Viser opslag med etiketten gratis er mit yndlingsord. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten gratis er mit yndlingsord. Vis alle opslag

torsdag den 17. marts 2011

Ind bagved


Først tog jeg børnene forbi atelieret på 8th Ave., hvor Day-O maler verdenskunstnerens billeder, og bagefter gik vi gennem Times Sq. (video, hvor kameraet kører rundt om personen, der kigger benovet op på reklameskiltene i modsat retning) og op til MoMA, hvor jeg ikke engang vidste, at hun (den verdenskendte kunstner) havde en video hængende.*) På vejen ud mødte jeg filmmanden på vej ind. Det føltes fedt. Det føltes som om, jeg vidste noget.

Men hvis man ikke kan møde nogen, man kender, på MoMA til gratis-fredag, hvor kan man så?


*) Den, min musik blev vraget til. Nu er den af en Oscar-belønnet komponist: Boi-oi-oi-oi-oing... Boi-oi-oi-oi-oing... Tangenter med ekko.



Hun kom hvirvlende ind. Kys-kys!
Jeg viste hende mit nye maleri på Fonen: – Meget imponerende.
Hun er ligeglad med børn.


mandag den 31. januar 2011

Det var en aftale


Vi tog ud i IKEA og skændtes hele vejen, bittert, indædt, alle de gamle knapper trykket i bund, medens jeg forsøgte at føre min svirefars automobil. Ét fejltrin, og mit navn ligger i ruiner. Heldigvis løb vi ind i Niller-drengen og Petunia og blev afledt en gratis IKEA family member-kaffe eller to. Fucking IKEA, de havde ikke det, vi ville have, så vi købte noget, vi ikke havde brug for, for kr. 2.000. Min kone købte lysestager. Lysestager! Hvem betaler for det? Jeg skulle have nogle rammer, men de var enten lidt for små eller alt for store, så jeg købte to flere, end jeg skulle have, der ikke passer, bare for at være på den sikre side. Bare for at spare penge brugte jeg kr. 500 på noget, der ikke er godt nok.*) Der er meget kort vej fra at købe noget i IKEA til at bygge det selv ud af pap (det holder lige dårligt, men det af pap er til at reparere).

Jeg kan ikke forestille mig nogen mere modbydelig livsstil end at køre i sin bil ud til et omkringliggende indkøbscenter. Hvor aftrækkerfingerrykkende. Fra nu af handler jeg lokalt eller over nettet.



Vi var også i ILVA, der er endnu værre. En komplet joke af falskhed: en skibskuffert som sofabord, der er lavet for at ligne en gammel skibskuffert, nogen engang har fundet på at bruge som sofabord. En lampe lavet af et kamerastativ, der er lavet for at ligne et gammelt kamerastativ, men som er dyrere end et rigtigt kamerastativ, nyt eller gammelt, og ikke kan bruges som kamerastativ. Udpræget bordelsmag over hele linien (sort og sølv). Kunstigt slid.

Se, hvad William Gibson siger om den slags, venner:

She was big on patination. That was how quality wore in, she said, as opposed to out. Distressing, on the other hand, was the faking of patination, and was actually a way of concealing a lack of quality.
(Zero history, s. 205)

Og så skændtes vi hele vejen hjem.

– Det gør jeg aldrig igen, sagde min kone. Hun har ikke talt til mig siden andet end i grynt eller enstavelsesord. Dyrisk eller domsfældende. Som sfinksen. Jeg aner ikke, hvad hun tænker på, andet end at det ikke er noget godt.

*) Hvor mange gange skal jeg lære, at kvalitet betaler sig?

onsdag den 26. januar 2011

Det var fluen der fik mig


Der kom nogle linier af Kerouac, fandt jeg ud af, det var, på radioen forleden, der fik mig til at spidse øren:

In my medicine cabinet,
the winter fly
has died of old age

Og denne klincher:

Nightfall,
too dark to read the page
too cold

Der er flere her.

Også denne:

Black bird
no! blue bird!
branch still jumping

Et klassisk, slagfast poetisk billede.

Optagelsen (med Al Cohn og Zoot Sims) her.


Fra Chris Ware: Jimmy Corrigan: The Smartest Kid on Earth.

Det var på WFMU - tjek deres hjemmeside for livestreams, arkiver og podcasts.
De ligger også i iTunes under Radio > Eclectic
Og deres iPhone app er glimrende og gratis. Jeg sætter fonen til DAB-radioen hver morgen, så mine børn og jeg har noget at frydes over.

Jeg var simpelthen nødt til at smide, hvad jeg havde i hænderne – hvilket ikke gjorde så meget, for det var arbejde – og høre efter. Og tage noter.
Anede ikke det var Jack før bawetter.


mandag den 22. februar 2010

Guld- og også umbergrube


Jeg elsker, når kunstnere skiller sig af med farver. Her er min sidste score fra skraldet. Se lige:


En skatkiste af kunstartikler. Bemærk, at der er Rembrandts iblandt.

Nu kan jeg smide dem over i mine enorme samlinger kunstartikler, jeg aldrig får brugt.

lørdag den 13. februar 2010

Jeg er aldrig blevet så visuelt voldtaget i mit liv


Min bror er irriterende. Jeg er ovre at hente mit barn, han var så venlig at passe for første gang i syv år, mens vi andre var inde at se Avatar (på fribilletter, og alligevel skal man lægge noget oveni [for helaften og briller], og jeg ender alligevel med at støtte fucking Egmont*) med mine hårdttjente – nu behøver jeg aldrig se en 3D-film igen, fra nu af er det smalle, stramme finkulturelle film til mig, mumblecore, grynet s/h, hvadsomhelst), og så slutter han med at sige: "Du trænger til at motionere. Du ser helt askegrå ud." Hvad har jeg gjort ham, andet end at kritisere ham og hans kones X Factor? Han tror, alting kan løbes væk. Han tror, mit gigtknæ kan løbes væk.


PS I morges, efter morgenskænderiet, var jeg i så dårligt humør, at jeg tog ud at løbe (af 2x The New Yorker Fiction Podcast-varighed). Og jeg er ikke i bedre humør. Jeg er mindre vred, men ikke i bedre humør.


*) Egmont er ikke vores fjende? Du tager fejl. Krabben med de gyldne klosakse? Nuff said.



onsdag den 6. januar 2010

Drømmen om ingen husleje, del III


En filmfyr, jeg kender, tilbød mig sin lejlighed i London – i et godt nabolag, med flodudsigt – mens han er i New York. Jeg har selvfølgelig ikke noget at bruge den til, for jeg skal sidde her og langsomt dø. (Men min drøm er at sidde dér og skrive min roman*) færdig og flanere i gaderne og spise flan i trattoriaerne og studere i læsesalen på British Museum.)

*) eller i hvert fald ét haiku

Jeg plejede at synes, London var åndssvag, fordi det ikke var New York, men nu kan jeg godt lide den. Jeg har foreløbig nægtet at tage til Berlin. Barcelona er en mulighed.

Hver anden dag modtager jeg propaganda-mails fra de her discount-flyselskaber (Norwegian: Bratislava 199,- kr.!) og får så inderligt ondt i hjertet.

fredag den 17. april 2009

Jeg vandt igen – men til hvilken pris?

***
En tankevækkende beretning fra det virkelige liv

Jeg væddede med Frizz, om Anders Fogh stod til at blive generalsekretær i FN. FN, sagde han. Det synes jeg ikke lød sandsynligt (jeg havde ikke hørt noget, jeg følger ikke med i nyhederne) og slog hånd på 100 kr. Næste dag hævdede han, at han havde sagt NATO. Især. Det var derfor, han nævnte Kofi Annan og Boutros Boutros (fortsæt selv).



Vi glemmer det, sagde jeg, jeg slår en streg over det, i et anfald af taknemmelighed fordi han havde givet mig en fribillet til Karen Mukupa (kendt som hende, der var veninden til hende, der døde. Hun var med i bilen. Sød stemme, kedelige tekster. [Jeg forestiller mig, at hun går ombord på et fly. Så styrter flyet ned, og hun er den eneste overlevende. Så går hun ombord på et skib. Skibet synker, og hun er eneste overlevende. Jeg kan godt lide den vinkel]).



Men mest fordi han er det nærigste menneske, jeg kender. Han er nærigere end mig. Og også selvom billetterne kun kostede 60 kr., og jeg gav garderoben og en øl, så jeg faktisk kun sparede kr. 20. Jeg vidste, at jeg aldrig ville kunne vride en øre ud af ham alligevel. Så jeg var storsindet. Det skal man være ind i mellem, så har man det så godt.



Han er faktisk foruroligende nærig. Jeg kan huske engang, han stod på Hack-in-the-Puss med et par mønter i hånden og spurgte, om jeg ikke kunne låne ham 5 kr. til en øl. Jojo. Senere så jeg ham tage en 100-kroneseddel frem, han havde haft i tegnebogen hele tiden. For ham er det et princip at spare penge, ofte på bekostning af alt der er rimeligt og godt her på jorden.

(Men til hans forsvar må jeg sige, at han har forbedret sig i senere år.)



Må jeg have lov til her at komplimentere Rust for deres suverænt gode lyd? Tydelig og ikke for høj. Og så kan jeg godt lide ikkeryge-politikken, Visse ting forandrer sig til det bedre ved oplyst overformynderi.
***

torsdag den 26. februar 2009

Kulturtorturtur – jeg gad ikke alene

***
Jeg vækkede J. Per for at få ham med på den Hirschsprungske, og det var skidekedeligt. Men man skal jo til det ind imellem, kulturen. Han har haft tilbagefald og røget noget "god pot" over en forlænget weekend.

– Tænk at være udenfor, sagde han.

Vi slog et smut gennem Botanisk Have og kiggede efter kæmpelotussen.

– Der er Fyrebakken, sagde han, hvor hippierne sad i 60’erne og fyrede. Efter hvad han fortæller mig, voksede der hamp i Haven dengang, der var lige til at plukke. Hvem ved. Eik Skaløe nævner også Fyrebakken i en sang. Så bliver man så meget klogere.

Jeg er ellers ikke meget for at ændre mine rutiner. Nu er hele dagen skudt i sænk. Jeg fandt ikke det billede, jeg kom efter (af Vesuv i udbrud), og jeg blev ikke inspireret. Der var et par meget gode himler:




J. Per styrede direkte hen til billedet af opiumsrygere:


Zarthmanns kineserier. Mærkelig ide med mønster over det hele.


Dette billede af "sol mellem graner" er det bedste:


Hammershøi, den store mester.


Jeg er træt af motiver og figurer. Der er også som sædvanlig for meget numsefiksering. Altså mandenumsefiksering. (Og så uden hår. Hvor er vi henne?)


Eckersberg var numsemand.

Onsdag er gratisdag, så hvis man absolut skal på museet, vil jeg foreslå, at man gør det den dag. (Ellers udmærket lille museum. Dansk guldalderkunst. Lad det være i fred, som det er.)
***

søndag den 12. oktober 2008

Stikord

***
Jeg fandt de vanter, jeg løb Eremitageløb i, og de lugtede forfærdeligt. Jeg kastede dem fra mig med et skrig.

Jeg tror, jeg vil bruge efterårsferien på at gå ned og købe et stort stykke grottelagret emmentaler.

Jeg var på Statens Museum for Kunst (som er gratis) i dag, og dette var overraskelsen:


Alessandro Mattia (1631-1679): Portræt af Laura Chigi.
***

mandag den 6. oktober 2008

Woodstock uden sjov

***
Min datter sagde noget indsigtsfuldt ved Eremitageløbet. Hun sagde: – Hvorfor skal man egentlig betale? Hvorfor ikke bare løbe med?

Og jeg er tilbøjelig til at give hende ret. Det eneste, man får for sine penge, er et nummer og en tid. Ikke engang en godtepose.

*

(Okay, nu hvor jeg tænker efter, kan det godt være pengene går til Hjerteforeningen. Hvad ved jeg? Jeg havde ikke tænkt over det.)

*

Jeg kiggede ind (på en fribillet) til Sund Livsstils-messe i Forum i lørdags. Af mine samtaler fremgik det, at Psoriasis-foreningen er misundelig på Diabetes-foreningen, fordi de har flere penge, og at Diabetesforeningen er misundelig på Kræftens Bekæmpelse. (Jeg lærte også, at messen ikke er et godt sted at rekruttere bloddonorer, fordi de fleste folk, der kommer der fejler noget. M.a.o. de vil hellere tage end give. Jeg tog to kuglepenne og en ballon.)

Det sjoveste var de stande, hvor der sad en sur midaldrende kvinde ovre i hjørnet, og skiltet tilbyder coaching eller velvære, og ingen går derind.

Det er meget sjovt at gå rundt og tale med de udstillende, når man er varmet lidt op (jeg har f.eks. aldrig set så mange kinesiologer på en gang), men ret hurtigt vil de sælge en noget, og så er det ikke sjovt længere, fordi man skal skynde sig væk. (Og så er jeg jo et pænt menneske, der ikke vil spilde folks tid eller såre dem, navnlig når jeg ikke selv får noget ud af det. Jeg følte mig som Borat eller Larry David uden kamera.)

Jeg blev tilbudt en gratis samtale af en "autodidakt psykoterapeut", der stirrede mig intenst ind i øjnene. Det var på en stand, der solgte meditative cd’er til vægttab, så jeg spurgte: – Hvad hvis man trænger til at tage på? og fremviste mit afpillede legeme.
– Det kan vi også klare, sagde de, og stillede mig over til hende den overvægtige.
Princippet er, at når man hører cd’en, får man lyst til at spise, ligesom Pavlovs hunde.

Og så hurtigt væk.

Så gik jeg rundt og kiggede efter Tove von Platen, for dét kunne være sjovt at rapportere om, men hverken hende eller de andre zonefeltterapeuter var at finde.

Da tog jeres udsendte reporter to æbler til fra en kurv og skyndte sig ud.
***

lørdag den 4. oktober 2008

Glip

***
Min kone er sur på mig, fordi jeg tog til det her møde og blev og drak 20 (gratis) bajere i stedet for at komme hjem og ikke ringede og sagde noget.
"Fjols!" sagde hun og knaldede røret på.
***

mandag den 28. april 2008

Sånoget elsker jeg

Jeg har lovet min datter at købe noget sort gaffa, så vi kan reparere hendes sværd til rollespil, men jeg har selvfølgelig ikke fået det gjort – for hvem når nogensinde i Silvan eller hvor man går hen, for ikke at gale om udgiften – og så var der lige nogen, der stillede en rulle ud på gangen sammen med en masse andre ting, de skiller sig af med (som jeg også tog!)

Leve forsynet!

Hvad du har brug for, det får du på din vej.

Jeg elsker at falde over ting, jeg står og skal bruge.


Foto: Her er beviset.



tirsdag den 25. marts 2008

Et øjebliks eksistentiel indsigt


Min ven Poul Skovl lå og kneppede en ukrainsk luder, mens han tænkte: – Hvad gør jeg det her for?
Han var også ked af, at det kostede så meget.
Men han kunne ikke vente med at fortælle os om det.



Det er hvad man får for at gå på stripbar med chefen efter julefesten.



onsdag den 12. marts 2008

Uimodståelige tilbud

Jeg meldte mig engang ind i en bogklub. Som åbningstilbud bestilte jeg en bog om ordenes oprindelse. I den stod at "pencil" var afledt af det latinske ord for "lille penis" ("pensel" er det samme) og at "porcelæn" kom af "pig’s vagina", altså "grisefisse". Begge dele ting der er godt at vide.

Jeg gav bogen til min ven Steve, da jeg flyttede, sammen med en biografi om Leonardo, jeg også bestilte dér (og en bog om Europas historie, jeg aldrig fik læst), så jeg kan ikke tjekke efter, men jeg kan jo lige bekræfte på nettet... Jo, den er god nok: link, link.

Sidenhen meldte jeg mig ind i en CD-klub for at få åbningstilbuddet (The Smiths greatest hits, ABBA ditto, Repo Man-soundtracket), men betalte aldrig. Efter et par rykkere hørte jeg ikke fra dem mere. Senere prøvede jeg at melde mig ind i en anden CD-klub, men de meldte aldrig tilbage. De ville ikke have mig. De havde luret mig.

onsdag den 27. februar 2008

Min vanskelige ven

Don Enzo er min ven, og jeg elsker ham. Men han skal altid teste min kærlighed.

Her er et eksempel på en samtale, fra i fredags, hvor jeg starter med at sige, at de brune ørreder rykker i min peristaltiske snøre, og han slutter af med at kalde mig en bonderøv, fordi jeg ikke er enig med ham i forskellen på prosa og poesi.

Så blev jeg fornærmet og forknyt.
Hvad har han, Tourettes?

Derfor vil jeg sige til ham: Min kærlighed til dig, Don Enzo, er betingelsesløs. Intet du siger kan rokke ved min kærlighed til dig.

Dette er vigtigt, fordi han ejer alle dvd’er.

tirsdag den 5. februar 2008

Palliativ

Min mors svulster vokser.



Hun siger for en måned eller to siden snart, at hun har ondt i maven, og jeg siger: – Har du snakket med din læge? Og hun siger nej, hun kan vente til hun alligevel skal til samtale.
Jeg beder hende: Gør det nu.
Det var sådan, da hun fik kræft – hun havde ondt, men gik ikke til lægen. Mig kunne hun fortælle om det, men ikke lægen.
– Men det er gratis! sagde jeg. – Det er dine skattepenge, du trofast har betalt alle disse år!
Det er mønsteret.
Min morfar nægtede at gå til lægen, før hans svulst var så stor som en grapefrugt, kort før han døde.

mandag den 28. januar 2008

Tendenser jeg har bemærket

Hvorfor kan hashrygere så godt lide at høre bluesmusik? De plejede f.eks. altid at lytte til blues, når jeg var nede at købe tjald* i hashklubben ved siden af Café Lunten på Østerbro (Viborggade?). Er det af samme grund, de altid sad og spillede brætspil derinde i røgen? Fordi de godt kunne lide de genkendelige mønstre?

Jeg afprøvede teorien med min ven Jason, der spiller trommer i et bluesband sammen med sin svigerfar oppe i Woodstock (hans kone er en honey, så man må tro, det er besværet værd. Hun sang backup for The Red Hot Chili Peppers på deres euroturné engang.** Nå.), og han bekræftede min tese: Pothoveder kan godt lide the blues.


* Efter devisen: Du gi’r, jeg henter (You buy, I fly!)
** Og ja, forsangeren er en idiot. (– Du aftvang hende et svar, sagde min kone. – Jeg vidste, han var en idiot, sagde jeg.)

fredag den 25. januar 2008

Overflodssamfundet à la mig

Jeg fik det her fjernsyn af min nabo, men jeg har ikke noget at bruge det til.



Og jeg tør ikke tage det med hjem, for hvad mon min kone siger?
Hun siger: Du fylder huset med lort!
Jeg siger: Men det er et helt nyt fjernsyn!
Og så står det og fylder op som alt det andet lort, jeg aldrig bruger.

PS Til orientering er det et Dantax.

tirsdag den 25. december 2007

Rekordkort jul

Der er allerede nogen, der har båret julen ud. Træet stod der faktisk allerede i går aftes.



Okay, jeg fandt også et juletræ allerede før d. 1/12, men det var fra en fotosession tydeligvis og er derfor ugyldigt.

PS Richard Brautigan skrev om, hvordan hans ven fotografen tog ham med rundt i bilen og fotografere juletræer, der var stillet ud på gaden, i San Francisco engang i tresserne. Det var noget lignende, jeg havde lyst til sidste år, med at fotografere smeltende snedynger. Mere senere, hvis jeg når det til vinter.


TIPS! Hvorfor betale for et juletræ, når man kan gå ned i parken og hente et stort gratis et juleaften efter kl. 17 (når juletræssælgerne er gået hjem og lader resterne stå)? Det gjorde jeg et år, og min kone har ikke tilgivet mig endnu.