Mandejammer – tøver hvor andre von Tripper

Jeg er for gammel til at være surrealist. Eller alt, alt, alt, alt, alt, alt, alt, alt, alt, alt, alt, alt for ung. Men mest det første.


James Gleeson.

Nu har jeg ikke mere at sige om det, fløjtekedel, tøjstativ. Polarekspedition med lange patter. Tankpasser Thøger er en døgenigt. Ved ikke-forordningen, hvor hver gang man ikke ved det: Bang!

Året i glimt

Hvad har jeg lavet i år? Jeg tog ud hos Donzo og hentede en pladespiller i stedet for den anden, der gik i stykker, jeg fik af ham før. Så forklarede han tålmodigt, at når vægten falder af armen, skal man bare skrue den på igen og indstille balancen. Hver tiende år tager jeg ud hos Don og henter en pladespiller. Hans børn kravler på væggene. Hans kaffe er Sort Irma. Hans brunkager er gode og bløde, fordi de står ude hele natten. Jeg kunne have siddet der hele dagen. Så tog jeg hjem og hylede og skreg af fantomerne. Er jeg den eneste heromkring, der vasker op?



Hvad der venter mig:
Mine langtidsferiedage former sig altid således: jeg giver mine børn mad og køber ind. Så kommer min kone hjem og brokker sig over, at maden ikke er klar. Hvor er jeg henne i alt dette? Hvem tænker på mig, andre end mig selv? Under hvilket påskud kan jeg snige mig væk og undgå alt?

PS Jeg er også ligeglad, sånoget slapt lort.

Long-playing

Min kone flyttede mine plader, fordi de ikke er mine egne gamle plader, men bare nogen "jeg har fundet". Undskyld, jeg har udvidet min pladesamling siden 1987. De må ikke stå fremme, ikke som hendes Røde Mor og Tracy Chapman og Kvindesind. Jeg skulle finde champagneglassene frem i går og opdagede martini-glassene, som jeg havde glemt, vi havde. Nu må dé ikke stå fremme, fordi "vi aldrig bruger dem." "Men jeg kan godt lide martini-glas!" siger jeg. Det er lige meget. Jeg har også sat en ny hylde op, men det er også lige meget. Jeg prøvede en dag at flytte én ting rundt i køkkenet. Næste dag stod den tilbage. Sådan gik det frem og tilbage et par gange. "Prøv at se", sagde jeg til børnene og demonstrede, hvordan det virker. Det er som teleportering. Jeg har ikke bestemt, hvor én ting står i det køkken. Det værste er, når hun køber nye kurve at lægge tingene op i. Så fylder de det hele. Suk. Tænk at bruge penge på kurve. Og så skal man respektere dem, fordi de var dyre. Jeg kan ikke vente, til det bliver hverdag igen. Jeg tror ikke, vi har været inde i det samme rum fem minutter i træk i ferien. Hvis jeg kommer ind, hvor hun er, skælder hun mig ud, indtil jeg går igen. Måske er jeg bare irriterende. Eller lugter. Undtagen, hvis der er gæster, så skal jeg være inde i samme rum, så jeg kan høre på hende snakke. Endeløse kæder af de samme historier, jeg har hørt 20.000 gange før, om engang hun blev uretfærdigt behandlet eller noget, hun så på fjernsyn engang i 90'erne, hvor dumme andre folk er. I går handlede det om, hvordan hendes og hendes søster er for forvænte til nogensinde at kunne vænne sig til at bo i en lille lejlighed. En ting, jeg nu altid godt har kunnet lide ved min kone er, hvor privilegeret hun er og hvor højt et serviceniveau, hun f.eks. forventer af de sociale myndigheder. Jeg har altid været mere beskeden og f.eks. tænkt, om noget kunne være min egen skyld, før jeg begynder at besvære andre. Det hedder skam. Et noget forældet begreb.

Indtastet på min telefon, mens jeg sad og sked.



Jeg aner helt sikkert ikke, hvor godt jeg har det.

Sent from my iPhone

Svigtende varm død

Tjek det: inspireret af Donzos klassiske spritduplikerede hæfter skrev jeg disse strofer:

(12:30:08 PM)
Svigtende varm død

(12:31:10 PM)
Din opstoppernæse i solnedgangen
med små lyse dun
Forsvandt min skyld
i erindringens ocean
uden en svupper?

(12:32:06 PM)
Jeg kan også være varm og menneskelig
når det gælder
men min hjemmebane er et
brændenældekrat
som toiletbræt
Min moster var noget
af en kvinde

(12:33:06 PM)
I forgårs forsvandt alt godt
fra sendefladen
på planeten Jorden
og alt hvad der var tilbage
var biblioteksmusik
og Blockbuster-videoer (VHS)
uden etiketter
Som jætter på toiletter

(12:34:09 PM)
I årtusinder lyste vi
klart og funklende
men nu kommer tankerne
overrumplende
svære at fordøje
i nattens toilet
Alt er stoppet
For at løbe ud på ny
En nat i min by
Alene

(12:35:45 PM)
Vi åd vore tanker
grådigt
som dinosaurer
på barberbladets kant
i reagensglassets bund
mødtes vi
uden en tanke for
inficeret pestilens og
skattepolitiske indgreb
sansede kun det ubegribelige
nu

(12:37:16 PM)
Vi var andre end vi
er nu
forduftede, forsmåede og små-
bureaukratiske uden store tanker
og følelser og begrebsapparater
inden for rammerne af
delagtiggjort borgerlighed
hvor der altid er en til
der sidder fast
som en knast
med Hansa-plast

(12:39:06 PM)
Men natten tager os og
kærtegner vore kølige lemmer
og legemlige køller
mens vi glider ind og ud af hinandens
bevidstheder og orificer
af glinsende fugtglans og
kotelettefisseletter i nedgangs-
månens bevægende glorie af
staccato-stalinister i
strækmarch gennem Fælled-
parkens græsfoyer første maj
hvor vi glemte alt
hvad der hændte
før

(12:40:01 PM)
Og alting vil samles og forgå
og alle vil vi forstå
hvor og hvordan og hvorledes
og hvorhen og hvor skidt det kunne
gå uden en lummer drøm
under dynen at holde fast på som
en spændt vandpik på nye
æventyr.

Feberhed

Jeg kom til at læse nogle af mine gamle blogindlæg i dag. Hvor er det dog pinligt altsammen. Og kompromitterende. Jeg bliver nødt til at lukke snart. Så ved I det. Nyd mig, mens jeg varer. Jeg er som en softice på en sommerdag. Lidt er godt, men i længden giver det klistrede fingre og kvalme. Åh gud i himlen, hvad er det dog, jeg har begivet mig ud i? Jeg fortryder alt og forventer intet. Intet godt. Jeg kan se min død komme imod mig som et vejtræ. Min død, står du dér? Jeg fortryder alt. Paf!



Og mine børn vil græde. Og I, mine andre børn, vil også græde, for da vil I være alene. Med et stort hul, hvor hjertet skulle være. Med bævrende læber vil I anråbe jer skaber: Hvor ku' I? Hvor ku' I tage ham så ung? Jeg fornægter eder og al eders værk. Fy fa'en. Ptui!
Uden Mandejammer er mit liv bare bolignød og skifterammer. Uden ham blogosfæren tam og lam er. Men han er gledet ned ad bjerget som Franz Klammer, og det en skam er. Den smukke mand, hans prosa stærk som Jaap Stam er! (Hvor nu min cd med Violent Femmes er? Den står ved siden af din halvspiste shawarma.) Han fortjente en krammer. I hans minde vi vil afholde mange tamtam'er.

Længe leve Mandejammer,
uden ham det ikke det samme er.

Ingen vej hjem

Jeg har ikke noget at gå hjem til. Hvad skal jeg dér? Ikke noget! Falde i med tapetet, være til besvær, glo en video. Fuck mig noget så eftertrykkeligt. Jeg er ødelagt af arbejde. Det lægger sig om min hjerne som en tung gryde af bly. Og nu til 20% mindre $$$. Hvor motiverende! Det er mit liv, jeg sælger her, den eneste tid jeg har, åh bu-huh. Hvad ville Dan Turèll have gjort? Hvad ville Bukowski have gjort? Ryge, drikke? Åh gud fuck. Hvis jeg havde været en anden, kunne jeg have skrevet om mig selv, sådan som jeg er nu, og alle ville have leet. Lidt afstand gør underværker. Jeg er verdens ensomste og ulykkeligste menneske. Mit tempel styrter sammen omkring mig. Intet dur jeg til, intet kan jeg og intet tør jeg. Tør mig i røven. Jeg er færdig.

Pil ned

Who the fuck cares om noget af det lort, jeg har at sige? Ikke mig i hvert fald. Jeg har bare lyst til et skud hagl i hovedet. Hvad rager min usle blog nogen? Fuck mig i øjet, den er gal. Jeg er så latterlig. Jeg har intet, og jeg gør kun alting værre.

Jaså

Min sigen nej til livet kommer tilbage og bider mig i røven: Hvor ku' du? Troede du, at du skulle leve evigt? Nej, men jeg var bange. Så sig i stedet: Jeg har frygten i mig, ellers risikerer du at identificere dig selv med frygten. Oho, oho, aha. Tak, mine indre stemmer. Tænk ikke på det, det er bare noget, jeg har stjålet fra bøger. Ja, men det er da godt alligevel! Det er okay. Hvad har du ellers? Forhåbentligt snart fri.

Natte

Jeg er så liderlig, jeg græder mig selv i søvn om natten. Og jeg sover dårligt. Når jeg da sover. Og ruger. Over alt det jeg skal, skriver huskesedler i søvne: Husk at købe havregryn. Husk at ringe til Esben. Betal skat. Min dag er en lang vandring gennem gusten tåge. Kan dårligt fokusere. Et slør af vammel modbydelighed har lagt sig over mit liv. Mit liv er som en dansk jazzmelodi. Det er bedre med lukkede øjne. Afbleget, kornfedt, bredt over hofterne. Mine kærtegn er kødløse og knoklede. Mine suk er dybe og inderlige ventileringer af forstyrrede impulser. Min magnetiske nordpol er ude af wat. Jeg forstener i famlende blinde, et fluebevandret lig. Mumificerede minder. Banale drømme i folkevognsstrømme. Opgivende vink til et forvitret galleri af gale levninge. Gale forbigåelser. Forskudte og ærgerlige genveje. Mit liv. Mit liv af. Mit liv af. Mit liv af sørgelig vrængen. Hvor jeg dog ikke kan det mer'. Her i dag, væk i morgen, tilbage er kun sorgen. Bundløs, sort. Gravade drømme. Jeg kender kun i morgen, før det er for sent. Igen igen, for sent for sent. Almindelig galt. Tosser i toget. Barbie-plast, raketfart, dansk nedtur
(her mistede jeg syv geniale linier)
hvert levende sekund.

Nu slår det mig 10 år efter

De sagde altid om ham idioten Brixtofte ude i Farum, at han solgte kommunens "arvesølv". Men hvad er der egentlig galt med at sælge arvesølvet? Det står der bare, og man bruger det ikke til noget. Hvis der endelig bliver krise, som krig, er det ikke en skid værd alligevel.


Noget af mit arvesølv.

Sølv eller guld som målestok for værdi er lige så tilfældigt som wampum eller lykkesten. Jeg ville hellere have kinesiske sjældne jordarter.


I øvrigt går der vel ikke lang tid, før de hiver 30.000.000 tons ædelmetaller ned fra en meteor.

Det er på dette tidspunkt, at jeg føler mig som sådan en lokalradiovært, der sidder og ævler ud i luften.

Hovedbrud

Jeg vil gå i dyb meditation for at finde ud af, hvad jeg skal købe for fradrag før nytår.



Der er ikke noget, jeg har brug for, men jeg har ikke råd til at lade være. Jeg er ude i sånoget som en A3-scanner. Jeg gider ikke købe en iPad, før der kommer kamera i, men så skal I ellers se grafik. Min hemmelige drøm er, at jeg kan bruge den til at lave tegneserier på. Så vil jeg have en lomme i mit skræddersyede tøj ligesom David Hockney og slæbe den rundt som en skitsebog. Som om jeg nogensinde tog nogen vegne hen.

Det minder mig om dengang, min far ville købe en rejseprinter. – Hvad vil du bruge den til, sagde jeg, – printe ting i S-toget?

Jeg havde svært ved at forestille mig en reel anvendelse. Han har altid været en meget visionær senior.

Jeg burde invitere ham ind, nu det er jul, men jeg ved ikke, om mit nervesystem kan holde til det.

Hvad ellers? Et stort møbel? Jeg kan ikke fordrage at bruge penge på møbler og laver dem hellere af forhåndenværende materialer.

Måske en laptop, selv om jeg har? Jeg kunne jo altid købe en og så tage den tilbage, hvis jeg skifter mening.

Det er en hovedpine. Jeg er meget. meget distraheret over for min sande mission for tiden. Dels er det jul, dels er jeg umulig. Hvis jeg kunne tage mig sammen, gad jeg i hvert fald ikke skrive det her gejl. Hvor sørgeligt. I skal ikke tage jer af mig, jeg er langt ude.

Jeg har lyst til at græde.

Måske går jeg ned og køber en cigar.

Det ville være en bedre historie, hvis det var heroin. Mit nytårsforsæt er at drikke mere. På forskellige tidspunkter af døgnet. Jeg morer mig ikke nok.

Jeg er så parat til en total perspektivudvidelse.

Tak til jer, der holdt så længe som hertil, I er den hårde kerne. Fortjenstmedaljer, fortjenstmedaljer. Til alle! Store og små. Og nu afsted: wiiiiiiiiiiiiiiiii!

Tab / vind

Lige meget, hvor ulykkelig jeg er, kommer der noget godt ud af at skrive om det. For jeg kan godt lide at skrive.

Det bliver ikke bedre, men så har jeg da en vis mængde ord.

Og mine læsere elsker ord.

De elsker ikke mig, men de elsker en masse ord.

At så alle disse ord svirper tilbage i røven på mig en dag er bare ærgerligt.



Handlinger har konsekvenser, oh yeah.

Også manglende handlinger.



Og handlende mandslinger
og bladsvingende vansiringer
og vanddrivende fosterfirlinger.

Der er intet tilbage af mig – hvor er han nu, den lille glade dreng med sine fregner og skrammede knæ?

Afd. for Dræbt af arbejde

Dette er mit liv. Jeg er helt svimmel af at sidde og glo på min skærm. Når jeg har fri, kigger jeg på min telefon eller mit fjernsyn. Hvordan er jeg endt her? Tiden er aldrig gået så hurtigt. Det har lige været sidste uge. Jeg sover hele weekenden og går i seng kl. 22. Der er intet tilbage af mig. Mit indre barn er kværket. Bare kom med det, tænker jeg, hvad livet end har at smide efter mig. Men det er ikke sjovt. Det hele bliver bare værre, før det ender. Der er ingen opløftende momenter, andet end ligegyldigheden. Jo ældre man bliver, desto mere ligeglad bliver man. Først ryger hygiejnen. Man kan ikke mærke, at føden løber ned ad hagen. Kunstnerne bliver løsere i stregen, sikkert fordi de ikke kan se noget mere. Jeg er så omme, mine ord er tomme.

Let rallen

Jeg er døden nær. Hver dag er som at starte forfra. Jeg har ikke gang i noget. Alt omkring mig dør og visner. Falder om og forgår. Uden et blik. Jeg er knasende vissen, en udbrændt mumie. Mit liv er den sørgeligste undskyldning. Der er ikke mere, jeg kan bilde mig ind. Jeg står på den fladeste bund blandt døde fisk. I stumper. Var der noget, jeg ville? Jeg når det ikke. Min død banker på, mens mine hænder visner som sorte bananskræller. Der er i det hele taget meget, der visner. Hvad det end var, jeg ville, kan jeg godt glemme det. Alting er ufærdigt eller aldrig begyndt. Jeg kan kun se det i glimt ud af øjenkrogen, mens jeg har travlt med at spilde mit liv med noget andet. En flig af et skørt i en døråbning. Mine gamle regnvåde drømme. Et spøgelse af nærvær. Evig uforandret håbløshed og splid. Alene et sted mellem uviljen og ugideligheden.

Jeg er et menneske

***
Hele mit liv er forfejlet. Jeg kan ikke glæde mig over noget.

Endnu en lortedag. Der er ikke engang noget galt, det er det værste ved det. Men der er heller ikke noget rigtigt. Jeg var så træt i morges, at jeg dårligt kunne hive mig selv op fra gulvet.

Det her lort, jeg laver., jeg ved ikke engang, hvad det skal føre til, det er ikke engang sjovt.

Jeg var ude på landet og hente mine malerier fra sommerudstillingen. Ikke ét solgt. Nu skal jeg se på dem her, har ingen steder at gøre af alt det lort. Hele mit rum er pakket en meter fra væggen i alle sider som kalk i et stoppet lokum, der river i lortene på vejen ud. Jeg har et læs til stående i provinsen, der aldrig må komme tilbage. De rykker heller ikke, gratis lager, jeg ser dem sgu nok aldrig igen.

Det er for latterligt. I mellemtiden er jeg ikke til at være sammen med for nogen. Et ubehageligt, væmmeligt menneske, det modsatte af alt, hvad jeg holder af, er jeg blevet til. Jeg fik et brev fra en gammel lærer, fordi jeg havde spurgt om noget, men nu vil han have at vide, hvad jeg går og laver, og jeg kan ikke være bekendt at sige: – Så lidt som muligt! – Jeg svælger i selvhad! – Jeg er ikke blevet til noget og hader det, jeg er!, for jeg holder af ham, så jeg får aldrig skrevet tilbage. Når man skuffer sig selv, kan man ikke se andre i øjnene. Så går man sidelæns ned ad gaden og siger hæhæhæ, mens man kvæles i sine forrådnede drømme. Så er man det værste af alt: en bøvet bavian. Oh gud, jeg usling, kast dine bylder på mig! Regn på mig din syre! Jeg er en stakkels synder, for jeg aldrig begynder mit liv at leve, jeg til intet er blevet.

Farvel, farvel, oh søde jord, nu springer jeg ind i din livmor og smækker døren derefter, så må andre råbe og opkæfte.
***

Hastigt ned ad bakke

***
Åh, jeg fik en henvendelse fra en klient i sidste måned, og jeg har ikke svaret på den endnu. Nu er der gået så lang tid, at det er latterligt. Hvis der er noget, jeg ikke gider, og det er næsten alting, foretrækker jeg ikke at sige noget og så bare håbe, at det går væk af sig selv.

Ellers skal man skrige ad mig, og det er heller ikke sikkert, det virker.

Jeg graver hastigt min grav med dybe spadestik.

BONUSRIM
Og strikker min egen løkke med dobbelt halvstik.
Og prikker mig i øjnene med nålestik.
Og overtrumfer mig selv i uduelighed og tager dét stik.
Og snyder mig selv i kabale
ved ikke at kunne håndtere de mest banale
ting,
der skal til for at holde hjulene i sving.
Jeg er en driftig herre,
hvis drift er på andres tålmodighed at tære.

***

Mere selvforstærkende, bedrøveligt pis

***
Jeg er i dårligt humør. Nu har jeg sidder 2 1/2 time og lavet absolut ingenting. Jeg synes også, mine indlæg bliver mere ondsindede og umorsomme uden forsonende omstændigheder. Det er bare det sædvanlige pis. Jeg laver ikke en skid andet end at slås med min kone og stirre ud i luften og lave ingenting og drømme mig væk, mens tiden går, og når jeg så får travlt med noget andet, tænker jeg på alt det, jeg godt vil. Det er sygt. Og trivielt at skrive om i længden. Ind i mellem kommer jeg til at læse et gammelt indlæg, og det er det samme hele tiden. Jeg når aldrig til det sjove. Jeg brokker mig bare i stedet for at gøre noget ved det. Hver gang jeg skriver noget, har jeg det som om, jeg har skrevet det før. Jeg er virkelig i sørgelig stand. Jeg kan ikke udrette den mindste ting, ikke engang rydde lidt op. Jeg lader bare tingene ligge, indtil der vokser mider frem, og så skriver jeg om det i stedet for at få det af vejen. Jeg er skuffet over mig selv. Og det burde I også være. Det er en sørgelig tingenes tilstand. Nu taster jeg f.eks. det her pis ind i stedet for at fremme mig selv og forbedre mit liv. Det er dybt bedrøveligt.
***

Nu er den der igen – reduceret til to stirrende øjenæbler dinglende fra hjernen på synsnervestilke

***
Min nossepose er svedig. Jeg save'r 48 gange i minuttet. Jeg sæjver ting, der ikke kan sæjves, vinduer på desktoppen f.eks. Min røv er så flad som mit sind af at sidde her og slave som en åndens bomuldsplukker. Og hvad nytter det? Det er så flygtigt. Mine børn er voksne, før jeg ser dem igen, og så har de ikke brug for mig længere. Kun når de skal have penge og vasket tøj. Og noget at æde. Aldrig mere vil der være nogen, der kommer løbende ud og slår armene om halsen på mig og råber Far, far! og elsker mig betingelsesløst. Så må jeg få mig en hund. Hvis der er nogen, der har læst hertil, så dyt. Mine øjne bliver sære af at stirre på summende bogstaver på skærmen. Jeg var nede i bageriet, og hele vejen derhen og tilbage stirrede jeg på min telefonskærm, mens jeg sms’ede kærlighedserklæringer til min kone. Andre gange holder jeg pause fra computeren og tænder for fjernsynet. Når jeg disassocierer mig fra min forlængede elektronhjerne og forholder mig til den reelle verden af rigtige ting, har det sine egne udfordringer, og jeg springer straks tilbage igen for at se, om nogen er faldet over mine elektroniske snubletråde. Ka-tjing! og 10.000 tilspidsede bambusstammer kommer svingende mod hans hoved. Stop. Æd noget. Stop.

Min desperation er palpabel.
***

Min fod er svejserost

***
Min gud, det er håbløst, jeg laver virkelig ikke dagens gode gerning. Hvordan skal jeg nogensinde få udrettet noget, når jeg først begynder kl. 2 om eftermiddagen? Nu er ugen igen omme, og jeg har intet at vise for min tid. Og nu er det snart sommerferie, og så har jeg endnu mindre tid end normalt, fordi jeg skal være sammen med min familie hele tiden. Vi laver aldrig andet i forvejen, men snart er det 24/7. Det er jo heller ikke fordi jeg gider lave noget, andet end at være sammen med dem, men så hænger jeg der og svæver midt mellem det hele igen og må tvinge mig selv ud af døren, mens der stadig er noget af dagen tilbage, og så er det alligevel for sent og jeg er træt. Således får jeg alligevel ikke udrettet noget, samtidig med at jeg skuffer alle omkring mig. Jeg har ikke været ude at besøge min mor endnu, selvom jeg burde. Jeg kan ikke holde ud at tænke på det. Der er konstant den bastone af død og undergang. Mit liv er håbløst.

Alt hvad jeg vil for mig selv
bliver ikke til noget alligevel.

Jeg slår mig ihjel
Farvel
***

Mit golde, kærlighedsløse liv

***
Jeg er en sørgelig, lille mand. Jeg er så indsnævret og forskrumpet. Jeg tør ikke engang åbne mig og udfolde min kosmisk-universelle kærlighed, i stedet sidder jeg bare bag min mur og kaster med sten. Min glasmur, vel at mærke, jeg narrer ingen med mine små numre. Jeg usselryg. Jeg skider på alt, der er godt, og godter mig over alt, der er skidt. Jeg er ikke til at leve med.

Suk.

Jeg har ikke engang mod nok til at skære mine små pulsårer over den rigtige vej og tage den plasticpose over hovedet og drikke en flaske whisky og sluge et glas piller og svømme ud midt i en sø.

Min kærlighed visner ind til en tør, flimrende membran, så ligegyldig som penge i skoven (eller på en øde ø eller på månen.) En hyletone på et fjernsyn i en tom lejlighed.

Jeg har ingen steder at gøre af min kærlighed.
***