onsdag den 7. december 2011

Jo, jeg har læst den


Jeg prøver på at arbejde, og det eneste, jeg kan tænke på, er, hvor meget min far irriterer mig. Tiltagende demens eller ej, jeg har ikke hørt ham spørge, hvordan jeg har det, eller hvordan børnene har det, de sidste 10 år. Og hvis han har, har han ikke reageret på svaret. Hvor er min mor henne, når jeg har brug for at brokke mig over min far? Hun holdt hånden over ham næsten til det sidste. Indtil lige omkring det punkt, hvor hun var indlagt, halvanden måned før hun døde, og han besøgte hende for hendes skyld og fortalte hende, fordi det er vigtigt, at sandheden skal frem, at han havde bollet med hendes bedste veninde 50 år før, mens min mor pakkede hans lejlighed sammen i et andet land. Hans plan var at besøge hende hver dag. – Vil du ikke nok bede ham lade være, bad hun mig.

Det var først til sidst, at hun sagde: – Nej, det vil jeg nok aldrig forstå, at han svigtede jer. Det havde jeg aldrig troet. Jeg kunne jo se, hvor I rendte rundt og trængte til en far.

Det er min far.

Det hele handler om at glæde ham. Nu sendte han mig linket til en pressenotits om ham, og da jeg ikke gav ham bifald nok, hurtigt nok, skrev han tilbage: "Din bror skrev: Tillykke, far". Han indkopierede det i mailen. Jeg har ønsket ham tillykke. Sidste uge. Om det samme. Og så slutter han med at skrive, at han elsker mig. Jeg er sguda ligeglad! Det kan alle og enhver sguda skrive. Det er sguda nemt nok at skrive. Og før det skrev han: "Din bror er også god til at skrive, ligesom dig". Hvad fanden handler det om? Den besked var så insidiøs og manipulerede mig på så mange niveauer, at jeg måtte vende mig fra skærmen og gribe min pen og skrive i min lille dagbog, der er ligesom min gamle yndlingsbamse, helt imprægneret af mine tårer.

Der er ingen måde at svare min far på, der kan falde ud til min fordel.

Han er en egoistisk gammel mand, og det hele har altid kun handlet om at stille ham tilfreds. Hans børn har kun værdi, i den udstrækning vi reflekterer positivt tilbage på ham.



Det er faktisk rigtigt.

Ingen kommentarer: