Måske, når jeg står faderløs i den kolde blæst, vil jeg for alvor komme til min ret som mig selv. Ligesom før jeg fik børn og troede, at så ville jeg være voksen og lære noget. Jeg troede, det ville løse nogle problemer. Men jeg har ikke lært en skid, og jeg er bange og fryser på isen, og jeg har aldrig følt mig så gammel. Rigtig gammel, grå skægstubbe-gammel som en Guston.
Philip Gusten.
Jeg har altid bildt mig ind, at jeg kunne nå det, når jeg blev gammel, og spildt min tid imens. Men jeg har selvfølgelig ikke vidst, hvor ondt det er at værre gammel, når man ikke har flere chancer og kroppen forfalder, synligt dag for dag. Og jeg, der havde tænkt mig, at jeg skulle sidde på en vinstue og holde hof som Schade. Hold kæft, hvor er jeg dum. Og jeg er for dum til at holde min kæft.
– Hvad havde du tænkt dig, at du skulle have udrettet på dette tidspunkt i dit liv? spurgte min kone, mens vi ventede på at komme ind til skole/hjem-samtale.
Mine tanker flimrede.
– Nå ja, jeg men ville sguda gerne have lavet en tegneserie og en roman (og i baghovedet tænkte jeg en Hollywood-film, men det er ikke så vigtigt).
Så blev vi kaldt ind, før hun nåede at spørge dybere ind til mig.
Jeg har ved gud ingenting, og jeg er ved gud ikke specielt interessant. Ingen eventyrer jeg. Jeg sidder bare her.
Jeg er reelt bange for at konfrontere mit værk, fordi jeg er bange for at fejle.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar