Viser opslag med etiketten manglende motivation. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten manglende motivation. Vis alle opslag

tirsdag den 13. december 2011

Man kan stille uret efter mine tilkortkomster


Hver gang (jeg skal i gang med min "kunst") finder jeg mig selv nede i bunden af et hul, jeg skal springe op af.*) Jeg når aldrig op i glideflugt.

Det er sgu lidt sygt. Det er heller ikke så fedt ikke at have nogen disciplin. Jeg laver ikke noget, med mindre jeg bliver pisket til det. Dvs. pisket med penge. Dårlig samvittighed hjælper kun til dels. Jeg har også altid forestillet mig, at dødens kolde ånde i nakken ville være en god motivation, men jeg er åbenbart ikke gammel nok eller syg nok til at tage noget alvorligt. Og når jeg bliver det, har jeg ikke energi til noget. Her tænker jeg på Anthony Burgess, der fik et år af lægerne og brugte tiden til at skrive et par bøger, så hans familie havde noget at leve af. Og så holdt han stilen, da han ikke døde alligevel. Men det er ikke noget at satse på. Hvordan kan jeg blive så tilpas bevidst om min egen dødelighed, at jeg gider lave noget?


Morale: Der kommer fut på, når tiden er knap.


*) Som ung mand trænede en anden MJ, nemlig Michael Jordan, sin springkraft ved at hoppe med samlede ben op af et hul, han havde gravet i baghaven, om og om igen. Det her er noget andet. Det eneste, jeg træner, er min opgivenhed.



mandag den 7. december 2009

Tag min puls

***
Jeg gider ikke noget. Jeg er bare træt. Jeg kan stadig smage de 6 filterfri, jeg røg i lørdags, i halsen. 8. 10, á to i træk. Hvad skal jeg lave? Arbejde, arbejde, arbejde. Vågnede af min drøm i morges, hvor mine ting var halvt pakket i åbne papkasser halvvejs over fodgængerovergangen foran mit hus. En ældre herre forsøgte at stjæle mit Raw #8 diskret bag om ryggen, men jeg påtalte det, og han holdt inde. Resten er der ingen, der vil have: brugte blindrammer, halvfærdige malerier.

Moralen er: Jeg gemmer mine Raw's og smider resten ud.

Det er koldt og tåget i mit hjerte. Jeg tuder advarende ud af tuden. Min cykel hakker mindre i fugtigt vejr end i tør-. Min kæde skal skiftes, den er snart så lang, den slæber hen ad jorden. Jeg hader at gå til cykelsmeden med en beskidt,uvedligeholdt cykel. Jeg skulle aldrig have købt den, katten i sækken.

I guder, jeg har ingen motivation.
***

søndag den 20. september 2009

– Hvad med vores projekt? Du har været hjemme tre uger nu

***
Jeg begik i naiv optimisme en fatal brøler i sommer ved at igangsætte "et projekt" med at lave om i lejligheden, og nu springer det op og sparker mig i røven, fordi der ikke sker en skid med det, og det ikke fører til andet end bitterhed og skuffelse og ufred. Jeg har andre ting, jeg hellere vil lave, og nu hænger det hele på mig.

– Jeg har lavet det, jeg kan, siger min kone.

Nu skal jeg male lejlighed, hurra. Jeg ville hellere have mine tommelfingernegle hevet af af dværge i Schwarzwald. Jeg skulle aldrig, aldrig være begyndt på det projekt. Men jeg håbede altså på det bedste (og så håbede jeg på, at det ville styrke vores kærlighed at "starte på en frisk"). Og hvad får jeg ud af det? Bebrejdelser, anklager, seksualstrejke med blokadevagt og kamptaler. Fuck det hele så grundigt i røven, Jeg har absolut ingen motivation for at foretage mig dét eller noget som helst andet.
***

søndag den 19. april 2009

Hvad skal det hele gøre godt for? II

***


Jeg arbejder hele ugen, og hele weekenden skal man rydde op og gøre rent i hjemmet. Og servere for sine børn og være deres slave. Fedt nok. Er det alt, hvad der er? Ja, det er det faktisk. Det bliver ikke bedre. Hahahahahahahahaha! (bittert, knastørt).

Du store, jeg gider ingenting. Hvorfor mon ikke?
***

onsdag den 18. marts 2009

Det kan også være lige meget

***
Jeg havde forberedt alle de her herlige, interessante indlæg, jeg ville udgive denne uge, men jeg kommer ikke videre end at sidde og tude.*) Hvis jeg tuder længe nok, er der måske nogen, der hjælper mig, er tilsyneladende min plan.

Jeg når aldrig derhen, hvor jeg godt vil være. Jeg kan ikke overskue den mindste ting. Det er minimalt, hvad jeg når.

Jeg ved godt, at intet giver mening, undtagen i en snæver prokreationsmæssig forstand, men når det, jeg laver, så ikke engang giver mening for mig selv, og der ikke er nogen, der har brug for det heller, og det i de store hele ingen forskel gør, hvad så?



