Jeg kom til at læse nogle af mine gamle blogindlæg i dag. Hvor er det dog pinligt altsammen. Og kompromitterende. Jeg bliver nødt til at lukke snart. Så ved I det. Nyd mig, mens jeg varer. Jeg er som en softice på en sommerdag. Lidt er godt, men i længden giver det klistrede fingre og kvalme. Åh gud i himlen, hvad er det dog, jeg har begivet mig ud i? Jeg fortryder alt og forventer intet. Intet godt. Jeg kan se min død komme imod mig som et vejtræ. Min død, står du dér? Jeg fortryder alt. Paf!
Og mine børn vil græde. Og I, mine andre børn, vil også græde, for da vil I være alene. Med et stort hul, hvor hjertet skulle være. Med bævrende læber vil I anråbe jer skaber: Hvor ku' I? Hvor ku' I tage ham så ung? Jeg fornægter eder og al eders værk. Fy fa'en. Ptui!
Uden Mandejammer er mit liv bare bolignød og skifterammer. Uden ham blogosfæren tam og lam er. Men han er gledet ned ad bjerget som Franz Klammer, og det en skam er. Den smukke mand, hans prosa stærk som Jaap Stam er! (Hvor nu min cd med Violent Femmes er? Den står ved siden af din halvspiste shawarma.) Han fortjente en krammer. I hans minde vi vil afholde mange tamtam'er.
Længe leve Mandejammer,
uden ham det ikke det samme er.
6 kommentarer:
Neeeej, du må ikke gå!
superindlæg
paradoksalt nok
Jeg har en gammel ex-kollega, som altid sagde: Det hjælper ikke at skifte "modellen" ud (=blive skilt fra konen). Det bliver det samme, når man får en ny. Så fortsat god kamp! ;)
Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.
I forlængelse af Capacs dybe og indsigtsfulde indsigt i de eksistentielle dybder er der ikke andet for dig at gøre, end at fortsætte dit samliv. (Og ergo også din jamren.)
Tak, jeg fortsætter hvad det passer mig.
Send en kommentar