Hver gang (jeg skal i gang med min "kunst") finder jeg mig selv nede i bunden af et hul, jeg skal springe op af.*) Jeg når aldrig op i glideflugt.Det er sgu lidt sygt. Det er heller ikke så fedt ikke at have nogen disciplin. Jeg laver ikke noget, med mindre jeg bliver pisket til det. Dvs. pisket med penge. Dårlig samvittighed hjælper kun til dels. Jeg har også altid forestillet mig, at dødens kolde ånde i nakken ville være en god motivation, men jeg er åbenbart ikke gammel nok eller syg nok til at tage noget alvorligt. Og når jeg bliver det, har jeg ikke energi til noget. Her tænker jeg på Anthony Burgess, der fik et år af lægerne og brugte tiden til at skrive et par bøger, så hans familie havde noget at leve af. Og så holdt han stilen, da han ikke døde alligevel. Men det er ikke noget at satse på. Hvordan kan jeg blive så tilpas bevidst om min egen dødelighed, at jeg gider lave noget?
Morale: Der kommer fut på, når tiden er knap.
*) Som ung mand trænede en anden MJ, nemlig Michael Jordan, sin springkraft ved at hoppe med samlede ben op af et hul, han havde gravet i baghaven, om og om igen. Det her er noget andet. Det eneste, jeg træner, er min opgivenhed.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar