg. – Jeg har fået nok. (Visioner af separation dansende i mit hoved.)
– Ét ord, og det udløser hele lavinen, fortsatte jeg i stærkt ophidset tonefald.

Vi var ude at rydde min mors lejlighed i dag.



– Jeg kunne godt tænke mig at se, at du for en gangs skyld tænkte på at planlægge ferie sammen med familien, sagde hun.
– Nu begynder det. Nu inddrager du hele historien. Hvad med bare at se på det her enkeltstående tilfælde nu?
– Jeg ved jo godt, hvordan det er. Du tænker altid kun på dig selv ...
– Jeg tænker kun på mig selv? Ja, hele dagen lang tænker jeg kun på mig selv og min umiddelbare behovstilfredsstillelse. Altid bare: mig, mig, mig, mig, mig, mig, mig-mig!

Her har jeg smidt opvaskebørsten og forladt vores samtalekøkken. Griner børnene? Græder de?

– Ja, altid bare dig. Det er altid bare dig, det handler om.
– Nu holder du op, jeg er gået herind for at stoppe. Stop, eller jeg går min vej.
(Gennem soveværelsesdøren): – Ja, du har ret, fordi du kan råbe højest. Forstår du overhovedet, hvad det er, jeg taler om?

Min kone mener, jeg er konfliktsky, fordi jeg ikke bliver stående, til hun bliver færdig med at kritisere mig.



Jeg ligger inde på sengen og løser sudoku'er på iPhone'n. Det er den eneste måde, jeg har kunnet samle mine tanker på den sidste måned. Så kommer tingene op at vende*): min far er ingen hjælp overhovedet, jeg får ingen kærlighed, jeg har ingen at tale med.

*) som skyer under meditation

Lad mig tage punkterne i omvendt rækkefølge: Ingen ringer. Der er ikke én person, der har ringet og spurgt, hvordan jeg har det. Omvendt savner jeg min mor at ringe til og fortælle om alle de ting, ingen andre gider høre på. (Denne blog er i virkeligheden alle de ting, jeg aldrig kunne fortælle min mor.) Min kone har ikke på noget tidspunkt givet mig et kys eller et kram uopfordret. Jeg kan godt tage et, men hun giver ikke af sig selv. Det skal komme fra mig. (Skal jeg være filosofisk og sige, at sådan er det måske med alting i livet, at man skal gøre noget for det selv? Måske. Men det kunne være rart bare at få et kærtegn dagligt, et kys f.eks., når den ene kommer eller går. Faktisk synes jeg, det er ondsindet følelsesmæssig manipulation.)

Tre dage efter min more døde, var jeg nødt til at tage ud til min far for at hente noget, der skulle bruges til bisættelsen. Han gik med mig noget af vejen til toget. Han har ikke nævnt min mor med et ord, mens jeg har været der, og pludselig midt på det lokale indkøbsstrøg kalder han med så og så mange ord min mor en hore. Det var essensen. Hvis vi havde været fra en anden kultur, havde han kaldt min mor en hore, og jeg havde smadret ham en i hovedet. Som det var, nøjedes han med at nævne en seksuel hævngerning, min mor lavede mod ham for snart 40 år siden. Tre dage efter min mor er død, og jeg har ikke hørt et ord fra ham (og jeg har ikke hørt et ord fra ham siden, andet end videresendte blondine- og jødiske vittigheder på mailen), og så er det dét, det handler om, hans måde at få det til at blive synd for ham, at min mor er død.

– Din skøre skid, sagde jeg. – Det var dig, der startede det her. Du er en følsom fyr, hvorfor kan du ikke bare opføre dig som en følsom fyr?

Og bagefter måtte jeg sætte mig på en bænk med mine pakker og en kæmpe Tintin-konfusionsspiral over hovedet.

Hans motivation, hans motivation, folks motivation, er det ikke det, der er spændende i litteraturen?



Tags der ikke var plads til i feltet: amerikansk meditation, amerikanske dramaserier, anklager, arv og miljø, bebrejdelser, blogstuff, bundløst sørgmod, chok, det er anstrengende at være mig, det grønøjede uhyre, det offentlige rum, dumme far, døden, elektroniske forbrugsgoder, erindringer, et af mine berømte flip, familien under pres, fatter fatter intet, filosofisk feng shui, forbitrelser, følsomhed, følsom mandejammer, gammelt lort, godt jeg ikke er psykopat, grådens rand, holder hun aldrig op?, hvad havde jeg egentlig regnet med?, hvad med mig?, hævn?, intet moralsk kompas, jeg stakkel, jødedommen, kulturantropologiske observationer, kunst- og kultursektionen, langvarige forhold, mere gammelt lort, mere mandejammer, moderne telekommunikation, noget at æde, opvaskermartyr, protester, samlivets ædle kunst, scener, sensitivo, sjælefredsbelastning, skilsmissebarn, skilsmissetrusler, skuffelser, sport og fritid, spøgelser fra fortiden, stakkels mig, tegneserier, total forvirring, tænk at det skulle tilfalde mig at hævde det rationelle standpunkt, tårer, udhængning, ufølsomhed, uundværligt udstyr for den moderne mand, uværdighed, venter ved telefonen, voksne børn, voldstrusler, ægteskabet er hårdt arbejde, østens mystik, åndelig udmattelse.

torsdag den 8. oktober 2009

Til helvede og tilbage

***
– Jeg er bekymret for dig, sagde min kone.

Alle mine nye venner var grænsepsykotiske invalidepensionister.

– Det er meget åbne mennesker hver især, sagde jeg. – Måske kommer det af, at de har været inde på den lukkede.



Her kan man høre Tåren på min kind, hvis man orker. Ikke noget særligt musikalsk, men L:Ron:Harald er den eneste danske rapper, der lyder som et voksent menneske.
***

lørdag den 19. september 2009

På forhånd tabt weekend

***
Jeg stod uden for døren og tænkte: Hvad skal jeg egentlig her? Så gik jeg indenfor.

Det første min kone gør er at bebrejde mig alt, men navnlig at det er mit lort, der ligger og flyder allevegne. Uddrag: – Jeg så det, da du var væk, det første du gjorde, da du kom ind ad døren, var at rode. Du dækker hver en flade. Erfaringen fortæller mig, at ...

Her bryder jeg ind: – Kan du ikke lade være med at blande hele verdenshistorien ind i det? (erindrende Dalai Lamas råd om et lykkeligt ægteskab – et emne hvori han jo, som munk, må formodes at være ekspert: Lad være med at blande andre, tidligere skænderier ind i det igangværende, hvis I absolut skal skændes: begræns det til dét.)
– Jeg kender dig. Erfaringen fortæller mig, at ...
– Kan vi ikke lige holde os til sagen?
– Jo, men nu har jeg kendt dig i 20 år, og jeg kan huske ...
– Jeg går min vej, hvis det skal være på den måde.

Jeg går. Ud i køkkenet.

Så kommer min datter (9) ud:
– Du må ikke gå, jeg har slet ikke fået givet dig en krammer.
– Jeg går ikke nogen vegne, bare ud i køkkenet.

Hele dagen har jeg kigget måbende på mit eget liv.
***

fredag den 26. juni 2009

Langtandet hestekranie

***
Jeg ved ikke, hvordan det er hjemme hos jer, men hjemme hos mig når det aldrig at blive rigtig lykkeligt. Der er perioder, hvor det går meget godt, og der er tale om en vis ømhed, men det holder hurtigt op igen, som en dør der smækker.
Det vender på den berømte tallerken.
Hver gang det går en lille smule godt, skal man stoppe og tage en dyb indånding og tænke over det, før man fucker det hele op igen. men jeg har ikke altid overskuddet til at, du ved, folde tøj om aftenen og vaske op, når hun forventer det, og gøre det ekstra. Det er ligesom at ryge: det er nemt at begynde, det gør man fra det ene øjeblik til det andet, men det tager lang tid at holde op. (NB! Til dem, der følger med, kan jeg fortælle, at jeg ikke ryger nu for tiden, fordi jeg har ondt i halsen. I øvrigt er det en hæslig vane, som jeg ikke kan styre. Jeg har det som om, at bare fordi jeg skriver det her nu, begynder jeg at ryge i morgen, jo mere jeg skriver, desto tættere kommer jeg på at ryge. Forleden dag havde jeg det som om jeg røg, da jeg skulle sove.) Her mener jeg: det tager lang tid at bygge noget op, men det kan rives ned på ingen tid. "Terrorangrebene d. 11. september 2001" var ingen kunsthandling, ligegyldigt hvad Stockhausen siger. Det var det omvendte. Det er ingen kunsthandling, hvis jeg tramper på dit sandslot eller sprænger balloner med cigaretter til en børnefødselsdag som en negativ teenager. I øvrigt er det lige meget, havet tager det hele. Rable, rable. Hvor er min lykke? Hvor er min lup? Kom frem, lille lykke, så jeg kan trampe på dig.
***

søndag den 14. juni 2009

Det er jo bare

***
Jeg ved ikke, hvad jeg skal stole på mere. Jeg ved ikke, hvad der er op og ned, rigtigt eller forkert. Jeg har mistet mine indre pejlemærker. Det, jeg troede var noget, hvad er det? Noget andet eller slet ingenting? Jeg har ikke noget at holde fast i, det hele skrider, som jorden under en fuld mand



En blank tavle spulet ren i knækket hvid. Optagelser på rundkørsel. Den første film fra luften af et tungere end luften-fly. Horisonten oppe. Lave overflyvninger. Loops af forglemmelse, ostet nitrat. Jeg kan ikke længere køre i de samme baner, jeg har glemt dem. Jeg har glemt de cirkler, tanker der altid dukker op i badet, samme gamle om og om. Skyllet ud, spundet ud for enden af sæbegalakser, trævlet op, uhørte usagte, ligegyldige ildtunger, spruttende i en kreds
en kreds af formummede tilhørere, skamfuldt nedsænkede, vidtspændte øjne, gnistrende indsatser, tændsatser af spændt forventning


Første film fra fly i luften. Smuk.

Tag til stranden. Eksplodér dit hoved indvendigt bag øjenlågene. Flad ud. Sved en dag. Behold dit væsen. Mærk salt, kokos, sved på tungespidsen, dyp tæerne, eksplodér din væren i spændt forventning, det er jo bare ord, et øjeblik, en række navnløse krigere, opslugt, nedleret, afbleget, fikseret

Fluer mod forruden forsagte minder ryggen til livet ryggen til alt det blivendes væsen en ordbestilling af lukkede døre en chance til
***

lørdag den 6. juni 2009

Din ryg er som en lukket dør

***
Jeg skal arbejde hele tiden og er sur, sur, sur.
Jeg vågner om morgenen og er sur, sur, sur.
Den evige dans for at undgå hinanden i hjemmet fortsætter.
Min kone har ikke set mig i øjnene i en uge.
Det er pinligt at skulle sove i samme seng.
Vores kommunikation er meget begrænset:
Jeg siger et eller andet.
Hun siger et eller andet.
Jeg siger et eller andet.
Hun siger: – Skal du hæve stemmen?
Jeg siger: – Hvad har jeg egentlig gjort dig?
Hun siger: – Ha! Hvor skal jeg begynde?
– HVORFOR ER DU SÅ SKIDEFJENDTLIG HELE TIDEN?! råber jeg til den lukkede dør.

Resten af dagen er en pinsel. Jeg ønsker mig langt væk. Arbejde er bedre end at være hjemme. Alt er bedre. Jeg kan ikke trække vejret.
***

tirsdag den 14. april 2009

Handsken er kastet

***
I går blev jeg forsøgt nedstirret af en toårig dreng. Sjovt som der er et element af magtkamp og konkurrence mellem alle hankønsvæsener.

Så råbte han "nej" og smækkede med døren.

Hans forældre er ved at gå fra hinanden, jeg ved ikke om der er en sammenhæng.


(Lydlink)
***

fredag den 20. marts 2009

Sur nar - Hvad er der galt med mig?

***
Endnu en morgen hvor jeg har råbt ad min kone og hun ad mig. Og børnene har grædt, og jeg har smækket døren i hovedet på min datter og sagt: – Ja, gå væk fra den onde, onde far og hen til den gode, gode mor!

Fordi jeg synes det var tid til at skynde sig i skole.

Min kone har en udtalt evne til at dele familien op i mig og dem.

– Far er sur over noget, og så går det ud over os andre, som hun sagde.

Nu har jeg ødelagt det hele igen.
***

tirsdag den 27. januar 2009

Privaten

***
Morgenstund har lort i kumme.

Jeg sidder ude på lokummet med min sudoku, men bliver distraheret, fordi jeg kan høre en råbe på den anden side af væggen eller op fra afløbet.

– Så stop dog for helvede! Jeg siger til dig: jeg gider ikke gå hjernedød! Det er det jeg siger til dig! (...) Klap i! Klap i! Klap i!

Godt jeg ikke er den eneste, der kan råbe og skrige.

Han bliver ved endnu. Som en hund, der gør.

Så begynder min kone at tale til mig gennem døren:
– Jeg ved godt, at du sidder på toilettet, men kan vi ikke aftale, at du henter fast tirsdag, onsdag og torsdag?
– Jeg sidder altså lige på toilettet.

Jeg er ikke interesseret i nogen ordning.


PS Og han bliver ved (en halv time senere). Det er bare ikke til at forstå, hvad han siger, når han ikke råber højest, som foroven.
***

onsdag den 22. oktober 2008

Hvor var jeg?

***
Min mor ringede lige. Hendes kemo giver hende hukommelsessvigt. Hun glemmer sine nøgler i døren og buskortet i bussen. Det er kemoen, jeg slog lige bivirkningerne op.
***

søndag den 28. september 2008

Min drøm

***
Min drøm er at få et soveværelse, hvor jeg kan lukke døren, og matchende natborde.


***