*) I forgårs posterede jeg et kaffeekstatisk indlæg, men det var faktisk ikke sådan, jeg havde det. Det var bare noget, jeg sagde.
***

tirsdag den 9. september 2008

Hovedindretning - det sølverne foer

***
I morges, da jeg vågnede med den sædvanlige smag af død i munden, sagde jeg straks til mig selv, inden for et sekund: Det jeg skal er ingenting. Det kan jeg sagtens klare. Det er bare arbejde.

Hvilket er en usædvanlig optimistisk tilgang, selvom det selvfølgelig er rigtigt nok: Jeg har lavet så meget af det her arbejde, at jeg ved hvad det handler om efterhånden. Det tager bare et vist stykke tid, og bagefter er mig hjerne træt.

Alligevel ved jeg sgu ikke, om jeg kan nå det. Jeg skal nå hjem og lave apple pie.

Og så gider jeg selvfølgelig ingenting, og min motivation er i bund. Jeg gad ikke engang skide, men jeg sku’.

Hvad skal resten af dagen mon bringe?
***

fredag den 16. maj 2008

Faren ved forud

Hold kæft mand, jeg sidder og laver det her job jeg blev betalt for for 6 mdr. siden. Det er forfærdeligt.

mandag den 5. maj 2008

Ting jeg ikke får sagt (har fået sagt endnu, om nogensinde)

Jeg er i skidedårligt humør.
Jeg er træt af at leve i et kærlighedsløst ægteskab. Jeg aner overhovedet ikke, hvad du tænker på, for du er komplet utilnærmelig, og det eneste du giver udtryk for er, at du er utilnærmelig.
Nu sidder vi i går og har vores nye udgave af skænderier i form af strukturerede samtaler, altså strukturerede skænderier, lige før vi skal i seng, og hvordan fanden skal jeg så kunne sove, når jeg har lyttet til en times bebrejdelser og anklager og gammelt, bittert nag udelukkende og ensidigt møntet på mig selv? Og jeg får ikke et knus eller et kram eller et kys eller en eneste kærlig tilkendegivelse i dagevis. Hvad skal jeg så gide noget for? Hvorfor skulle jeg gide tilbringe mere tid sammen med familien ved at "tage initiativet til fælles arrangementer" som f.eks. ferie, hvis det hele bare handler om at rejse et andet sted hen og være sure på hinanden dér?
Jeg gider absolut ingenting og min motivation er i bund.

mandag den 28. april 2008

Døden og kaffen

Jeg er så nervøs i dag, jeg ikke bør omgås andre mennesker.

Jeg er ved at dø for at få min kaffe.

Hvordan denne dag skal bli’e
skal jeg ikke ku sige
Bare jeg ikke dør,
men det er lige før
jeg brister og går under
(jobbet mine tæer rister, jeg vil hellere tage en blunder)

Det er et mirakel, jeg er i live
at være til
hvad skal jeg ikke ku drive
det til
Men intet jeg vil
Kun det samme gamle
lamme

Jeg skal nok ikke regne med noget
(også svært, når min udsigt er så tåget)

Jeg er rundt på gulvet
Min hjerne er hullet
(min fod ligeså
af alle de måder jeg har skudt mig i den på)

Der er kun én vej,
og det er tilbage
For frem er ikke lige mig
Har jeg ikke en kage?...

Knas, knas,
hvor jeg dog ikke gider noget mas
i dag
Jeg vil hellere sidde på min bag,
jeg gamle las,
og ytre min klage
alle mine dage

Jeg jamrer og gi’r mig
for mit liv er skidt
Det har jeg trods alt da sagt så tit

Hvor er min skyder,
jeg må se at få gjort en ende
på min usle eksistens
Vi snakkes ved indtil skuddet lyder

Farvel, onde verden, farvel
Nu slår jeg mig ihjel

(Den langsomme død
med jobben til dagligt brød,
mens min sjæl sygner hen og forkrøbler,
fordi der også skal være til nye møbler)

Hvad er det hele værd,
spørger jeg mig selv
Ikke det store, vel?
Hvor er jeg dog tvær

Og muggen og knotten
og ved siden af mig selv
Hvor er nu den mokka,
den drikker jo ikke sig selv

Hil Java, for dine lyksalige gaver
Uden dig var jeg en endnu større taver

Med kaffe i svælget så går det da lidt
Den Java, den rammer i livet plet

Oh Java, hil Java
din styrke er stor
du spreder din glæde på denne jord.

Suk, suk
Glug, glug
Suk, suk
Glug
Java forløser, nu skal jeg snart på hug
(og peristaltere, det bliver ikke værre,
jeg mener bedre, for Peristalsis man dog
også altid bør hædre)

•

Og dette skriver jeg uden overhovedet
at have fået kaffe endnu.
Jeg forestiller mig det bare, sågu

Farvel, farvel, pas godt på jer selv
Nu skal jeg ud og sælge min sjæl.

onsdag den 23. april 2008

Hverdag igen

Jeg er tilbage på pinden efter min debiliterende sygdom. Nu går jeg her og slæber min forbundne ankel hen ad gangen som Blinde Pew. Jeg må nok se i øjnene, at det er umuligt for mig at arbejde uden kaffe. Jeg har ingen motivation eller adrenalin at trække på. Men hvad med min sarte mave? Er den kommet sig nok til, at jeg kan begynde at hælde den sorte bryg ned i den igen? Og hvad vil mit tarmsystem sige? Der er kun én måde at finde ud af det på...

Ellers kan jeg lige så godt gå hjem og sove videre.

(Pause)

Her var jeg parat til at indsætte et "halleluja!", men jeg har ikke været oppe at ringe endnu, kaffe eller ej. Så forsigtigt jeg har slubret i mig i dag. Som var det peristaltisk dynamit.



(Tilbundsgående rapport: Kaffen, en 2-3-dobbelt, var okay men ikke fantastisk, bare nok til at få mig til at føle mig tilnærmelsesvis normal. En mindre høj man vel ikke bør kimse af. Efterfølgende en smule halsbrand der vel kan skylles væk.)

torsdag den 7. februar 2008

På tallerkenen

Jeg har det her job, jeg ikke har lavet, men som jeg har fået penge for, fordi de skulle brænde midler af på sidste års budget.
Jeg har ingen motivation for at lave det, men jeg har heldigvis heller ingen deadline.
Sådan må det være at få forskud på en bogkontrakt. Eller et arbejdslegat. Verdens bedste undskyldning for at lave ikke noget.

fredag den 1. februar 2008

Positive udfordringer

Her går jeg og forsøger at praktisere positiv tænkning, og så skriger min kone alligevel af mig i morges, fordi jeg nægter at male knurhår på barnet (jeg har aldrig lagt sminke i mit liv, og jeg har ikke tænkt mig at begynde nu – det er ikke min skyld, hun skal skynde sig), og så gestikulerer en bilist vredt af mig på vej herud, og jeg ved ikke engang, hvad det er, jeg har gjort,*) men I kan tro, jeg indhentede ham ved næste røde lys og gestikulerede tilbage, selvom jeg stadig ikke vidste, hvad han mente, indtil han lignede Betjent Strøm, der dirigerede trafik inde i bilen.
Videre, indikerede jeg flot, da det var tid til, han skulle køre. Men jeg så, han drejede til højre, og så tog jeg en anden vej, for at han ikke skulle køre rundt om blokken og vende tilbage og køre mig over. Man ved aldrig.**)


*) Skal jeg virkelig hidse mig op over den slags latterligheder? tænkte jeg, men fulgte alligevel op, hvorend halvhjertet.

**) Jeg tænkte, at jeg kunne tage min datters løbehjul, jeg har foldet sammen bag på cyklen, i barnesædet, og slå ham hårdt over knæet, hvis det blev nødvendigt. Altid skal man være på vagt.



Jeg har ingen motivation i dag andet end kaffe. Et par småjobs der skal af vejen, så jeg kan vende tilbage til at bekymre mig over, hvor lidt jeg laver.

***Kl. 9.37: Nå, nu gik strømmen***

***Kl. 10.14: Nå, nu vendte strømmen tilbage***

Jeg har ikke fået den kaffe endnu.

fredag den 26. oktober 2007

Sex, sex, sex, sex, sex, sex, sex – noget helt nyt og mærkeligt

Der var et tidspunkt for et par uger siden, hvor jeg pludselig opdagede, at jeg ikke havde lyst til sex. En mærkelig fornemmelse. Som regel har jeg ikke lyst til andet. Der gik en gysen igennem mig: Sådan må det være at blive gammel.

Jeg mærkede efter inde i mig selv en gang til, og næh, det havde jeg virkelig ikke.

tirsdag den 19. juni 2007

Når man har børn der skal op i skole – og skoleslutten trækker ud

Jeg er fuldstændig paralyseret af træthed. Sandheden er, at jeg ikke gider lave noget om morgenen. Hvem har fundet på, at folk skal være henne et sted kl. 8 om morgenen? Elektriciteten er opfundet, vi bor ikke på landet.
Hvad er idéen?

Kaffe hjælper ikke i dag.
Jeg tror jeg sætter mig over og læser avisen.

fredag den 23. marts 2007

fredag den 9. februar 2007

Update fra mit indholdsløse liv

Min dagsrytme er blevet ødelagt i dag, fordi jeg tog to kopper pædagogkaffe ved fastelavnsbordet nede i min datters børnehaveklasse først. Hvad er så min motivation for at tage på arbejde, og hvad har jeg at sparke mig i gang med nu?



Okay, min espressomaskine står netop nu og bobler med friske forsyninger, men jeg er bange for, effekten ikke bliver, som den burde. Men det er forsøget værd, for det er alt, hvad jeg har. Jeg ryger ikke engang. Måske skulle jeg pause for frokost.