Viser opslag med etiketten applaus-Klaus. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten applaus-Klaus. Vis alle opslag

søndag den 20. december 2009

Bare det handler om mig

***
Et fhv. medlem af en venstreekstremistisk terrorcelle og en kunstner på finansloven diskuterede mine værker, som jeg skødesløst havde ladet stå fremme:

"Han kommer til at skyde sig selv i foden ved at dyrke en modbydelighedens æstetik".

"Man kan forestille sig, at det tolkningsfrie øje ... er det optimale".

Jeg satte mig straks ned og heppede.
***

mandag den 30. november 2009

Degenereret neanderthaler

***
Når man er ude at se sit barn spille kamp, kan man meget let komme til at hade det andet holds forældre, navnlig når ens eget hold er bagud. Navnlig når det er meget bagud, og de andre forældre bliver ved med at klappe som mekaniske fascister. Det hjælper heller ikke, når de er fra Amager, nogen grove og vulgære typer.



"The gallery is barely applauding (...) anymore; at a certain point it becomes like Romans applauding the lions."
Fra John Foster Wallace: Infinite Jest.

***

torsdag den 4. september 2008

Nu er vi gode venner igen

***
Men her er noget mere dialog fra i forgårs:

– Du er ligesom Stalin, sagde jeg, hvis man ikke klapper længe nok af dig, kommer man et meget koldt sted hen.
– Sammenligner du mig med Stalin?
– Yusif. Yusif, Yosif, Iosef.

*

Faktisk var vi gode venner igen fra om morgenen, men alligevel brugte jeg hele dagen på at dramatisere vores opgør. Det var ikke engang fordi det gik mig specielt meget på.
Men det er bedre end at arbejde.

*

Don ’Nzo sagde, at jeg var "selvretfærdig" og nedgjorde ham (– og alting? tilføjede jeg), så jeg blokkede ham ude af Mess’en. Han er min anden kone, men jeg er ikke gift med ham. Så jeg skylder ham ikke noget, andet end en stak dvd’er. Det gode menneske, jeg vil også gerne snart låne flere.

Nedgør jeg virkelig alting? Det vil jeg arbejde på.
***

onsdag den 3. september 2008

Nye udladninger ved sengetid

***
Vi havde et skænderi, fordi min kone skal til motionsløb. Hun synes ikke, jeg støtter hende nok, og så gad jeg ikke snakke mere,*) fordi jeg prøvede at læse min bog (Helena Cronin: The Ant and the Peacock) og blev ved med at læse de samme linier om og om igen. Det eneste jeg ville var at falde i søvn.

– Bare fordi jeg ikke klapper af alt, hvad du vælger at foretage dig.
– Jeg er ligeglad med hvad det er, bare det ikke bliver nedgjort.
– Det er det jeg siger, du er komplet relativistisk.

*

– Det eneste der er galt med mig er dig.

*

Nu har hun lagt sig ind på sofaen og ser fjernsyn, mens jeg gemmer mig bag min blok.

– Dokumenterer du det også nu? siger hun. Så kan du rigtigt fortælle de andre om det nede i din, hvad er det den hedder, lille kreds (litterær kreds, red.): Min kone forstår mig ikke. Jeg håber, du viser din side af sagen også.

Ret sjovt, for det er jo faktisk det eneste jeg viser.


*) Om hendes åndssvage motionsløb.
***