Min nye guru viser sig at være bipolar og ikke IT-billionær alligevel.

Siden for den moderne, følsomme mand, der trænger til at komme ud med det



Eks.: For 100 år siden tog min kone mig ind at se Black Rider, og jeg er ikke holdt op med at brokke mig siden (20 sangere, der prøver at lyde ligesom Tom Waits – hvad bliver det næste, Louis Armstrong-imitationer?), og mødte Donzo N. og hans gamle kæreste på reposen. Næste gang, jeg var i teatret, havde vi fået to billetter til første række af noget Nikoline Werdelin, men ikke ved siden af hinanden, så vi var nødt til at bede ham ved siden af om at flytte sig. Det viste sig at være min kones bedste venindes (nu kendt fra tv) gamle kæreste (hvis erigerede mandslem hun engang tegnede omridset af på et A4-ark til evigt eje og minde – samme teknik som når børn tegner omrids af deres hænder i børnehaven). Da han flyttede sig, endte vi med at sidde ved siden af min gamle ven Niller og hans daværende. I pausen stod jeg i foyeren og mødte to gamle klassekammerater (den ene var ham, vi alle sammen drillede nådesløst gennem 10 år, nu er han direktør i en stor medievirksomhed – heldigvis ser min kone bedre ud end hans), så fremstammede jeg noget mht. min forhadte karriere og min fortid i New York og sprang ud for at tisse bag et træ ved kirkegården i regnvejr.
Det er en skam, for jeg kan faktisk godt lide at gå i teatret. Der er bare aldrig noget at se. Her tænker jeg tilbage på de gode, gamle dage, hvor min kone havde forladt mig, og min guru tog mig med i teatret flere gange om ugen på billetter til $1, han havde fået nede i the senior’s center. Der så jeg alt muligt fra Shakespeare til Mamet til Eugene O’Neills Beyond the Horizon, der berørte mig dybt, der slog mig som en knytnæve i mellemgulvet, fordi det handler om en kunstnerisk anlagt fyr, der bliver tvunget hjem af sin dårlige samvittighed til at passe den fædrene gård og gifte sig med den forkerte i stedet for at udfolde sit potentiale ude i verden. Og jeg lærte sågar at forstå Shakespeare: det lyder simpelthen godt, det skal høres, selvom man ikke forstår alle ordene, kan man høre, hvad det betyder, på selve lyden. Replikkerne rullede rask af skuespillernes tunger i Richard III*). Gode minder fra en lortetid.
Sidste år skrev jeg noget uoverlagt i et øjebliks nationalhysteri, at Olafur Eliasson var verdens førende kunstner, men rettede det senere til Jeff Koons, fordi han har 80 personer ansat mod Elisassons kun 40. Nu retter jeg det lige igen: Damien Hirst er verdens førende kunstner, fordi han har 120 ansatte (iflg. dagens New York Times).Mr. Hirst, who employs 120 people to help him with his work, had a hand in its design as he has had in the Sotheby’s installation, spending every day for the last six weeks there. He said he won’t be at the sale. Looking around as crews put the finishing touches on his installation, he let out a large sigh. “It’s me, me and me,” he said.
Does he ever get sick of “me”?
“Yeah,” he replied. “Totally.”
(Han er er ved at arrangere sin egen auktion på Sotheby’s i stedet for at sælge gennem gallerierne.)


Fodnote: Min guru sagde engang, at Woody Allen var det mest deprimerede menneske, han nogensinde havde set.
Min guru sagde til mig: Verden er ikke din mor. Jeg tror ikke, det var noget, han selv fandt på, men jeg tror, han mente, at man ikke kan forvente, at verden tager imod en med åbne arme og stor forståelse, for ikke at tale om automatisk velvilje.
Det er åndssvagt at ryge, så nu vil jeg holde op.*) Jeg er træt af, at mit tøj lugter, jeg hoster og harker, og jeg tror jeg får dårlig ånde. Det er pinligt. Rygning sidder heller ikke godt med mit selvbillede, så jeg køber en klase bananer i stedet for.
Min guru sad altid og skrev haikus og visdomsord i sine notesbøger, ligesom den jeg sidder med nu, den ene efter den anden. Han havde et system, hvor han markerede de gode med stjerner og cirkler. De rigtigt gode havde måske tre stjerner, tre cirkler – og tre af noget andet, hvis det var ekstra godt. Jeg skrev et par bøger ind for ham, så jeg lærte systemet at kende. Det var svært ustruktureret. Da han døde, havde han flere kasser med sine notesbøger og digte stående, som bare blev smidt ud. En enkelt veninde reddede en kassefuld, men der var jo ingen der kunne tage det hele på sig.The cock
Half in, half out
What’s on its mind?
Min guru sagde, at jeg altid kunne låne $150 af ham. Det benyttede jeg mig af et par gange, i hvert fald én gang, da jeg manglede til en flybillet. Så sendte han mig hjem til sig og bad mig tage pengene selv fra en jakke i hans klædeskab. (Jeg kan huske lugten af det klædeskab endnu.) Han havde altid kontanter liggende i lommerne i sit gamle tøj.
Min guru kunne godt lide at sidde nede i parken og spille skak. Han spillede om penge, og nogen af dem, han spillede imod, var ret skrappe. Han blev ved med at spille mod én, en russer, der altid vandt og tog hans penge. Han kunne ikke forklare, hvorfor han blev ved. Han sagde det var ludomani. Det var det samme, der drev ham til at spille på børsen. Løb det lige rundt, så gik det godt.
I årevis drak min guru altid sin kaffe i Dean & DeLuca’s på Prince St. (Spring St.?) i SoHo, indtil de skiftede ejer, og der begyndte at lugte underligt. Der var også for mange mennesker til sidst. Så man kunne altid komme ned og møde ham. Han kom der tidligt og sad der til ved 11-tiden. En dag råbte han over til et andet bord, hvad klokken var. – Øh, sagde manden og så på sit ur. Han blev lidt overrasket. Det var Jonathan Pryce, der spillede hovedrollen i Miss Saigon på Broadway, som sad der sammen med Jackie O.
Min guru kunne tale med alle, og han var altid ude på gaden, så han nåede også at se alle og selv blive set. En dag tog han ind på et galleri SoHo og så et stort sort/hvid fotografi af sig selv. (Han kunne godt lide at sidde og spille skak i parken. Det var dér, det var taget.) Han kaldte sig en "street person", men selvfølgelig ikke i den forstand, at han var hjemløs, han var bare aldrig hjemme i lejligheden.
En overgang stjal han kager om morgenen nede i Dean & DeLuca’s, en prune Danish, en schnecken, indtil ejeren sagde, at nu måtte han virkelig holde op. Han vidste ikke, hvorfor han gjorde det. Han kunne ikke forklare sig, men han skammede sig.
Min guru sagde, at når han ikke kunne gå ud mere, ville han få kabel, så han kunne se football-kampe, og en sygeplejer til at komme at se til ham. Så da han skrantede, sagde jeg til ham: – Hva’, er du klar til kabel? Det fik ham til at grine. Den sidste gang jeg så ham, stak han hovedet ud af vinduet og bad mig om at gå.
Min guru var ved artilleriet i 2. verdenskrig. Hans søster sagde, at han aldrig var den samme siden. Jeg spurgte ham - dengang det lå i luften, at "the Greatest Generation" var ved at dø ud - om han ikke kunne fortælle mig en krigshistorie.
Min guru var vild med kvinder.
Min guru sagde: Alting er en fælde.