Viser opslag med etiketten lortejul. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten lortejul. Vis alle opslag

tirsdag den 27. december 2011

Mange tårne i brændingen af parfumeret glas


– Julen er ligesom at have en papirspose
over hovedet fyldt med edderkopper, sagde
jeg og strakte mig i J. Pers sofa med en af
hans Petterøes.

Hans stearinskulpturer fra fem år siden står
endnu. To, der væltede, ligger i en
flyttekasse. Jeg har aldrig været inde i hans
soveværelse.

De er bedst, når de bliver til en hel verden.

Gode håndfulde
alt forladt
mine venner ler og klukker

Der er et billede af J. Per i Øvigs Thy-lejr-
bog, men han er ikke sikker på, at det er
ham.
– Få dog din bror til at kigge efter, sagde jeg.
– Han må sguda vide, hvordan du så ud. Nu
dine forældre er døde.

Jeg har sagt, jeg vil skrive hans biografi, og
hver gang jeg siger det, begynder han at
recitere de første par linier, som han
forestiller sig dem, men jeg har aldrig tændt
telefonen. Det er flygtigt spind fra et væv af
guld. Sommerfuglestøv fra forgangne somre.
Med det på fingrene kan du flyve.

– Det bedste er den fede, der går lige op og
ringer i kroneshakraen, sagde jeg med en
krystallinsk tone.

– Det bedste er at gnide de tidlige topskud,
sagde han, – til fingrene bliver helt klistrede,
og så ind i noget tobak og ryge det i haven,
mens fuglene fløjter.

– Klart, men det er også bedre at tage
svampe ude i skoven end sidde inde i en
lejlighed.

– Det er klart.

Han er skuffet over kvaliteten af den brune
på Madam Christiansen. Ingen er til at stole
på. Og finder man en god, er de hurtigt væk
igen.

Hvad han savner er et diskret stykke
landbrugsjord. Det er så sørgeligt, når høsten
er omme hen mod udgangen af november.
Det er det samme hvert år, cyklisk som hans
livsførsel er.



Sent from my iPhone

Mit nytårsforsæt er at holde op med at blogge


Jeg hader helligdagene, fordi de ødelægger
min udgivelsesrytme. Også årstiderne.

Jeg gider ikke forholde mig til, hvad der er.

Giver det mening? Det er jo kunst det her.
Man beder jo heller ikke en romanforfatter
have et kapitel færdig, samme dag han
finder på det. Nonsens, det er en anden
form. Hvad hvis jeg finder på en
vittighedstegning? Det tager sguda et
stykke tid at få lavet sådan en tegning, alt
efter kompleksiteten, I hvert fald for mig. Så
må I nøjes med lamme skitser.

Jeg vil have en iPad. Santa, hvor var min
goddam iPad?

Kan man indføre en jul, hvor alle bare giver
sig selv det, de godt vil have, og så sidder og
åbner gaverne sammen? Firserkoryfæets far
plejede at give sig selv en flaske whisky,
efter alle havde fået deres gaver. – Hov, hvad
har vi her? sagde han og hev den frem og
gav sig til at drikke.

Hev den frem, ti-hi.



Sent from my iPhone

mandag den 26. december 2011

Bare noget andet


Alle griner over sørgescenerne i Nordkorea, men tænk lige over, hvor latterlige vi selv er i julen, når vi allesammen gør alle de samme ting samtidig, hvad enten vi vil eller ej.



Julen er totalitær. Hvis man har lyst til at læse mere om det, kan man læse Christopher Hitchens' artikel om emnet. Salig Hitchens, han var god, når han var imod (Gud, Henry Kissinger), men dum, når han var for (Irak-krigen, Trotskij). Jeg plejede at synes, han var åndssvag, men efter han fik kræft, kunne jeg godt lide ham. Læs hans essay om at finde sin egen stemme. Ironisk nok mistede han sin. Hans råd til forfattere: sæt tingene i den rigtige rækkefølge og brug din egen stemme. Hvad er det med de her danskere? Da jeg sagde: Hitchens er død, sagde alle folk: Hvem er han? Jeg trænger til at omgås en bedre klasse mennesker.

I julen frydes jeg over vore hjemlige muslimer, der er fornuftige nok til at foretage sig noget andet. Misundeligt kigger jeg ind i kioskerne og caféerne og tænker: Endelig noget andet. Lige meget hvad, bare noget andet.



PS Jeg fejrede, at det er hverdag igen, ved at lave spaghetti med rød sovs.

PPS Nu gider jeg ikke skrive mere om julen.

PPPS Se også her om latterligheden ved mekanisk ens adfærd.


søndag den 25. december 2011

Her lugter brunt


Helligdagen der hedder kastrér far

Jo nærmere vi kommer til selve juleaften, des strammere knuges mit hjerte.
Jeg trak min hånd til mig i sengen, for at min kone ikke skulle komme til at røre den.
Jeg har gjort alle ked af det i dag.

I dag hader jeg mig selv, mere end jeg hader julen.

Jeg har også fået lus.




Fejl

Juleaften kl. 16.30 kom jeg til at sende ovenstående besked ud til alle i en gammel Facebook-gruppe, da jeg skulle overføre teksten fra min telefon til min laptop. Dvs. alle folk i mit liv, jeg overhovedet kender, fordi de står på en mailingliste fra min "event" sidste år, der har samme begyndelsesbogstaver som mit navn, og før jeg nåede at tænke efter, havde jeg trykket Send midt i juleræset. Voldsomme isninger skød fra min cremaster og op i hjernen ved tanken om de forestående sociale ydmygelser, og jeg sendte straks en beklagelse ud. Samtidig kunne jeg ikke undsige mig en vis lettelse ved endelig at springe ud som selv- og altinghader. Men fucked up er det.


Hele aftenen og dagen efter har jeg tjekket, om der kom svar tilbage med hånlatter eller WTF's, men foreløbig intet. Med lidt held er gruppen virkelig defunct, eller også er folk bare høflige. Eller sadistiske
.



Verdens mest forkvaklede dans. Ses her. Nydes uden lyd for det fulde udbytte af dansk akavethed. Se om du kan mere end 36 sekunder. Jeg kunne ikke. (Snyd dog ikke dig selv for "Slap af, okay?" ved 7:29.)


Dette har været den værste jul nogensinde, og jeg kan ikke engang begynde at tale om det endnu, for jeg har ikke fået det på behandlingsmæssig afstand.

fredag den 23. december 2011

Ét julekort i år, og ingen har åbnet det


I dag har jeg sagt til J. Per: – Takket være dig, har jeg ændret mit udsyn på julen. Jeg ved ikke engang, hvad det var, du sagde, men det var noget med "slap af". Og du har ret: jo mere man går op i den, des mere magt får den.

Lirekassemanden havde klunset et 88-tangenters keyboard til ham, der stod på højkant ude i gangen i fem måneder, til han lærte at gå uden om det, og jeg tænkte, jeg kunne slippe af med det på hans vegne som gave til min datter, men det var slapt i den ene oktav alligevel, hørte jeg lirekassemanden sige i baggrunden, og nu var det smidt ud.

J. Per, der var vågnet utilpas og taget på Fru Christiansen for at købe juleklumpen, klimprede lidt på guitaren og rimede for mig, noget med "hvorfor være nede / når man kan ryge den ….". Gæt selv resten. Sådan ender alle hans rim. En skam han ikke kan spille harmonika, for der er noget sømandsagtigt over alle hans sange, hvis sømanden drev på en felucca ned ad Ganges. Godt jeg ikke er udpræget rygetrængende, så jeg ikke behøver tage forbi. Jeg venter til tredje juledag, når der alligevel kommer gæster.

Og jeg har sagt god jul til alle folk, selv den dinglende fulderik ved Landemærket, og cyklet rundt i mørkningen i indre by og fløjtet årstidens melodier mellem stop i specialbutikker så let om sjælen og portemonnæen.

Hvorfor fanden i røven begynder jeg så at skændes med min kone om kirsebærrene (til ris á la manden), før jeg overhovedet har fået skoene af?

"Jeg spermer i ris á la manden" har jeg sagt til min kone i dag og gestikuleret derefter og "Jeg knepper julen lige midt i røven", hump, hump, og gestikuleret derefter og "Jaja, det hele er min skyld. 3-0 til dig. Nu har jeg ødelagt julen igen, så er alt ved det gamle, hvor er det da godt", og "Din familie er sguda ligeglad med, hvaffer nogen kirsebær de æder, bare de får lov til at drikke otte flasker rødvin først", og hun har sagt: "Hvorfor holder vi ikke jul hos din familie?", og så blev jeg tavs. For der er ingen jul hos min familie. Min lillebror aflyste sit sidste øjebliks pizzajul- og medbring selv alting-arrangement på grund af svær forkølelse, der ikke afholdt ham fra at arbejde hele ugen, og alle var lettede. Der er ingen af dem, der har afleveret en eneste gave til mine børn. Der er ingen (præcis 0) gaver til mine børn fra min side af familien.*) Men hvad fanden rager det mig? Jeg er sguda ligeglad.

Jeg er spændt på, om der kommer et eneste juleopkald eller forkvaklet sms.

Over og ud.

*) Da deres børn blev store, aftalte mine brødre, at vi ikke skulle give hinandens børn julegaver mere.



Dette er ikke stor litteratur,
måske er det, fordi jeg er så skidesur.

torsdag den 22. december 2011

Tzching! Tzching! Tzching!


Boomeranggaveprincippet


Hvert år giver jeg min far julegaver med henblik på, at jeg snart kan få dem tilbage i tilfælde af hans død (han er meget gammel). For nogle år siden fik jeg mine brødre til at være med til at splejse til en espressomaskine. Den blev brugt præcis én gang, da Bentes eksmand var på besøg, ham der altid går rundt med en kæk bandanna om halsen i bedste Nina og Frederik-stil, men lad nu ham ligge, det ækle lille pikhoved, der får min far til at ligne verdens rareste mand, alene ved det at hán er afslappet. Den espressomaskine kunne jeg så tage tilbage sidste måned, da min egen brød endeligt sammen (i denne veldokumenterede episode). Sidste år gav jeg ham første sæson af Mad Men, som han ikke kunne lide og gav mig tilbage hen ad foråret. Mine brødre har i årevis givet ham skolefotos af deres børn, som han piller ud af rammerne og putter noget andet i. Hvad skal jeg give ham i år? Som regel bliver det kager. Et år gav jeg ham Peter Beier-chokolade, som jeg ikke hørte noget af. Året efter gav jeg ham "Lokums"-kager fra kiosken, som han roste. Der er ikke hoved eller hale på det, men én ting er sikkert: jeg skal spare mine penge, hvis jeg ikke vil have gaven tilbage.


Alle ka' li'e en applepie.

Tzching! Tzching! Tzching!


Julegaver i miniformat


På denne tid af året mindes jeg altid en historie, jeg hørte på radioen engang. Det var en gammel dame, der fortalte. Da hun var barn, var hendes forældre meget fattige, og der var ingen måde, hvorpå de de kunne give hende det, hun ønskede sig. Men juleaften fik hun det alligevel altsammen: hendes far havde lavet det til hende "i miniformat".

Den første jul efter mine forældre blev skilt, gav vores far os seks Muppet-krus til deling. Man kunne få dem i Irma til 29,95, havde jeg set. Min storebror tog Fozzie og Kermit, jeg tog Animal og Gonzo og min lillebror fik Rowlf og Miss Piggy.



Kildelink.

Året efter fik jeg en vaskeklud og et fingerhåndklæde med mit stjernetegn på, som Bente havde købt, uden tvivl.

søndag den 11. december 2011

Se nu dér


Var i centret med min datter (15) for at bytte et glattejern.
– Husk at få en god uddannelse, så du ikke behøver stå her, sagde jeg og pegede mod nogle Føtex-medarbejdere i juleudstillingen. – Forestil dig, hvor trætte de må være, når de kommer hjem.
(...)
– Det her er nok det værste sted i verden, sagde jeg. – Prøv at se, folk går rundt som zombier.
– Hold nu op med det brok sagde hun. – Du er i live, der er ikke krig, du bor et ret heldigt sted i verden...
– Ved du hvad, jeg gør faktisk det her for din skyld. Tror du, det morer mig noget af det?

Og så gad jeg ikke gå i Søstrene Grene og finde vanter til hende. Mit humør var ødelagt.



lørdag den 1. januar 2011

Jeg er ikke taler


Der er utroligt, min kone har ikke talt til mig hele dagen (utroligt er det måske ikke, men det er belastende og også kedeligt og sørgeligt på en måde og så utroligt vant), og hun har også undgået øjenkontakt.

Hun er sur på mig, fordi jeg ikke er festlig nok nytårsaften, årets mest anstrengende aften, fordi den skal holdes op mod et ideal, der ikke eksisterer, som alle idealer – det er min nye teori: jeg er mod idealer. Forventninger hjælper heller ikke.



Når jeg tænker efter, har hun egentlig ikke henvendt sig til mig, siden jeg kritiserede Harry Potter-universet i går. Så tænker læseren måske: Hvorfor går du ikke bare ind og taler med hende i stedet for at sidde her og skrive?

Fordi børnene er her hele tiden, og hun kun svarer mig med enstavelsesord, og jeg forresten ikke gider høre på, hvor åndssvag, hun synes, jeg er, for det er en smøre, jeg kan udenad, for jeg har hørt den 1.000 gange før.
– Skatter, hvorfor taler vi ikke sammen?

Når hun ikke siger noget, er det, fordi hun går og stuver, og pludselig annoncerer hun en eller anden beslutning, hun har taget, og hvad jeg synes er ligegyldigt.

Fantastisk start på året.

– Det var altså en mærkelig nytårsaften, sagde min yngste datter (10). – Mor sad bare ude i køkkenet og kedede sig med sin iPhone. Hvorfor kom hun ikke ind i stuen og spillede ludo med os eller sånoget?

Jeg for mit vedkommende gad ikke springe ind i det nye år.

Jeg kan ikke forestille mig noget mere meningsløst end nytårsaften, dilettanternes aften.

– Se alle de glade, festklædte mennesker, sagde jeg til hende på vej ned i Irma.
– Kunne du sige det på en mere sur måde? sagde hun bittert.
– Jeg er ikke sur. Jeg kan bare ikke lide, at man skal gøre alting samtidigt: 'På denne dag skal vi allesammen tage rødt tøj på'. Det virker robotagtigt.



Jeg tror ikke, at vi har haft én sjov nytårsaften alle de år, vi har været sammen. Nu tænker jeg på det år, hvor hun ville losse mig med sine højhælede gogo-støvler, men gled på isen og røg på røven, og så forventede hun, at jeg skulle hjælpe hende op.

Så skal man være en gentleman.
Fucking legestue.
Hendes barndoms nytårsaftener var altid de sjoveste.

Først julen og nu dette. Samme gamle pis.

lørdag den 25. december 2010

Vi kan ikke tale sammen fem minutter


Ting jeg får at vide i dag:

"Jeg har ikke været andet end fucking fleksibel over for dig og dine fucking behov"

og

"I virkeligheden er du blevet så røvforkælet".



mandag den 15. februar 2010

Alle hader mig tilsyneladende, hvis man skal tro på, hvad folk siger


Jeg er træt af at få at vide, at folk ikke kan lide mig. Ikke her, men i privaten. En af mine ældste venner er nødt til at holde to af sine traditionelle julefrokoster, fordi den ene halvdel af hans venner ikke kan lide mig (og Donzo, de kan heller ikke lide Donzo, men det er mere forståeligt, da han ikke ejer pli, så ved julefrokosten kommer jeg på Donzos hold af sociale spedalske), fordi jeg er "højrøstet". Jeg er sguda også ligeglad. Hvad rager det mig, om nogen ikke kan lide mig? Det virker bare underligt: det er sguda ikke pænt at sige: så og så kan ikke lide dig. Det er også akavet, når man render på dem. Hej, det er mig, I ikke kan lide. Nu forstår jeg bedre, hvorfor I har set så mærkelige ud i hovederne, hver gang jeg har mødt jer alle disse år.

I årevis har jeg måttet høre på, at min kone siger: Hvis du vidste, hvor mange mennesker siger, at de ikke kan lide dig (omskrevet). Og så skal man gå og gætte på, hvem det er. Dumme svin. Det værste er, at de hader mig mest, når jeg er mest mig selv. Men sådan er jeg. Hvad kan jeg stille op? Jeg er også ligeglad. Det er bare, hvad jeg står og tænker på, mens jeg forsøger at tæske liv i et overarbejdet, selvdødt maleri, der er gået koldbrand i. Og det er sguda ikke særligt opbyggeligt. Sguda. En flok røvhuller. Jeg foretrækker udlændinge. De er mere imødekommende.
Færdig.
Flere bånd der skal kappes.

torsdag den 4. februar 2010

Galvaniserende drama


Min kone og jeg skulle til julefrokost, og hele vejen derhen skændtes vi ("Hvorfor venter du ikke?" "Jeg troede, du bare ville have, jeg skulle køre?" "Min kæde er slap, jeg kan ikke trampe til." "Hvad starter du nu?" "Hvorfor kan du ikke bare gøre, hvad jeg beder dig om?" osv. osv. ), og ligeså snart vi kom indenfor, holdt vi op, og bagefter skændtes vi hele vejen hjem. Jeg tror, det er en måde at få tiden til at gå, når man skal et sted hen. Jeg læste (i en filmanmeldelse), at Orson Welles gerne skabte stort drama: DRAMA under prøverne til sine teaterforestillinger ("for at underholde og stimulere sit kompagni" og "skabe en krisestemning"), så han kunne samle det hele til sidst med et trylleslag lige til premieren (en arbejdsform, der egnede sig bedre til scenen end til filmen, da filmproduktion kræver længere forberedelsestid, og bl.a. derfor saboterede han så mange af sine senere projekter. Det og druk. Og sikkert også andre grunde. Jeg så F for Fake og drømte om at tale som Orson Welles – sikke'n kontrol, sikke'n styrke). Jeg tror, det er lidt det samme. Drama for at få tiden til at gå og galvanisere sammenholdet. Det forestiller jeg mig.


fredag den 29. januar 2010

Efter 18


Jeg gjorde rent og ryddede op (okay, ikke alle overflader, dem lod jeg stå) på mit værksted inden jul (den årlige), og nu er jeg nået til det punkt, hvor jeg bare smider krummer på gulvet og sådan noget. Tippepunktet.

Når jeg skal til at gå, begynder de at spille god musik på WFMU. Skellet er ca. kl. 18 dansk tid. Jeg kunne blive her hele aftenen, men så begynder min kone at skrige ad mig (fordi jeg lover at komme hjem på forskellige tidspunkter i stigende grad af senhed i stedet for bare at sige: sent. Det er min gode vilje, der spænder ben igen. Pokker tage den. Ellers gør det ikke så meget.) Den ene ting tager den anden, og pludselig har jeg siddet her hele aftenen, selvom jeg er for træt til at foretage mig noget egentligt. (Jeg kan ikke skyde skylden på snestormen, for min kone ved, at elementernes rasen intet betyder for mig.)

Jeg skal også købe ind. Jeg må hellere gå nu.

søndag den 27. december 2009

Blod

***
Hold kæft, kan jeg ikke være til familiejul uden at få at vide, at jeg skal holde min kæft? Og blande mig udenom. Helst bidskt.

Hvad er det med folk, at de skal snakke om, hvad de har set på TV?

Jeg har ingen steder hjemme.


***

lørdag den 26. december 2009

Altid inden for rækkevidde

***
Når jeg er allermest nede, som nu i julen, kigger jeg fortrøstningsfuldt over på mit barberblad, min strikke og min Glock og tænker: så længe jeg har jer, mine venner, er der altid en udvej.


***

fredag den 25. december 2009

Mandejammers jul

***
Min kone kaldte mig en "idiot" ved bordet og sagde, jeg skulle tie stille under dansen om juletræet mellem et par af salmerunderne. *)

Det var hos hendes familie. Det er jo nemt nok at være på hjemmebane.

Hold kæft, jeg hader julen.


*) Hvad skulle jeg gøre, gå min vej? Jeg sang videre, men mumlende og uden gejst, hyldestsange til den nedstegne gud.



I morgen skal jeg heldigvis arbejde.
***

Konsekvens

***
Jeg sagde til min kone, at hun ikke skulle give mig noget i julegave, og det har hun ikke gjort.


***

torsdag den 24. december 2009

Dristigt men vigtigt – og rigtigt – sats i parforholdskommunikationen

***
Vi havde et godt øjeblik. Jeg sagde: "I love you, you crazy bitch", og hun dræbte mig ikke.


Udvis tålmodighed: sangen starter 33,3 sek. inde. (Smid 2 børn oveni.)
***

Hvad skal jeg arme mand dog gøre?

***
Når man ikke har sex, kan der nemt opstå en del spændinger. Navnlig når man bor sammen med et menneske, det er meningen skal være ens livs kærlighed, som man begærer, men som ikke har samme behov, lad mig sige det på den måde, og som negligerer det (mit behov).

Jeg siger f.eks.: Lad os have noget sex, på en eller anden suave og beleven måde, nu vi har chancen, men hun vil hellere pakke gaver ind. Og så kommer jeg i dårligt humør resten af dagen. Det var i dag (i går).

Skal man være glad for at blive afvist med det samme, før man har ofret alt muligt "forspil" på det og føler, man har en investering at miste? Men uden en investering hvad er chancerne for gevinst så? Får man så noget? Hvor sørgeligt at skulle "få" noget, så står man dér med hatten i hånden: May I have another bowl of soup ... Hvem har sat hende til at bemande taphanerne?

Jeg hører tale om, at man får noget, hvis man støvsuger og tapetserer gæsteværelset eller rydder op i garagen (det var der en, der sagde et sted ude på landet syd for Køge), men sådan er det ikke her. Det har ikke virket i mange år, og jeg har ikke noget mod at lave handler ("Hov, der er en helligdag, du må nøjes med et handjob " eller "Jeg er glad for, at du vaskede tøjet, men du glemte at folde det, du må stikke den ind bag knæet på mig, mens jeg bøjer benet"). Jeg ville give 1.000 kr. og en iPhone for et godt knæjob.

Det er ydmygende at blive reduceret til en savlende gorilla.

Der skal så lidt til for at gøre mig glad.
***