Viser opslag med etiketten min guru. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten min guru. Vis alle opslag

fredag den 9. december 2011

Man ved aldrig med folk


Min nye guru viser sig at være bipolar og ikke IT-billionær alligevel.



tirsdag den 24. maj 2011

Biosdesværre


Min plante var ved at dø, der var kun et enkelt grønt blad tilbage. – Den er færdig, sagde min tilrejsende gartnerguru, men jeg nægtede at tro det og skabte i stedet et økosystem nede i urtepotten.



Men jeg tror, jeg har lavet det for realistisk. Bladet er blevet brunt, og når jeg hælder vand på, hvirvler støvet op fra muggen.

Er der håb endnu? Vi får se.

Følg med her på siden, hvor græsset dør!

mandag den 14. marts 2011

Lad være med at være dum


Under min nye gurus udefrakommende blik pakkede jeg min nye laptop ud, der havde stået to måneder ovre ved siden af kasserne med min mors billeder og breve og andre ting, jeg ikke gider kigge på.

To måneder er en evighed i computertid. Den er allerede forældet.



onsdag den 9. marts 2011

Gavnligt skud indflydelse


I stedet for at ryge for at få min puls op, er jeg gået over til f.eks. at ringe til folk, jeg ikke kender, og spørge, om de vil udgive min bog.

Mig: – Bzdvrk!

Det virkede sidste uge. Jeg havde en udenlandsk husgæst, en guru-type der rejser rundt i verden og "planter memer i folk", og fik set mig selv lidt udefra.


Richard A. Kirk.

Stakkels lille mig, store stærke mand.

tirsdag den 27. juli 2010

Funkis


Min far forlod min mor, fordi han kunne flytte over i et større hus. Hvis min mor havde været rigere, var han blevet boende.



Min "papbror" var forkælet, syntes vi. (Min guru sagde senere: "Du var jaloux." Var det dét? Det var det vel.) Han fik alt, hvad han pegede på. (Han havde nok ikke peget på min far, men det var hans tab.)

Vi frydede os ved min onkels parodi på min fars dame: – Seurmann har fået en racercykel med 10 gear. Nu har Seurmann skilt den ad og kan ikke finde ud af at sætte den sammen igen. Nu har Seurmann fået en racercykel med 15 gear.
– Oh-haha, ekstatisk latter.



Når der var noget, han ikke ville have mere, solgte han det tilbage til sin mor: sine tinsoldater, sit saltvandsakvarium. For det var da synd, hvis han bare solgte det, nu hun havde givet så meget for det.



Hun gav ham en Sodastream-maskine, fordi hun håbede, han så ville tage nogle flere venner med hjem. Det var en af min mors yndlingshistorier: hun synes, det var synd for ham, at hans mor sagde det lige ud.



Her er, hvad hun kunne finde på at fortælle os: Hun var så lykkelig for, at hun havde fået Seurmann, at hun skrev digte til ham og lagde dem i håll'en, så han kunne finde dem, når han kom ned om morgenen. (Det kunne han selvfølgelig ikke gøre for, og hvad han sagde til det, ved jeg ikke.)

For at styrke hans karakter, sørgede hun for, at han fik en avisrute. Når han ikke gad, kørte hun ham rundt i bilen, så han kunne springe ind med aviserne. Nogle gange var vi med. Andre gange betalte han os dobbelt for at køre rundt med aviserne for ham.



Det var et dynasti, og han var den lille prins, ligesom i Min farmors hus. Min fars dame har aldrig villet gifte sig med min far for ikke at udvande boet. Det hele er lagt til rette som en tragt gennem tre generationer for at sluse arven ned til ham.

Har jeg ondt af ham? Nej. Han er kun utilfreds i den udstrækning, det ikke passer ham. Det er ligesom at have ondt af Kronprins Frederik for al den særbehandling.



Da han skulle til studentereksamen i engelsk, indtalte min far hele hans pensum på bånd. Han fik 13. Det gjorde jeg også, men det var ikke, fordi nogen hjalp mig med noget. Næh, jeg skulle jo nok klare mig...*)
– Jeg havde ikke forventet andet, sagde min far.
Og det havde jeg heller ikke.


*) Min kone sagde: – Hvor lød du lige bitter dér.



PS Der er en Anders And-historie, hvor Rip, Rap og Rup skal til fødselsdag hos en rig dreng og giver ham en chokoladecigar, som han slår i stykker over hovedet på dem, fordi han allerede har tre af slagsen, og bagefter laver ungerne en masse ballade. Den mindede mig om mit liv. Når den dukker op i stakken (mine børn er på opgaven), skal jeg indsætte den. Det er en meget atypisk AA-historie og usædvanligt groft tegnet tillige.

onsdag den 24. juni 2009

Scenen

***
Hver gang jeg går i teatret, møder jeg nogen jeg kender. Derfor går jeg aldrig i teatret.

Eks.: For 100 år siden tog min kone mig ind at se Black Rider, og jeg er ikke holdt op med at brokke mig siden (20 sangere, der prøver at lyde ligesom Tom Waits – hvad bliver det næste, Louis Armstrong-imitationer?), og mødte Donzo N. og hans gamle kæreste på reposen. Næste gang, jeg var i teatret, havde vi fået to billetter til første række af noget Nikoline Werdelin, men ikke ved siden af hinanden, så vi var nødt til at bede ham ved siden af om at flytte sig. Det viste sig at være min kones bedste venindes (nu kendt fra tv) gamle kæreste (hvis erigerede mandslem hun engang tegnede omridset af på et A4-ark til evigt eje og minde – samme teknik som når børn tegner omrids af deres hænder i børnehaven). Da han flyttede sig, endte vi med at sidde ved siden af min gamle ven Niller og hans daværende. I pausen stod jeg i foyeren og mødte to gamle klassekammerater (den ene var ham, vi alle sammen drillede nådesløst gennem 10 år, nu er han direktør i en stor medievirksomhed – heldigvis ser min kone bedre ud end hans), så fremstammede jeg noget mht. min forhadte karriere og min fortid i New York og sprang ud for at tisse bag et træ ved kirkegården i regnvejr.

Det er en skam, for jeg kan faktisk godt lide at gå i teatret. Der er bare aldrig noget at se. Her tænker jeg tilbage på de gode, gamle dage, hvor min kone havde forladt mig, og min guru tog mig med i teatret flere gange om ugen på billetter til $1, han havde fået nede i the senior’s center. Der så jeg alt muligt fra Shakespeare til Mamet til Eugene O’Neills Beyond the Horizon, der berørte mig dybt, der slog mig som en knytnæve i mellemgulvet, fordi det handler om en kunstnerisk anlagt fyr, der bliver tvunget hjem af sin dårlige samvittighed til at passe den fædrene gård og gifte sig med den forkerte i stedet for at udfolde sit potentiale ude i verden. Og jeg lærte sågar at forstå Shakespeare: det lyder simpelthen godt, det skal høres, selvom man ikke forstår alle ordene, kan man høre, hvad det betyder, på selve lyden. Replikkerne rullede rask af skuespillernes tunger i Richard III*). Gode minder fra en lortetid.


*) Eller også var det Henry IV.
***

mandag den 15. september 2008

Verdens førende kunstner III

***
Sidste år skrev jeg noget uoverlagt i et øjebliks nationalhysteri, at Olafur Eliasson var verdens førende kunstner, men rettede det senere til Jeff Koons, fordi han har 80 personer ansat mod Elisassons kun 40. Nu retter jeg det lige igen: Damien Hirst er verdens førende kunstner, fordi han har 120 ansatte (iflg. dagens New York Times).

Mr. Hirst, who employs 120 people to help him with his work, had a hand in its design as he has had in the Sotheby’s installation, spending every day for the last six weeks there. He said he won’t be at the sale. Looking around as crews put the finishing touches on his installation, he let out a large sigh. “It’s me, me and me,” he said.

Does he ever get sick of “me”?

“Yeah,” he replied. “Totally.”


(Han er er ved at arrangere sin egen auktion på Sotheby’s i stedet for at sælge gennem gallerierne.)


Jeg så engang Damien Hirst ovre på The Gagosian Gallery, da han var midt i en fotosession (alvorlige unge kvinder i overalls og bandanaer gik rundt med gaffatape), og han er det mest deprimerede menneske, jeg nogensinde har set. Han så ud ad helvede til. Men han kan selvfølgelig også sagtens.

Han ser bedre ud nu med sit kortere hår og nye kreative brille.


Et portræt af ældre dato. Han skal altid stå ved siden af den haj og åbne munden.


Fodnote: Min guru sagde engang, at Woody Allen var det mest deprimerede menneske, han nogensinde havde set.
***

tirsdag den 4. marts 2008

Moraler fra guruen

Min guru sagde: Du skal have dit hemmelige arbejde.

Min guru sagde også: Det kan godt være, at der er dage, hvor du ikke gider gå uden for en dør, men gør det alligevel, om det så bare er for at gå ned og købe et stykke sæbe.

•

Denne blog er mit hemmelige arbejde.

Mine børn får mig ud af sengen.

fredag den 4. januar 2008

Moder Jord

Min guru sagde til mig: Verden er ikke din mor. Jeg tror ikke, det var noget, han selv fandt på, men jeg tror, han mente, at man ikke kan forvente, at verden tager imod en med åbne arme og stor forståelse, for ikke at tale om automatisk velvilje.

Den eneste gang, Moder Jord garanteret spreder ben, er for din kiste.

Husk det, små børn.

tirsdag den 20. november 2007

Hvad er jeg, mine impulsers slave?

Det er åndssvagt at ryge, så nu vil jeg holde op.*) Jeg er træt af, at mit tøj lugter, jeg hoster og harker, og jeg tror jeg får dårlig ånde. Det er pinligt. Rygning sidder heller ikke godt med mit selvbillede, så jeg køber en klase bananer i stedet for.

Min guru sagde, at lysten til at ryge kun varer 5 sekunder, så det gælder om at tænke på noget andet i mellemtiden (så kan det godt være, at lysten hurtigt vender tilbage igen, men så må man tænke på noget andet igen). Nu er jeg f.eks. sulten. Jeg tænker på frokost.

Jeg plejede at sjippe, når jeg fik lyst til at ryge, så det vil jeg prøve igen (jeg lokaliserer just mit sjippetov i den anden ende af lokalet).

Nu er det bare at komme hurtigt forbi 7-eleven – hvilken ussel og umenneskelig biks er det ikke – hvor de sælger mit foretrukne mærke, og mentalt forberede mig på ikke at gøre holdt dér.

Jeg hader at høre om folks rygestop, især når de ikke har nogen disciplin, som mig. Det er den samme historie om og om igen. Tåbeligt at gøre sig kemisk afhængig igen.


*) især fordi nu er pakken røget.

Note: Der er for mange så’er i det her indlæg.

mandag den 12. november 2007

Min gurus samlede skrifter

Min guru sad altid og skrev haikus og visdomsord i sine notesbøger, ligesom den jeg sidder med nu, den ene efter den anden. Han havde et system, hvor han markerede de gode med stjerner og cirkler. De rigtigt gode havde måske tre stjerner, tre cirkler – og tre af noget andet, hvis det var ekstra godt. Jeg skrev et par bøger ind for ham, så jeg lærte systemet at kende. Det var svært ustruktureret. Da han døde, havde han flere kasser med sine notesbøger og digte stående, som bare blev smidt ud. En enkelt veninde reddede en kassefuld, men der var jo ingen der kunne tage det hele på sig.

Han nåede dog at hjemmeudgive et par store og små bøger af sine korte digte. Hans erindringer havde været værd at læse.

Eksempel fra en af hans udgivelser:

The cock
Half in, half out
What’s on its mind?

Note: Det var det. Nu lægger jeg de her guruhistorier i forlængelse af hinanden og kalder det litteratur.

torsdag den 1. november 2007

Min gurus kontanter

Min guru sagde, at jeg altid kunne låne $150 af ham. Det benyttede jeg mig af et par gange, i hvert fald én gang, da jeg manglede til en flybillet. Så sendte han mig hjem til sig og bad mig tage pengene selv fra en jakke i hans klædeskab. (Jeg kan huske lugten af det klædeskab endnu.) Han havde altid kontanter liggende i lommerne i sit gamle tøj.
Da han døde sagde jeg til hans søster, at hun skulle kigge efter i lommerne i tøjet i skabet. Hun fandt en håndfuld og sendte mig $200.

Jeg sagde, at han skulle skrive mig i sit testamente, men han synes ikke det var sjovt.

tirsdag den 23. oktober 2007

Min guru og de risici han løb

Kære læsere, I må bære over med de her guru-historier lidt endnu. Jeg et par stykker til liggende, der skal fyres af, når jeg har lavet fikse billeder til dem.

Min guru kunne godt lide at sidde nede i parken og spille skak. Han spillede om penge, og nogen af dem, han spillede imod, var ret skrappe. Han blev ved med at spille mod én, en russer, der altid vandt og tog hans penge. Han kunne ikke forklare, hvorfor han blev ved. Han sagde det var ludomani. Det var det samme, der drev ham til at spille på børsen. Løb det lige rundt, så gik det godt.

Min guru begyndte at ringe efter en luder, der kom hjem til ham. En dag kom hendes alfons med. Min guru drak sig bevidstløs, og de tog hans penge. Eller også havde han drukket sig bevidstløs, da hun ringede til sin alfons, og de tog hans penge. Hun kom ind i mellem og ringede på, og han lukkede hende ind. I hvert fald var det selvdestruktivt og farligt.

fredag den 19. oktober 2007

Hvor min guru drak sin kaffe

I årevis drak min guru altid sin kaffe i Dean & DeLuca’s på Prince St. (Spring St.?) i SoHo, indtil de skiftede ejer, og der begyndte at lugte underligt. Der var også for mange mennesker til sidst. Så man kunne altid komme ned og møde ham. Han kom der tidligt og sad der til ved 11-tiden. En dag råbte han over til et andet bord, hvad klokken var. – Øh, sagde manden og så på sit ur. Han blev lidt overrasket. Det var Jonathan Pryce, der spillede hovedrollen i Miss Saigon på Broadway, som sad der sammen med Jackie O.

Min guru kunne tale med alle, og han var altid ude på gaden, så han nåede også at se alle og selv blive set. En dag tog han ind på et galleri SoHo og så et stort sort/hvid fotografi af sig selv. (Han kunne godt lide at sidde og spille skak i parken. Det var dér, det var taget.) Han kaldte sig en "street person", men selvfølgelig ikke i den forstand, at han var hjemløs, han var bare aldrig hjemme i lejligheden.

En overgang stjal han kager om morgenen nede i Dean & DeLuca’s, en prune Danish, en schnecken, indtil ejeren sagde, at nu måtte han virkelig holde op. Han vidste ikke, hvorfor han gjorde det. Han kunne ikke forklare sig, men han skammede sig.

onsdag den 17. oktober 2007

Kabel

Min guru sagde, at når han ikke kunne gå ud mere, ville han få kabel, så han kunne se football-kampe, og en sygeplejer til at komme at se til ham. Så da han skrantede, sagde jeg til ham: – Hva’, er du klar til kabel? Det fik ham til at grine. Den sidste gang jeg så ham, stak han hovedet ud af vinduet og bad mig om at gå.

Han fik således aldrig kabel. Han store, tykke palisanderbeklædte TV havde elendig modtagelse og sære farver. Jeg kan lugte hans lejlighed endnu. Han havde en enorm samling sukkerpaketter og individuelt indpakkede tandstikkere, han stjal på restauranter. Han havde aldrig mad i huset, men som regel en halv gallon apple cider eller juice i køleskabet. I 70'erne lå der en pakke Big Bambu.

tirsdag den 26. juni 2007

Min gurus mor

Hver morgen kom min gurus mor ind med appelsinjuice til ham i sengen. Altså da han var dreng.
Hvad nu, sagde han, hvis hun kom ind en morgen og så, at han lå med jern på?

tirsdag den 19. juni 2007

NB! fra guruen

Min guru sagde til mig: - Du brokker dig altid over dit arbejde. Måske skulle du finde noget andet at lave.
Det er over 10 år siden.




(Jeg brokker mig lige meget hvad. Det er et af privilegierne ved at have arbejde.)

onsdag den 23. maj 2007

Min guru var i krigen

Min guru var ved artilleriet i 2. verdenskrig. Hans søster sagde, at han aldrig var den samme siden. Jeg spurgte ham - dengang det lå i luften, at "the Greatest Generation" var ved at dø ud - om han ikke kunne fortælle mig en krigshistorie.
Han tænkte sig lidt om og fortalte: De var kommet om bag fjendens linier og søgte ly for natten i en forladt gård. Næste morgen vågnede han ved, at noget varmt og vådt ramte ham i ansigtet. Det var en ko, der stod og slikkede ham i hovedet.
Det var hans krigshistorie.

Var jeg skuffet? Lidt. Men jeg kan godt lide historien nu.
(Den jødiske soldat i
Saving Private Ryan mindede mig om ham.)

tirsdag den 8. maj 2007

Min guru og damerne

Min guru var vild med kvinder.
Det var hans liv at samle damer op.
Han var enormt god til det, og han gjorde det altid.
Han samlede en rødhåret svejtsisk kunstner op til mit bryllup, da hun var på vej ned ad trappen til et andet bryllup.
Han satte jævnligt kontaktannoncer i avisen (The Village Voice) og mødte nye damer, han tog med i teatret. Han fik mig engang til at skrive en ren på maskine for ham og sende den ind: "Off-Off-Off-Broadway theatergoer..."
Min svigerfar blev sur på ham, fordi han fik min svigermor til at grine (over brunchen). Han var da ikke særlig sjov, sagde min svigerfar bagefter.
Min guru fortalte, at han havde sat en kontaktannonce i engang i 60’erne, der skaffede ham dusinvis af damer. En af dem tog han ud og besøgte. Da hun åbnede døren, stod han med lukkede øjne og sagde, at han ville holde dem lukket. De gik i seng, og han åbnede først øjnene, da han var ude af døren igen. Han fandt aldrig ud af, hvordan hun så ud.
Min gurus stolteste minde var i sin soldatertid ved basen, da der ankom en jeep med to USO-piger i, og hundrede GI’er stimlede sammen omkring dem. Som Moses skilte min guru vandene og kørte væk alene med de to kvinder, mens de andre blot stod og så på.
Min guru kunne lide alle slags kvinder, han var ikke kritisk, men han havde et særligt godt tag på socialrådgivere og psykologer.
Han var aldrig i nærheden af at blive gift.

onsdag den 2. maj 2007

Guldkorn fra guruen

Min guru sagde: Alting er en fælde.
Min guru sagde, at det værste han vidste var at flytte eller få malet lejlighed.
Min guru sagde: Tag et brusebad, så får du det 15% bedre. Og det er sandt.

Min guru sagde også, at selvom der er dage, hvor man ikke har noget at lave, skal man finde på noget, om det så bare er at gå ud og købe sig et stykke sæbe.

Min guru endte med at slå sig selv ihjel. Sidste gang jeg så ham, stak han hovedet ud af vinduet og sagde, at jeg ikke skulle komme ind.

Det var langsomt selvmord. Han drak i soveværelset og faldt tit om og slog sit hoved. Engang drak han en flaske Listerine. Han drak aldrig offentligt. Og så tog han en masse piller. Han havde tre køkkenskabe fulde af piller. Min far lavede engang en intervention og smed alle hans piller ud. Er du gal, hvor blev han sur.
Han ville have, jeg skulle spørge læger, jeg kendte, om de ikke kunne skrive recepter ud til ham på sovepiller.
Til sidst havde han ødelagt sit jernhelbred og døde på hospitalet.