Helligdagen der hedder kastrér far
Jo nærmere vi kommer til selve juleaften, des strammere knuges mit hjerte.
Jeg trak min hånd til mig i sengen, for at min kone ikke skulle komme til at røre den.
Jeg har gjort alle ked af det i dag.
I dag hader jeg mig selv, mere end jeg hader julen.
Jeg har også fået lus.
Fejl
Juleaften kl. 16.30 kom jeg til at sende ovenstående besked ud til alle i en gammel Facebook-gruppe, da jeg skulle overføre teksten fra min telefon til min laptop. Dvs. alle folk i mit liv, jeg overhovedet kender, fordi de står på en mailingliste fra min "event" sidste år, der har samme begyndelsesbogstaver som mit navn, og før jeg nåede at tænke efter, havde jeg trykket Send midt i juleræset. Voldsomme isninger skød fra min cremaster og op i hjernen ved tanken om de forestående sociale ydmygelser, og jeg sendte straks en beklagelse ud. Samtidig kunne jeg ikke undsige mig en vis lettelse ved endelig at springe ud som selv- og altinghader. Men fucked up er det.
Hele aftenen og dagen efter har jeg tjekket, om der kom svar tilbage med hånlatter eller WTF's, men foreløbig intet. Med lidt held er gruppen virkelig defunct, eller også er folk bare høflige. Eller sadistiske.
Verdens mest forkvaklede dans. Ses her. Nydes uden lyd for det fulde udbytte af dansk akavethed. Se om du kan mere end 36 sekunder. Jeg kunne ikke. (Snyd dog ikke dig selv for "Slap af, okay?" ved 7:29.)
Dette har været den værste jul nogensinde, og jeg kan ikke engang begynde at tale om det endnu, for jeg har ikke fået det på behandlingsmæssig afstand.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar