Viser opslag med etiketten skydevåben. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten skydevåben. Vis alle opslag

onsdag den 8. juni 2011

Indprentning af flugtplan


– Hvis der er nogen, der overfalder mig, sagde jeg til mine børn, – skal I bare løbe jeres vej. Jeg skal nok klare mig, men det er svært, hvis jeg også skal forsvare jer. Løb hjem eller ring til politiet, når I er på behørig afstand.

Der er typer, der udnytter, hvis man er sammen med børn. De truer en på en måde, som de ikke ville gøre, hvis man var uden børn. *)



Jared Diamond beskriver den gamle situation med manden, der går forrest, mens kvinden går bagefter med et kæmpe læs brænde eller en unge, f.eks., som ikke sexistisk men naturlig, idet manden skal have armene fri til at forsvare sin familie.


*) – Hvad vil du så gøre, far?
– Jeg løber bare ud mellem bilerne eller hopper op og ned som en abe. Jeg skal nok klare mig.
– Hvad hvis de har en pistol?
– Det er en anden historie. Jeg har ikke tænkt videre end til en kniv.


Slut på Lektion 1.



onsdag den 4. maj 2011

Den brede


Min kulturelle indflydelse har atter gjort sig gældende: Adidas lancerede i sidste uge en Copenhagen-model (undskyld reklamen) i præcis de farver, jeg har påvist som værende de sande danske. (I hvert fald københavnske. Jeg kan ikke udtale mig om resten af landet. Jeg tjekkede min Analytics: Jeg har 1 læser uden for det storkøbenhavnske område og ingen i Jylland. Jeg har ikke begreb om, hvad folk tænker på rundt omkring i landet eller ude blandt den brede befolkning, thi jeg er meget elitær. Og har sorte tæer og skyder med mit kulturelle propgevær.)



fredag den 26. februar 2010

Så


Så er jeg klar til et skud bly i hovedet.



Tak for alle de spildte år.

onsdag den 27. januar 2010

Dræbt af arbejde (forts.)




Min stakkels, stakkels, stakkels hjerne gør så ondt
mine drømme i det fjerne er eksploderet
det er ej sundt

Og for hvad?
Ikke for at jeg skal være glad
eller have til lidt føde
Mit hjerte forbløde

Ønsk mig alt det bedste på min færd
Mit liv var intet værd
Jeg hævede mig ikke op
(hvor var min eksistentielle pakke gær?)
snart hvile min døde krop
(hvor lagde jeg det gevær?)
Farvel, kære læsere
(exit med strygere og blæsere)


lørdag den 26. december 2009

Altid inden for rækkevidde

***
Når jeg er allermest nede, som nu i julen, kigger jeg fortrøstningsfuldt over på mit barberblad, min strikke og min Glock og tænker: så længe jeg har jer, mine venner, er der altid en udvej.


***

mandag den 16. november 2009

Ud af øjenkrogen

***
Er det kun mig, der synes, at de her flaskecontainere ligner en kvinde i burka (chador?)?



Eller Mark Newgardens Little Nun:



Lidt.

Jeg har altid forestillet mig, at denne type flaskecontainer var flyvende tallerkener fra det ydre rum, der er landet på jorden for at æde vores glas:



Eller dykkerklokker. Jeg gemmer mig i en, når tredje verdenskrig bryder ud (jf. mit uudskrevne screenplay.)
***

onsdag den 28. oktober 2009

Her bor jeg

***
Jeg kan ikke lade være med at tænke på drengen, der blev skudt nede i Lindevangsparken. Det blokerer min blog. Jeg har lyst til at gå tilbage til at lave platte vittigheder, men det føles profant efter noget, der er alvorligt. Det er noget andet, hvis det bare handler om mig selv.

I mellemtiden googlede jeg Lindevang og fandt denne video, nogle drenge har lavet, hvor de er nede i parken og fyre deres "gøp" af. Videoen er fra sidste år, men det føles vildt ubehageligt efter sidste uges mord. Min kone siger, jeg skal sige det til politiet.



Jeg har det ligesom ham i Blowup. Måske mangler jeg indhold i tilværelsen.
***

søndag den 25. oktober 2009

Alle ved hvem det er, men ingen siger noget

***
Først tænker man: nå ja, det er bare bandemedlemmer, der skyder hinanden, men når man så finder ud af, at man har mødt ham engang, da han var lille, og hører, hvordan han lå dér med øjet smattet ud og 30 hagl i ansigtet, kommer det noget tættere på.



De unge mennesker sidder på bænken og sørger.
***

torsdag den 15. oktober 2009

Uhellige røvhuller

***
Okay, jeg gjorde det, jeg var i biffen og se Inglourious Basterds and let me say this, I really like it when the characters switch to other languages. Det har man set så lidt af på film, at det ligner en ny ide. (Jeg erindrer en film med Charlotte Rampling, hvor hvor hun holder et foredrag på engelsk og taler fransk resten af filmen.) ***SPOILER ALERT!*** Men jeg finder det utilgiveligt, at Hitler bliver myrdet så hurtigt i Basterds. Han skulle selvfølgelig have nået at trykke på en skjult knap og blive omsluttet af en robotrustning (v. Krups) ligesom i Wolfenstein, hvor maskingeværkuglerne preller af som popcorn på en plasticrumhjelm. Dernæst skulle han være faldet gennem det brændende gulv i biografsalen og ned i kælderen, hvor han skulle have udkæmpet det afgørende slag mod Brad Pitt, der må dukke sig for V1- og -2-raketter, før han gør det endeligt af med ham med sin lange kniv (ligesom undertegnede dræbte Hitler i Wolftenstein, den ultimative bedrift.) Det er indlysende og selvfølgeligt. Tarantino er for snakkesalig.
***

onsdag den 16. september 2009

Bare skyd mig nu

***
Det er frygteligt, jeg misbruger og spilder mit liv. Mit arbejde fremmer andre, ikke mig selv, og det er ikke engang nogen, jeg kan lide.*) Hvad jeg burde sige til mig selv er: Hvad ville Hunter S. Thompson have gjort? Ikke det, jeg gør i hvert fald, og ikke så længe. Jeg mener ikke køre på motorcykel og håndtere skydevåben, men springe ud i livet selvfølgelig og ikke bare stå på sidelinierne og mukke og tænke: på den ene side og på den anden side og hvem ved?

Og først og fremmest lave mit eget lort, hakke det ud støt og iltert, i stedet for at parfumere og forme andre folks lort i pæne bunker konfigurationer arrangementer mudderkager bunker. Det er en tilbagevendende og bitter ironi, at jeg konstant skal lave lort for folk, som jeg gennem mit liv ofte højlydt har foragtet. At klaske cement på deres monument og jord på min egen grav. Men jeg er bare en frygtsom hvalp. Jeg kan kun hviske om det her i stedet for højt og klart at tale min egen sag i det offentlige rum. Jeg gider sgu heller ikke. Og jeg når aldrig noget. Der er altid noget andet, jeg skal. Det hober sig op, og tiden går, og jeg ligger mere og mere under en drive af lort og kan ikke komme videre.

Det eneste, jeg skal, er at sige fra. Jeg kan bare kaste det af mig – der er ingen, der siger, jeg skal blive ved med det her – jeg gør det bare ikke. Det er op til mig ikke at være nede.

Min kone siger til mig: – Jeg ville ønske, du kom hjem en dag og ikke brokkede dig over dit arbejde. Nu har jeg hørt på det i 20 år.
– Men jeg kan jo ikke lade være med at tjene penge! siger jeg.
Men sandheden er, at jeg er bange. Jeg ryster ved tanken ...

Intet forandrer sig her.

Jeg kan bare sidde her med min kaffe og mine knuste drømme.


*) Kære kunde, hvis I læser det her og ved, hvem jeg er, mener jeg ikke jer.
***

fredag den 14. august 2009

PS

***

***Jeg fortryder alt, hvad jeg nogensinde har sagt eller gjort.***

fredag den 13. juni 2008

Så til søs med mine personlige dæmoner

1***
Lige da man troede, man trygt kunne gå i vandet igen...



Ja, I slipper ikke for dem foreløbig – jeg gør i hvert fald ikke. Hvor mange er jeg oppe på nu? Har jeg ikke snart nået 100?
***