Viser opslag med etiketten bristede illusioner. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten bristede illusioner. Vis alle opslag

fredag den 8. januar 2010

Let rallen


Jeg er døden nær. Hver dag er som at starte forfra. Jeg har ikke gang i noget. Alt omkring mig dør og visner. Falder om og forgår. Uden et blik. Jeg er knasende vissen, en udbrændt mumie. Mit liv er den sørgeligste undskyldning. Der er ikke mere, jeg kan bilde mig ind. Jeg står på den fladeste bund blandt døde fisk. I stumper. Var der noget, jeg ville? Jeg når det ikke. Min død banker på, mens mine hænder visner som sorte bananskræller. Der er i det hele taget meget, der visner. Hvad det end var, jeg ville, kan jeg godt glemme det. Alting er ufærdigt eller aldrig begyndt. Jeg kan kun se det i glimt ud af øjenkrogen, mens jeg har travlt med at spilde mit liv med noget andet. En flig af et skørt i en døråbning. Mine gamle regnvåde drømme. Et spøgelse af nærvær. Evig uforandret håbløshed og splid. Alene et sted mellem uviljen og ugideligheden.

fredag den 18. december 2009

Topmøde – vil en aftale komme i stand mellem de stridende parter?

***
Jeg havde aftalt at mødes med min kone til en klimakoncert (det var en gammel aftale, og så i forgårs spurgte hun mig: – Har du noget mod at passe Petras tre børn, mens vi tager til klimakoncert? – Det troede jeg vi sku'!), og jeg tænkte: måske kan dette forene os, at vi laver noget sammen, men da jeg kom derhen, ville hun ikke tale med mig, hun talte kun med sine venner. Da jeg prøvede at kysse hende, drejede hun hovedet. Det var pinligt.


***

tirsdag den 20. oktober 2009

Hastigt ned ad bakke

***
Åh, jeg fik en henvendelse fra en klient i sidste måned, og jeg har ikke svaret på den endnu. Nu er der gået så lang tid, at det er latterligt. Hvis der er noget, jeg ikke gider, og det er næsten alting, foretrækker jeg ikke at sige noget og så bare håbe, at det går væk af sig selv.

Ellers skal man skrige ad mig, og det er heller ikke sikkert, det virker.

Jeg graver hastigt min grav med dybe spadestik.



BONUSRIM
Og strikker min egen løkke med dobbelt halvstik.
Og prikker mig i øjnene med nålestik.
Og overtrumfer mig selv i uduelighed og tager dét stik.
Og snyder mig selv i kabale
ved ikke at kunne håndtere de mest banale
ting,
der skal til for at holde hjulene i sving.
Jeg er en driftig herre,
hvis drift er på andres tålmodighed at tære.
***

tirsdag den 31. marts 2009

Vrid dig i lyset

***
I min dagdrøm for år tilbage havde jeg en hær af assistenter til at gøre alt det kedelige for mig. Jeg forvandlede mit rum her til en fabrik. Det mindste kunne jeg slippe af med. I stedet for har jeg bare siddet og gemt mig under en sten.*)

Det er ikke nemt ikke at have nogen fremdrift.

Jeg har ikke engang malet nok til at beskæftige mig selv.



*) Idé: Mal billeder af regnorme og tusindben og bænkebidere og hvide ting, der vrider sig. Køb en lommelygte.
***

torsdag den 12. marts 2009

Gravstenenes kirkegård

***
Det sørgeligste sted på kirkegården er det hjørne, hvor de smider alle de gamle gravsten fra hjemfaldne grave.



Jeg vil gå ud fra, at det sker, når folk ikke betaler, men nogle af stenene er ganske friske, som denne fra 2004:



Det er jo absurd at have nogen liggende på kirkegården i kun 5 år.*) De efterladte må have nægtet at betale eller selv være døde. I det mindste lugter det af dårlig økonomisk planlægning. Det sætter det i relief det her med, at livet går videre, efter man er død, og det bryder illusionen om evig fred.



Tænk at blive sat på gaden, når man er død.

Må man genbruge en gravsten? Pille bogstaverne af og sætte nye på f.eks. eller skrive på bagsiden? Mange ville sikkert regne det for uetisk, men jeg kan ikke se problemet.



Jeg så en gravsten dernede engang, jeg skulle have stjålet, da jeg havde chancen, for nu har nogen andre gjort det. En lille en, man næsten kunne holde i én hånd, hvorpå der bare stod "Far".



Hvil i fred.


*) Faktisk tre. Billedet er to år gammelt. Det er så lang tid, det har taget mig at få dette indlæg ud. Sagen er den, at jeg bildte mig ind, at jeg ville researche emnet og få en artikel ud af det. Snydt igen.
***

torsdag den 4. september 2008

Åndssvage arbejde der suger min sjæl

***
I dag har jeg intet gjort for at blive stærkere eller klogere.


... altså foran en computer.

Hvad jeg har brug for er en lur.
***

fredag den 1. februar 2008

Min verden ramler sammen

Først er der en trofast læser, der brokker sig over, at jeg ikke jamrer mig nok. Men hvad skal jeg gøre, jeg kan jo ikke kunstigt starte scener med min kone (eller andre) bare for at have noget at skrive om? Det, jeg frygtede, er sket: Jeg er nået til det punkt, hvor jeg ikke har noget at beklage mig over, andet end at jeg ikke har noget at beklage mig over.

Og så er der en falkeøjet læser, der påpeger, at mit kaldebillede af en mand, der giver bryst, slet ikke forestiller en mand, men en skægget kvinde – og oven i købet har været bragt spejlvendt (men det er ikke min skyld, jeg sværger, det er bogen, jeg bøffede det fra: Mogens Eilertsen: Barnet i Kunsten.) Nu er jeg totalt forvirret.

Nu ved jeg ingenting mere.

Er jeg blevet kedelig? Det kan godt være. Hvad rager morgenmadsemballage nogen? Det er værre end dengang Dan Turèll kritiserede kvaliteten af dansk sprogbrug i tilbudsavisen fra Irma (et stykke petitjournalistik, der ikke er med i udvalgte klummer fra I byen). Har han ikke noget bedre at skrive om, end hvad der dumper ind af hans brevsprække? mindes jeg, at jeg tænkte. Hvad med at bevæge sig uden for en dør? (Ikke at jeg ellers kan eller bør sammenligne mig med den store danske mester.)

Bunden er nået og skrabet ren, før jeg nåede at udgive hver eneste lille tanke, der nogensinde er raslet rundt i mit hoved.
Jeg skærer min halspulsåre over og hænger mit bloggerkeyboard op og finder noget fornuftigt at foretage mig.

Flere floskler: Mit fundament er skredet, jeg er på herrens mark, den er gruelig gal, hvad nu?

tirsdag den 29. januar 2008

Man skal ikke tro på alt hvad man hører – slet ikke fra mig


Der var engang en antikvarboghandler på Østerbro, der sagde (i samtale), at Lenins fødselsdag var d. 7. november. Nu ser jeg tilfældigt på nettet, at det er d. 22. april. Og her har jeg gået og troet på det alle de år (19 år) og sagt det til folk, bare fordi han sagde det.*)

Det er det gode ved nettet, at man ikke behøver være i tvivl om den slags mere. Ingen behøver at sidde og skændes om, hvem der har ret om noget paratviden hele aftenen længere, som folk gerne gjorde i gamle dage, navnlig i en brandert, og slå væddemål af og ringe til Politikens Oplysning. Ahh! Det savner jeg ikke.
Nu har vi allesammen de samme referencer, og alle folk stjæler fra Wikipedia, når de skal skrive noget.

Tilsvarende spurgte jeg engang min Onkel Helge, da jeg var lille, om hvad det var, han smurte i ansigtet fra en tube. – Tandpasta, sagde han og grinte. Og det fortalte jeg videre til mine venner i årevis. – Jeg har en onkel, der smører tandpasta i hovedet, sagde jeg. Men det var selvfølgelig bare en eller anden creme.


*) Jeg indser nu, at antikvaren måske havde ret alligevel, og at jeg huskede forkert. Det kan ikke udelukkes. Efter at have skrevet dette sindsoprivende indlæg, tjekkede jeg Stalins fødselsdag (18. dec.) og dernæst Trotskijs, og det er Trotskij, der har fødselsdag d. 7. nov. Så én af os var altså ikke helt skeløjet, kun halvt. Tak.


PS Min farfar skrev en prædiken: "Hvorfor man ikke skal lyve for sine børn", nu bortkommet.