Viser opslag med etiketten fred. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten fred. Vis alle opslag

fredag den 12. februar 2010

Jeg er for fred


Fænomener jeg har fået nok af: gule støt tropperne-hårbånd.


Slut med soldater.

Hvem var den franske filosof, der sagde: "Enhver amerikansk tendens, lige meget hvor tåbelig, kommer til landet før eller siden"?


SHOPPINGTIPS: En bred vifte af lattervækkende produkter findes her.


torsdag den 31. december 2009

Pli

***
Er det okay at spise et stykke mad, man har haft siddende mellem tænderne, hvis man spytter det ud på arket med lyrik, mens man øver sin rap? Et stykke dadel f.eks.

Jeg ville ikke spise de stumper*), der sidder på spejlet, efter jeg har trådet tænder. Er der noget tilsvarende 3-sekundersreglen i denne situation?

Ikke at det kommer nogen andre ved.

*) gerne hvide


Hvad hvis man er ude? Skal man samle det op på fingeren eller pænt lade det ligge?

Skal man sidde og tænke på det her, mens verden brænder? Skal man sælge sine ejendele og gå ud i ørkenen? ("Hvor er far?" "Han har mistet forstanden og er blevet profet." "Sejt! ... men jeg savner ham." Andet barn: "Go'e gamle far." "Han var nu god nok. På sin egen måde. Den stakkels gamle tosse. Hvad mon han laver nu?") Klip: Faren vifter gribbe væk og kaster sten efter hyæner, mens han forsøger at spise sin iguana i fred. Jeg ville ønske, jeg havde taget en bog med, tænker han. Han ridser sine tanker på en sten. Det tager lang tid, så han må tænke sig godt om. Med disse tavler, tænker han, skal jeg vende tilbage og fortælle dem en ting eller to. Eller ti. Så vil de fortryde, at de behandlede mig så slet. Han fryser om natten på sit leje af tidsler og finder en hule med en bjørn, han kan putte sig ind til. – Nej, jeg er ikke en laks! Forår. Han er visere nu, og hans skæg er langt. Hans krop er benhård, muskuløs og solbrændt som bronze eller garvet læ'r. Han misser med øjnene mod solen, er det sandt, hvad han ser? Kan det virkelig passe? En rumlen på horisonten og en støvsky i den flimrende hede: en campingvogn. – Mon det er min familie, der er taget ud for at lede efter mig? Nej, de sidder nok hjemme med deres nye far, der har gidet købe dem en PlayStation4. En ingeniør eller noget andet pålideligt, eller værre endnu: en succesrig kunstner. Jeg må hellere tage mine tavler og gemme mig bag denne klippeblok. Så for satan, det er Lone Kühlmann. Her er mit snit til at få medieopmærksomhed og proklamere min nye trosretning. (Højt): – Lone! Hør efter, jeg har set lyset!

Nu smiler jeg godmodigt fra Jumbotron'en i Times Square. Verden har fattet mit budskab. Våbnene er kastet. Ingen lider nød, og der er rent drikkevand og sulegodt til alle. "Hvad er der til dessert?" Det er der også, kære børn. Jeg har tænkt på det hele.

***Send 10 kr. til følgende adresse, og lyset vil også skinne på dig. 10 kr. pr. bud altså. Bestil så mange bud, du vil. Prisen er god.
***

Hurra! Hurra! Vi har set vejen. Aldrig har verden været så god! Aldrig har den været så skøn og så grøn. Tag hinanden i hænderne og råb et højt hurra! Han længe leve! Hurra! Hurra! Hurra!

Alt er godt, når det slutter med Hurra!


Hvad ser jeg her? Koden til a-våbenlagrene? Dem tager jeg. Hurrrraaaaaa!

Mere her

***

tirsdag den 20. oktober 2009

Drama i dybfadet

***
Ellers en udmærket dag. Jeg fik ikke et job, fordi jeg skulle have for mange penge for det. Det var for en af mine venner. Men jeg har ikke tid og gider i hvert fald heller ikke. Så bagte jeg en pie og fik skældud af min kone, fordi hun ikke kan finde ud af at skære den ordentligt. Og det før, hun endnu har skåret den.
– Brug kniven.
– Jeg brugte kniven.
– Du skal ære og respektere pie'en.
– Hold op med at være hysterisk med din fucking pie.
– Hvis du ikke vil have den, så lad være med at spise den. Du er så utroligt bister og hidsig.

Min yngste datter begynder at græde, og min ældste ser mærkelig ud.
– Hold op! Hold op!
– Din mor er en rottweiler. Hun holder ikke op, før man henfalder i tavshed.
– Hvem henfalder i tavshed nu?

– Du er så god, når der er publikum på.
Hun vil have, jeg også skal flippe ud, så jeg kan være den onde mand, der holder hende nede.

Min datter græd stadig, da jeg børstede hendes tænder efter.
– Jeg vil ikke have, at I skal skilles, sagde hun. – Amalie ser kun sin far hver anden weekend. Jeg vil bo hos jer begge to.
– Jeg ved godt, hvordan du har det, sagde jeg. (Jeg er jo også skilsmissebarn.) – Det er ikke spor rart. Man skal behandle hinanden ordentligt.
– Nej, man skal endelig behandle pie'en ordentligt, sagde min kone på vej tilbage fra køkkenet.

Hun har båret nag i flere dage nu. Efter et par dage med fred, ja nær paradisiske tilstande, er det hele degenereret og kollapset igen. Sådan er det altid. Det skal møjsommeligt bygges op, og så bliver det hele terroriseret og sønderbombet på en formiddag. Og så står man dér og indånder giftige dampe, mens man forsøger at redde de overlevende ud fra ruinerne.

I går satte hun mig på plads, fordi jeg sagde, at (videnskabelige undersøgelser viser at) der er flere mandlige end kvindelige genier, men også flere mandlige sinker, mens kvinderne lægger sig bredere hen over midten.
– Det har du læst én bog om, men det har jeg faktisk studeret.

Det er kulturelt betinget eller sådan noget, tilføjede hun.
– Det er genetisk, sagde jeg. – Der er ikke nogen kvinder, der bliver holdt tilbage i Danmark i dag fra at lære matematik f.eks.

Min kone kan godt lide at forestille sig, at der er nogen, der har holdt hende tilbage fra at udfylde de ambitioner, hun aldrig har haft. Hun er altid løbet skrigende i modsatte retning. Guderne forbyde, at man skulle støde på en udfordring. Hvis det ikke er let, er det ikke værd at lave, eller også er det mig selv, jeg snakker om. Jeg glemmer, hvem der er hvem efterhånden.

Jeg skulle bare have sagt, at der er flere mandlige sinker.

– Lov mig, at I aldrig bliver skilt, sagde min datter, da jeg puttede hende, og stirrede på mig med sine magiske øjne.
– Det lover jeg, sagde jeg.
– Sværg på dit hjerte.
– Jeg sværger.
– Du og mor skal altid elske hinanden.
– Ja, mit barn.

Hvad fanden skal jeg sige, at jeg ikke føler en skid andet end modvilje og irritation, at mit hjerte er en udbrændt ruin?
***

søndag den 18. oktober 2009

Vælg side

***
Når min kone og jeg har haft noget, der ligner et skænderi, eller en uoverensstemmelse, om man vil, foran min familie, og det er hændt, har de altid taget hendes parti. Når vi har haft et skænderi eller det, der ligner, foran hendes familie og det har været noget mindre tit, har de også altid taget hendes parti. Hvordan kan det være? Det er ikke, fordi hun har ret.

Her mener jeg i øvrigt bare situationer, hvor vi har været uenige om noget, og jeg måske har bidraget med mit originale perspektiv. Min mor holderf.eks. altid med kvinden, det er lige meget, hvad det handler om. Min far holder bare mod mig for at dække sig ind. Men det er heller ikke helt sandt. Når vores forhold har været længst ude, og min kone har forladt mig – for altid igen – har min mor taget mit parti. Hvad handler det andet så om? Jeg tror, det handler om fred. Jeg gider bare ikke altid være skurken. Nå.



Jeg har i dag startet et skænderi med min kone for at undgå, at hun tog med og kritiserede mig foran min familie.
***

lørdag den 4. april 2009

Første dag i kolo

***
Jeg kan ikke få noget til at virke. Jeg har lyst til at smide min tang gennem vinduet.

Jeg skrev en note om, at min kone ligner en plukket kylling i solen. Nu kan jeg ikke finde den. Jeg må have tabt den et sted.

Er det hemmeligheden ved et forhold, at være alene sammen?

Parallelle lig i kister af tavshed.
Begravet i tavshed.
Dræbende tavshed.



Under en kæmpehøj af tavshed
ligger jeg levende begravet
med munden fuld af jord
ikke en gravrøver forstyrrer
min tavshed.
***

torsdag den 12. marts 2009

Gravstenenes kirkegård

***
Det sørgeligste sted på kirkegården er det hjørne, hvor de smider alle de gamle gravsten fra hjemfaldne grave.



Jeg vil gå ud fra, at det sker, når folk ikke betaler, men nogle af stenene er ganske friske, som denne fra 2004:



Det er jo absurd at have nogen liggende på kirkegården i kun 5 år.*) De efterladte må have nægtet at betale eller selv være døde. I det mindste lugter det af dårlig økonomisk planlægning. Det sætter det i relief det her med, at livet går videre, efter man er død, og det bryder illusionen om evig fred.



Tænk at blive sat på gaden, når man er død.

Må man genbruge en gravsten? Pille bogstaverne af og sætte nye på f.eks. eller skrive på bagsiden? Mange ville sikkert regne det for uetisk, men jeg kan ikke se problemet.



Jeg så en gravsten dernede engang, jeg skulle have stjålet, da jeg havde chancen, for nu har nogen andre gjort det. En lille en, man næsten kunne holde i én hånd, hvorpå der bare stod "Far".



Hvil i fred.


*) Faktisk tre. Billedet er to år gammelt. Det er så lang tid, det har taget mig at få dette indlæg ud. Sagen er den, at jeg bildte mig ind, at jeg ville researche emnet og få en artikel ud af det. Snydt igen.
***

fredag den 6. marts 2009

Lås på min læbe

***
Min kone ude fra køkkenet: – Har vi ikke mere parmesanost? … Nåja.
Så fandt hun den selv.
– Læg mærke til, havde jeg nær sagt, – at jeg ikke bryder ud i sarkasme og triumf, når du ikke kan finde noget.
For det ville virkelig ikke have været konstruktivt og fostret dialog og gensidig respekt. Næh, bid dig i tungen, unge mand, det smører fremskridtet, skriver jeg i min lille lommebog. Altid klar med blyanten, når der er noget, der ikke skal siges.


Jeg skal virkelig holde fred i dag, for i aften skal jeg have fisse. Koste hvad det vil og andre klichéer. Jeg har skiftet lagener og barberet min næse. Alt skal være klar. Alligevel er der så meget, der kan gå galt. Et enkelt fejltrin og … ak! Men i aften skulle den ligge lige til det mellemste ben. Hoho.


***

tirsdag den 10. juni 2008

Evig fred

Jeg mødte min kone allerførste gang til en fredsdemonstration, og siden da har jeg ikke haft et øjebliks ro, haha.

fredag den 2. maj 2008

Regnvejrsdag

Der er et af de dejligt rolige øjeblikke nu, hvor hele familien læser.
Min kone er faldet i søvn.


Heldigt sammenfald af børnenes projekter.

Jeg havde glædet mig til det tidspunkt, hvor min yngste lærte at læse og derved kunne passe sig selv, og det er så sket nu.

tirsdag den 8. januar 2008

Du får ret og jeg får ro

Jeg begyndte for et stykke tid siden at sige til Don Nzo: Du har ret. Jeg indser nu, at du har ret i alt, hvad du nogensinde har sagt.
Det har gjort vores forhold betydeligt nemmere. Og vi er ikke engang gift, selvom det nogen gange føles sådan.

Jeg vil nu begynde den samme taktik over for min rigtige kone. Du har ret, du har ret, vil jeg sige. Jeg har prøvet noget lignende før med et "ja, skat", men jeg tror, det her er bedre.

Derfor, kære læser, hvis der nogensinde er noget, du ikke er enig med mig i, har du ret. Du har ret, du har ret, du har ret.

Du har så evig ret. Og så kan man tage den derfra.

lørdag den 29. december 2007

Fedtet med suppen

Okay, her er hvad der sker i mit hjem. Jeg kommer hjem og vil tage mig noget suppe, min kone har lavet. – Det er ikke til dig, siger hun. – Det er til børnene.

Og så spiser hun og børnene grønsagssuppe, og det er "langt ude", at jeg føler mig ekskluderet, for jeg har en hel gryde kålsuppe stående, jeg lavede i går, jeg kan spise. Hvad nu hvis jeg vil have det andet? Hun har ikke lavet nok til alle.

– Du begynder vel ikke at råbe af mig igen, siger hun med gnistrende øjne, der antyder den totale atomkrig forude.

Kålsuppe, kålsuppe, kålsuppe, hvis jeg hører det ord igen, bliver jeg nødt til at sprænge nogen i luften.



Dette efter en længere periode med skrøbelig fred. Vi har stadig ikke fået talt sammen. Det er en tynd størknet skorpe oven på lavaen.

Spørgsmål: Hvorfor lave sådan en fedtet lille portion, når man alligevel er i gang?

onsdag den 26. september 2007

Én dag, ÉN DAG, var der fred i mit hus

(I går aftes kl. 21.50)

...Så kommer min kone ind og siger: – Hvorfor sidder du og ser en serie uden mig?
– Fordi du sagde du "var nødt til" at læse rapporter.
– Jeg synes det er ærgerligt, vi ikke har det sammen mere at sidde og se en serie.
– Det kan vi også, men du gider jo aldrig se noget.
– Ja, hvis du vil se Rome.
– Jeg har spurgt dig, om, du vil se The Sopranos færdig og en ny sæson af The Shield...

Osv. Osv. Videoerne ligger og samler støv i hele og halve år uden vi får dem set, hvis det er meningen vi skal se dem sammen.
Nu er hun sur, fordi jeg er begyndt at se Dexter (ikke ham med Laboratoriet, men Showtime-serien) uden hende.

Her sad jeg og prøvede at slappe af med en øl, jeg skal drikke inden kl. 22.00, så jeg kan nå mine 10 timers faste inden min blodprøve i morgen tidlig, og så snakker hun og snakker hun og bliver ved med at gentage det samme, indtil jeg ikke kan tage mere og hæver stemmen, og så spørger hun:
– Hvorfor råber du? Du behøver ikke råbe.

Hun er åbenbart bange for at føle sig udenfor. Ved gud, det er slemt, hvis far under sig en times morskab, uden det kommer nogen ved. Her kunne jeg sidde nede på bodegaen hver aften, og så er dét et problem.

Mine nerver er rå.

(Jeg kunne have set afsnittet færdigt i den tid, det tog hende at fortælle mig, hun ikke var enig med mig, med samt hvad det tog mig at nedfælde disse antropologiske feltnoter.)

PS
Dexter er ikke specielt god.

torsdag den 18. januar 2007

Mit job 5 - goderne

Det bedste ved mit job er, at kan jeg kan være i fred.

Jeg kommer herud om mogenen, lukker døren som en sluse bag mig og er i fred (bortset selvfølgelig fra den indre nietzscheanske tumult.)

Hvis jeg så bare kunne slippe for selve arbejdet.

Se også Mit job, Mit job 2), Mit job 3) og Mit job 4)

tirsdag den 9. januar 2007

Sophus Claussen har intet på mig





Hej alle, jeg skrev et vers i går morges. Det går sådan her:

God mandag. Regnen pisker ned og vinden hyler
Her sidder jeg i min' beskidt' underhyler'
Der er så meget at glædes over,
fx. at en søn er blever født til min svigerinde og svoger.
Mit hoved koger over.
Jeg holder ikke en dag længere i det her rotteræs
Jeg ville hellere lave tant og fjas.
Nu skal jeg til det sure slid
Guderne må vide at jeg ikke gid'.
Nok er mit arbejde bedre end døden,
men jeg ville hellere ha min tilværelse lidt forsøden.
Hvad skal det ikke ende med?
Jeg ved det: Gravens søde fred.



(Bemærk de sidste to linier, der er eviggrønne.)